”Hej, jeg hedder Kimmy, og min far er død.”
Det fortæller en otteårig pige foran kameraet. Umiddelbart virker hun ikke trist, når hun siger det. Hun fortæller det ganske naturligt. Som var hun blevet spurgt om, hvad hun fik til morgenmad.
Genert over at tale med fremmede giver hun ordet videre til sin lillebror, Nick. Underlæben ryster, og han tørrer sig nervøst om øjnene. Han sidder tavs og presser tårerne tilbage, imens han kigger direkte mod kameralinsen. Bag skyerne starter med, at voksne og børn fra sørgegruppen Good Grief i den amerikanske delstat New Jersey præsenterer sig selv og navnet på den af deres nærmeste, som for nylig er gået bort.
Derfra ser vi ikke meget til de voksne. Filmen følger børnene, som får lov til at fortælle om deres egen oplevelse af at miste.
Og der er ingen eksperter til at forklare og fortolke børnenes oplevelser. Den opgave tilfalder seeren.
”Jeg ville aldrig svare ærligt,” siger et af børnene, der vil vide, hvorfor folk altid spørger, om man er okay. ”Hvad ville de stille op, hvis jeg sagde nej?”
Andre deler observationer om døden, som de selv synes er mærkværdige og nogle gange tragikomiske. Femårige Mikayla troede, at farens begravelse havde et Halloween-tema.
Hvorfor skulle alle ellers være sortklædt og kapellet pyntet med alle de kors?
I kirken synger et hvidklædt gospelkor, men den eftertænksomme pige synger ikke med. Hun sidder og funderer over døden, som er svær at forklare for én, man helst vil skåne for tilværelsens barske virkelighed.
”Hvordan kan far høre os, når vi taler med ham?” spørger Mikayla sin mor. Hun får aldrig et klart svar, men deler sin egen forestilling om himlen, når hun sidder på gulvet på sit lyserøde prinsesseværelse.
Hun drømmer om et festligt legeland, hvor hun kan se sin far igen.
Man mærker, at børn og sorg er et tabubelagt emne. De allerfleste vil hellere, at deres børn smiler og er glade.
Kimmy fortæller, hvordan alle sagde, at alt var i fineste orden, da faren blev kørt væk med ambulancen. Men hun ønskede tydeligvis ikke at blive skånet for sandheden. Og da de ankom til hospitalet, var hendes far allerede sovet ind.
”Nej, han er i himlen, hvor alt er godt,” sagde de voksne. Pigen smiler påtaget. ”Efter begravelsen fik vi balloner og tog på McDonald’s.”
Endelig bryder lillebror tavsheden, og Nick råber med glinsende, tårevædede kinder, at han savner sin far.
Men sorgen er for tung en følelse at være i, når ingen før har fortalt ham, at det er helt i orden at være ked af det. Så i næste nu afreagerer han i legerummet, hvor han slynger omkring sig med alle de bolde, han kan komme i nærheden af.
Instruktør Katrine Philp – kendt på Ekko Shortlist for portrættet af en ensom kvinde i Book of Miri – udfolder historien i børnehøjde.
Fremstillingen afbrydes glimtvis af optagelser af tomme legerum og vægge fyldt med familiefotos med afdøde forældre og breve, hvor børn har skrevet kærlighedserklæringer og et sidste farvel.
Døden er et konstant tema i børnenes leg. De giver bamser jammerlige baghistorier, hvor hele familien er død, og når de leger hospital lyder lægens diagnose, at patienten kun har tre minutter tilbage at leve i.
I en park slipper seksårige Peter og hans onkel CJ to balloner med hver deres hilsen til drengens afdøde forældre, der holder hånden over ham bag skyerne.
Deraf filmens titel.
Især julehøjtiden kan være svær, og vi ser tapre Peter grine af onklens vittigheder, imens de pynter juletræet og tænder lys ved vejen, hvor hans mor i sin tid kørte galt.
Det er filmens force at være talerør for de allermindste og give os indblik i, hvad de tænker om noget så uhåndgribeligt som døden.
Kommentarer