Beef

Netflix-serien Beef byder på et af de bedste første afsnit i mands minde.

Danny (Steven Yeun) har en dårlig dag. Køen er lang i det lokale byggemarked, og kunden foran ham har en langsommelig samtale ved kassen.

Selv får han irritabel at vide, at det efterhånden er tredje gang, han prøver at levere en grill retur. Bonnen kan han ikke finde, og han marcherer gnaven ud og smider den åndssvage grill i ladet på sin gamle pickup. Et øjeblik overvejer han at give rattet tæsk, men bevarer fatningen.

Uopmærksomt trækker han ud og er lige ved at smadre ind i en funklende ren, hvid firhjulstrækker. Føreren dytter ad ham. Og bliver ved med at dytte.

Så mister Danny besindelsen.

Han vender kareten og kører efter den hvide SUV, og de to førere ender i vild road rage, hvor de er til fare for alle omkring sig og ødelægger lokale blomsterbed.

Beef slår øjeblikkeligt fast, at seriens hovedpersoner under ingen omstændigheder er sympatiske mennesker. Og det serveres med produktionsselskabet A24’s karakteristiske polerede, filmiske æstetik.

Efter firhjulstrækkeren truer med at bakke direkte ind i førersiden på Dannys pickup, skifter serien perspektiv.

Herefter følger vi SUV-føreren, der kører hjem til sit palæ af et hjem. Hun hedder Amy (Ali Wong) og er lige så indebrændt og desperat som Danny.

Sådan sætter seriensig for at skildre to overraskende ens menneskers arrigskab og traumer, mens de spænder ben for sig selv og hinanden, fordi ingen af dem kan tilgive den anden part for dennes handlinger bag rattet.

Det bliver alt sammen etableret i dette første afsnit, der er så hylemorsomt og vold-underholdende, at man øjeblikkeligt bliver opslugt.

Herefter sænkes tempoet.

Vi lærer Danny og Amy bedre at kende. Danny er en selvstændig altmuligmand, der bor sammen med sin sportsidiot af en lillebror, Paul (Young Mazino). Paul er ikke spor interesseret i broren, og der er ikke megen hjælp at hente fra forældrene, som ikke er stolte af Danny.

Amy higer efter at bruge mere tid sammen med ægtemand og barn. Hun prøver desperat at sælge sit potteplanteselskab til stinkerige Jordan Forster (Maria Bello), en gyselig blanding af en belastende hippie og manipulerende entreprenør.

Mens Amy og Dannys personligheder ligner to sider af samme rustne mønt, virker det noget mærkværdigt at sidestille deres situation.

Amy er ved at sælge sin virksomhed for ti millioner dollars, mens Danny har svært ved at få tingene til at løbe rundt overhovedet – til dels fordi han har en tendens til at sjuske.

Alligevel er det fascinerende at følge så ens personer, når deres liv er præget af køns- og klasseskel. Amy vil gerne trække sig tilbage, mens Danny gerne vil have succes. Amy vil have mere tid med sin elskede datter, mens Danny drømmer om at blive elsket af sin familie.

Deres fjendskab tilspidses.

Men jo mere kompliceret deres situation bliver, jo mindre sammenhængende bliver historien. Danny bliver involveret med sin kriminelle fætter Isaac og en lokal kirke. Isaac fylder en del, men David Choes skuespil når hverken Steven Yeun eller Ali Wong til sokkeholderne, og kirkeplottet ender som en indskudt sætning.

Til gengæld formår Beef at slutte næsten lige så mesterligt, som serien startede. Men det fabelagtigt foruroligende niende afsnit bliver desværre efterfulgt af en bizar, afsluttende episode, der føles unødvendig.

Beef er meget tæt på at opnå storhed, men serien forpurrer forløsningen for sig selv – præcis som hovedpersonerne.

Det ændrer dog ikke på, at man er totalt opslugt af den bittersøde, velspillede og fuldstændigt fucked up-fortælling. Seriens forcer er så fantastiske, at de opvejer skavankerne.

Hvis bare Amy og Danny havde de samme kvaliteter!