Nu endte det heldigvis ikke så noir som nødvendigt, men dog bittersødt som et stort stykke mørk chokolade.
Man fik fat i banderne, som solgte hash, og fundet lækagen i politiet. Og mens det gik ilde for de sympatiske mænd på begge sider af loven, blev den småborgerlige bankdame fra skråplanet sparket ind og op på direktionsgangen.
En vinder af den slags, vi kender fra virkelighedens hvidvask i storbanker, støvsuget for skrupler, men tilsat kapitalismens kriminelle ironi: På rigtige steder betaler forbrydelse sig.
En fjerde sæson kan næppe etableres med samme personer og på samme betingelser. Tiende afsnit lukkede en dør med en meget lille kattelem, som dog måske kan bruges til en efterfølger.
Tredje gang var lykkens gang.
Bedrag 3 er ikke kun den bedste i serien, men også den bedste danske krimiserie meget længe. Måske skal vi helt tilbage til Ole Christian Madsens skelsættende Edderkoppen fra 2000 for at finde en dansk serie, der tænker mere visuelt end manieret teatralsk og mundret verbalt.
Uendeligt mange DR-serier har i de seneste mange år været styret af ord og atter ord fra et velsmurt manuskript, som er blevet formidlet af strikt determinerede kameraer, klipning, spillestil og instruktion.
Nu har vi fået kameraet som pen tilbage igen. Vi har fået den filmiske optik og poetik bedre på plads. Det er mere det, vi ser, end det, vi hører, der bliver afgørende for historiens drive og retning.
Man mærker tydeligt, at hovedforfatter Jeppe Gjervig Gram og hele ensemblet bag serien – der tæller instruktører som Gustav Möller, Milad Alami og Samanou Acheche Sahlstrøm – frugtbart kender til genren, hvor politi og banditter udveksler skud og krydser spor.
Her er storgangsterens sidste kup før otiummet og den blødende gangster med banesår. Her er ærlighed mellem forbrydere og venskab på tværs af køn, klasse og loven. Og her er den skæbnesvangre tilfældighed, dødskysset fra den falske ven og infamt stikkeri som den største synd.
Det er et eksistentialistisk gangsterdrama a la mesteren Jean-Pierre Melville og dennes amerikanske elev Michael Mann, hvis lille mesterværk Heat sågar citeres undervejs – i det dystert slumramte København nordvest for Kartoffelrækkerne.
Esben Smed alias Nicky er et fund for alle de gustne penge som en hårdkogt dansk udgave af ikonet Alain Delon. Han er den blonde samurai, hvis eneste, men fatale akilleshæl er den enbårne søn. Nicky står over for Thomas Hwans Alf – den standhaftige politimand i skudsikker vest – som fatalt og forgæves er forelsket i Marie Askehaves gifte anklager, han kun kan nå i sengehøjde.
Og Alf er solidarisk sekunderet af sin kvindelige kollega, Stine (Marijana Jankovic), der klart er hende med de største nosser i korpset.
Maria Rich er mere end glimrende som den forsmåede kvinde fra bankfilialen. Hun bliver tilfældig turist i en afstumpet asfaltjungle, hvor gorillaerne enten er rockere eller perkere eller begge dele.
Der er rigtigt mange gode skuespillere i alle roller: skægbamsen Hadi Ka-Koush som den bløde strømer, Olaf Johannessen som den stovte kommissær og Peter Gilsfort som hans overordnede, syrlig og giftig som stryknin i et snapseglas.
Det tog sin tid for Bedrag 3 at komme i gang. Men serien beholdt sin uforudsigelighed igennem alle ti afsnit, der hele tiden bød på spændende drejninger af historien og blev akkompagneret af inciterende vinkler i billedsproget.
Det blev nok lidt for sentimentalt til sidst med gangsterfar og sønnike, og noget forsvandt ud af plottet som et hoved uden en hale. Men når det er sagt, er der fremragende scener, som vil blive stående tilbage længe efter seriens slutning.
Kommentarer