Behind Her Eyes

Singlemoren Louise (Simona Brown) lever et ganske normalt og kedeligt liv i London. 

På en bar spilder hun sin drink på en fremmed, skotsk mand. Så er kemien mellem dem vakt. De ender aftenen med et kys, som manden må afbryde. 

Næste dag møder Louise op på arbejde i den psykologklinik, hvor hun er sekretær. Der er startet en ny psykolog, som skal være Louises nye chef. Det viser sig at være selvsamme mand – David – fra aftenen før. Og han er gift. 

Forholdet mellem David (Tom Bateman) og hans kone Adele (Eve Hewson) er dog ikke så meget et ægteskab som en relation mellem psykolog og patient. Han sikrer sig, at hun tager sine piller og bliver hjemme. 

Med et minimalistisk indrettet hus, ekstreme close-ups og mystisk musik bliver det klart, at deres liv i modsætning til Louises ikke er som de flestes. 

Adeles robotagtige hengivenhed og Davids triste ansigt er med til at forstærke mystikken, når Louises kommer det mærkværdige par nærmere. Hun forstyrres selv af mareridt og søvngængeri, men Adele kan hjælpe hende af med det, og sådan bliver de venner. 

Men halvvejs i seriens seks afsnit viser det sig pludselig, at de i deres drømme også kan rejse ud ad kroppen. På den måde kan de tage, hvorhen de vil – måske også i virkeligheden. 

Her begynder det at gå galt for serieskaber Steve Lightfoot, der har været med til at skabe stemningsfulde universer i blandt andet tv-serien Hannibal, hvor Mads Mikkelsen brillerer som titlens kannibal. 

Hvad der umiddelbart er Netflix-seriens store twist, viser sig bare at være det første af mange, som hver gang ændrer spillets regler. 

Behind Her Eyes er baseret på en bog af samme navn. Den blev hurtigt populær takket være en overraskende slutning, der trækker tæppet væk under læseren. 

Det er tilsyneladende også for slutningens skyld, at Netflix valgte at filmatisere bogen. Serien har dog svært ved at få elementerne til at hænge naturligt sammen. 

De hurtige skift fra hed sex på sofaen til Louises overnaturlige mareridt er så bratte, at det er svært at tage horror-sekvenserne alvorligt. 

Louise ser i drømmen Adele og David bag hver deres dør. De er begge ved at blive brændt op af knap så overbevisende flammer, mens de i slowmotion råber henholdsvis ”hjælp” og ”løb”. 

Serien prøver lidt for hårdt på at gøre mareridtene til et problem, som Louise skal bearbejde. Det er det eneste, der fører Louise og Adele sammen. 

Det er lige inden de store afsløringer, at serien fungerer bedst. 

Der bliver gradvist lagt flere kort på bordet om David og Adeles fortid. Seeren ved hele tiden lidt mere end Louise og kan bekymre sig på hendes vegne, som trekantsdramaet udvikler sig. 

Seriens konstante brud mellem forskellige genrer er svær at få greb om. 

De natlige sjælevandringer skubber sidste halvdel over i fantasygenren, som er svær at forlige med de mere realistiske, psykologiske intriger. Det skaber en distance til dramaet, som heller ikke bliver hjulpet af seriens overforbrug af flashbacks. 

Hvad der kunne have været en psykologisk thriller om forholdet mellem magt og begær, bliver i stedet en serie, der gør vilde afsløringer til det vigtigste. Personernes udvikling bliver derfor ofret på alteret. 

Louises forhold til sin søn, eksmand og veninder spiller ingen rolle for den overordnede historie, selv om det kunne gøre hendes konflikt mere interessant. 

Slutningen må siges at være vildere end forventet, men den er langt fra tilfredsstillende. Det føles som at spille mod én, der først afslører spillets regler, når det kommer dem selv til gode.