”Der er noget råddent i Danmarks Rige.”
I fru Andersens køkken kunne Shakespeares berømte citat fra Hamlet dreje sig om lugten fra de fordærvede rødspætter, som sætter hele badehotellet på den anden ende.
Det har nemlig været tradition at servere friske rødspætter til de nyankomne gæster hver sommer. Men i 1940 er Danmark besat af Tyskland, og friske råvarer er blevet sværere at få fat i.
Allerede i toget på vej mod Skagen ser vi stamgæster fra de tidligere sæsoner af Badehotellet rynke på næsen, når de ser tyske soldater boltre sig i midtergangen. Besættelsens stank følger dem lige fra starten.
Ikke desto mindre blander den nye sæson samtidens nationale harme med gamle traditioner og spinkle fremtidshåb.
Alle vil gerne glemme Verdenskrigen for en stund og nyde sommerens lyse nætter i fred. Men især Lars Ranthes grosserer Madsen virker rastløs.
Presset på pengepungen har han sagt ja til et tilbud om at udvide Aalborgs lufthavn for tyskerne. Trods den klækkelige sum penge han kan se frem til, nager værnemageriet mere og mere i hans samvittighed.
Det går den anden vej for karrierekvinden Alice Frighs tobaksfabrik, eftersom det ikke længere er muligt at importere tobak fra udlandet. Hvilket ikke forhindrer Amors pile i at ramme hende, da hun støder på farmaceuten Johan Ramsing (Rasmus Botoft) i toget.
Rasmus Botoft er vant til at spille en parodi af det bedre borgerskab i Rytteriet. Og uden at file synderligt på sin sædvanlige rolle er hans frejdige, men dannede fremtoning skræddersyet til selskabet af tilbagevendende besøgende hos Andersens Badehotel.
Badehotellet er på sin vis for meget af det gode. Solen skinner betydeligt mere end på en almindelig dansk sommer, hverdagsbagateller blæses op til altoverskyggende drama, og skuespillerne spiller til bagerste række.
Sådan lyder den vante kritik af serien. Men spørgsmålet er, om kritikken er retfærdig. Man kunne sige det samme om folkekære Morten Korch-filmatiseringer og Olsen banden-filmene. Det er simpelthen en essentiel del af folkekomedien som genre.
Med sin syvende sæson finder serien en sjælden balance mellem tungtvejende, historiske perspektiver og muntert lystspil.
Her er der plads til en tårevædet og velspillet dialog mellem Birthe Neumanns bornerte Fru Fjeldsø og Laura Kjærs følsomme stuepige Nana. Det viser sig, at Nana siden sidst både er blevet gift og enke, da hendes mand var blandt de faldne i Haderslev 9. april.
Men besættelsesdramaet udelukker ikke festlige indslag, som når humørsprederen Edward Weyse (Jens Jacob Tychsen) sætter sig ved klaveret og spiller lystig jazz.
Netop dette er seriens trumfkort.
Seriens mission har aldrig været at nedskrive en Danmarkskrønike. Snarere end at minde os om fem forbandede år med rationeringer, Richs kaffe og likvideringer hæfter serien sig ved en kulturel tidsånd. Danskere spiller fornøjelige selskabslege ved sammenkomster, har Tom Kristensens Hærværk liggende på natbordet og sidder andægtigt foran radioen om aftenen.
”Det er godt, at vi stadig har vores danske politi,” siger den venlige betjent fra Aalborg, der kommer med meddelelsen om, at hotellets nye ejer er arresteret for at køre bil uden køretilladelse.
Med sit ejendommelige ydre minder den fremmede om Ib Schønbergs gadebetjent i Panserbasse fra 1936. Hans skæbnetunge replik hænger i luften og minder om deportationen af det danske politi til koncentrationslejren Buchenwald fire år senere.
Det er dristigt, at syvende sæson af Badehotellet udspiller sig under Anden Verdenskrig. Kun få har formået at skildre det 20. århundredes mest dystre kapitel som en komedie.
Uden at drukne i storpolitik forbliver serien et studie af danskere, og det er festligt både i krigs- og fredstid.
Kommentarer