”Der hersker en stemning, hvor man ikke lader sig forstyrre af virkeligheden.”
Det siger snusfornuftige Bertha Frigh, der har svært ved at nyde den årlige ferietur på badehotellet i 1941.
Danmark har nu været besat af tyskerne i over et år. Men det har stamgæsterne på forhånd aftalt, at de slet ikke vil tale om. I stedet bemærker de igen og igen, hvor godt det er, at de ikke skal tænke på det.
Fuglene flyver over havet, og solen spejler sig i den blanke overflade. Skuespilleren Edward Weyse er allerede ankommet og leger skjul med drengene.
Alt ånder fred og idyl, som det plejer i TV 2’s populære kostumedrama, hvor et muntert persongalleri hvert år samles for at nyde hinandens selskab langt væk fra byens trængsel og alarm.
I første afsnit af den nye sæson skal end ikke de indlogerede tyske tropper på naboejendommen Hotel Udsigten lave om på det.
”Aftalte vi ikke, at vi ikke skulle tale om det?” spørger Grosserer Madsen (Lars Ranthe) kortluntet, når samtalen trods alt sniger sig omkring krigens rædsler og forpurrer den hyggelige stemning.
Man kan man godt forstå ham, når det trods alt er begrænset, hvad man som menigmand kan stille op med besættelsen. Især i en serie, der udmærker sig med nostalgisk sommerhygge snarere end samfundskritik og storpolitik.
Edward (Jens Jacob Tychsen) er mindre optaget af verdenssituationen og beskæftiger sig hellere med at skrive sine erindringer, når han ikke som vanligt underholder vennerne med et lille nummer på klaveret i stuen.
Han er munter som altid, indtil han får et opkald hjemmefra, hvor hustruen meddeler, at hun har indlogeret en kommunist, som tyskerne leder efter.
”Jeg kunne malke din kone, når du ikke er her,” siger kommunisten, der viser sig at være Edwards gamle ven fra teateret, Svend (Lars Mikkelsen).
Imidlertid ankommer en ny gæst, arkæologen Claus Villumsen (Andreas Jebro). Han får godt øje til Bertha (Lucia Vinde Dirchsen), der har travlt med at holde ham på afstand. Men noget tyder på, at han i virkeligheden er spion.
Juli 1941 slog rekord som den varmeste i Danmark siden 1874, men det var efter sigende også en meget regnfuld sommer præget af tordenskyer.
Som ved trylleslag skinner solen alligevel altid i Badehotellet, hvor tjenestefolk ivrigt fortæller sladder i køkkenet, damerne sidder til bords og spiller kort, mens herrerne nyder et glas cognac ved siden af.
Når der bare er kage og friskbrygget kaffe, synes både krigen og besættelsen langt væk.
Kun Peter Hesse Overgaard virker oprigtigt bekymret som politikeren Hjalmar Aurland. Frit taler han med stuepigen Ottilia om planlagt modstand. På den måde tegnes et glansbillede af modstandsbevægelsen som en ufarlig hobby, man åbent deltog i uden frygt for stikkere.
Badehotellet bliver flittigt udskældt for sin polerede fremstilling af fortiden.
Ikke desto mindre har forfatter Knud Michelsen i Ekko forsvaret serien, fordi den rammer en særlig fædrelandsfølelse og ånder liv i et muntert persongalleri, der kan sammenlignes med folkekomediens storhedstid i 1950’erne og 1960’erne.
Men holder forsvaret i den nye sæson, når krig og ødelæggelse ulmer i baggrunden?
Uforenelighed mellem sommerhyggen og besættelsen, som den forrige sæson bedre formåede at balancere, vokser sig kun større. Ikke mindst når serien prøver at se det humoristiske i hverdagsbagateller i stedet for dens større konsekvenser.
Fortørnelsen over kødløse tirsdage grundet madrationering fremstår mere som en hul kritik af moderne kødfrie mandage.
De tyske soldater optræder mere som dårlige naboer end besættere, og deres værste forbrydelse i serien er, at de forstyrrer idyllen.
Det ser vi, når Grosserer Madsen kommer op at toppes med en tysker, der står og glor på konen, imens de er ude og bade.
Serien er allerbedst, når den kærligt fremstiller god, dansk hygge i historiske rammer. Men der er vel ikke noget nostalgisk ved Anden Verdenskrig, holocaust og besættelsen.
Kommentarer