En af de klassiske satiriske tilgange går ud på at finde det store i det små. Vi kender det fra H.C. Andersens eventyr om Vanddråben, hvor han skildrer københavnerne, der ”æder” hinanden som små kannibalistiske amøber i grumset vand.
Og det virker, for det store i det små er sjovt.
Imidlertid er det små i det store noget helt andet. Og måske er det dét, der går galt i anden sæson af Balladen om kolonihaven med undertitlen De sidste vers.
Sagen er i hvert fald, at uanset hvor meget man elskede første sæson af den virkelig gode og originale tv-serie – undertegnede gav den altså seks velfortjente stjerner på stedet her i Ekko – og i sagens natur derfor også gerne ville elske toeren, så falder denne sæson nærmest helt fra hinanden fra første spadestik.
Det er til en start svært at sætte fingeren på, hvor problemet ligger. For vi møder præcis de samme skæbner – plus/minus – som i første sæson.
Kjeld er stadig über-teatralsk udklædt, en slags ubevidst kropsaktivist og en bundløs ølhane. Hans kone Susanne bakker ham stadig fanatisk op, imens hun lyder som et pensioneret askebæger med sin skønne, nordjyske dialekt.
Tina er den joviale, indædte arbejderklassekvinde i mandetøj og med kort hår. Og den plastic-kirurgisk fiksede cougar med det numerologisk klingende navn Anamariia er stadig helt væk fra stalddøren med sin yoga, sin alternative wellness og nu også sin nye kæreste Bjarne.
Tilde og Nanna er de unge i bestyrelsen og beskrives relativt anonymt som de ikke-aggressive, men solokørende typer fra en yngre generation, der ikke for alvor gider fællesskabet.
Jens mumler stadig, så man ikke kan forstå et ord af, hvad han siger, når han slår i bordet og bliver vred over stort set alt. Daniella og sønnen Sejr, som også er nye, vil bare være i fred.
Hvor der tidligere var en knivskarp og hylende morsom sammenhæng mellem kolonihavens transistorradioer og storpolitikken i radioavisen, er den nu pludselig langt mindre entydig.
Hvor formanden Finn, der ligner en knastør revisor med velovervejede fritidssko, og hans medbestyrelsesmedlemmer tidligere skabte virkelig sjove konflikter ved med hænderne på ryggen at inspicere mælkebøtter, man ikke havde luget korrekt, er det nu regulære byggesager, der svindles med, og som skal kontrolleres.
Det har slet ikke samme satiriske bid, fordi der ikke skydes gråspurve med kanoner, men faktisk større rovfugle. Det er simpelthen hverken sjovt, sigende eller pudsigt.
Samtidig er der ærefrygt – og storhedsvanvid – på færde, som fuldstændigt ændrer dette billede af et lille miniature-Danmark. Da Finn som formand skal modtage statsminister Mette Frederiksen, der også har set seriens første sæson, bliver det hverken rørende eller sjovt. Det bliver bare en dokumentarbid om et ministerbesøg.
Samtidig er der sket noget med de centrale deltagere i dette reality-tv-show.
På den en side er al charmen forduftet, så vi nu bare er tilskuere til hjælpeløse alkoholikere og folk uden noget at tage sig til, som får tiden til at gå. Det hyggelige samvær er erstattet af egentlig sofadruk.
På den anden side lider mange af deltagerne af det, man kalder for Main Character Syndrome. Det er en tilstand, hvor man får den vrangforestilling, at man er verdens centrum, fordi man hele tiden bliver set. Men da Fjolle-Kjeld giver interviews i øst og vest, bliver han pludselig klædt af og fremstår som det, han er.
Anden sæson er så slem en skuffelse, at man får lyst til at smide det hele ned ad plastic-skærebrættet. Imidlertid tjener seriens sidste kvarter én hel stjerne hjem. For i en nærmest påklistret og totalt overraskende finale, bliver det hele pludselig, som det var i sæson ét.
Nu fortæller træmanden Finn noget meget personligt for første gang som et egentligt levende menneske. Og efterfølgende foreslår han et vidunderligt nyt projekt. Da han krammer en grådkvalt Kjeld, er vi tilbage på det gamle niveau. Men femten gribende minutter af en samlet varighed på 120 minutter er simpelthen for lidt.
Der er alligevel grænser for, hvor store ting der kan være i det små.
facebook
twitter
Kommentarer