Better Call Saul – sæson 5

At skaberne Vince Gilligan og Peter Gould overhovedet fik den vanvittige idé at lave en opfølger til Gilligans Breaking Bad – en af de bedste serier i dette årtusinde – er én ting.

Men at fokus skulle være på den sleske rendestensadvokat Saul Goodman, er noget andet. Bevares, det er en mindeværdig biperson, men ville karakteren kunne bære en hel serie?

Med afslutningen i femte sæson af Better Call Saul er svaret et utvetydigt ja.

Transformationen fra den idealistiske, men lidt inkompetente Jimmy McGill til den pengegriske og lyssky Saul Goodman er tæt på at være komplet.

Klienterne vælter ind, og den karismatiske hustler begynder efterhånden at kunne fornemme: ”It’s all good man” – den fonetiske inspiration til navnet Saul Goodman.

Lettere mod sin vilje, men alligevel fristet af uanede mængder penge bliver båndene til den mexicanske kartelverden tættere og tættere.

Eneste redningskrans, som stadigvæk holder ham fast i den sidste rest af lovlydighed, er kæresten og kollegaen Kim Wexler. Og det er i høj grad hende, der gennemgår den største forandring i femte sæson.

Tilværelsen som pæn firmaadvokat dræner hendes sjæl, og i stedet finder hun tilfredsstillelse ved at forsvare folk på frivillig basis. Men også her banker hun hovedet mod muren, for det amerikanske retssystem er ren Sisyfos-masochisme, hvis man vil gøre alt efter bogen.

Derfor begynder Sauls lettere fordækte metoder at virke mere og mere appellerende.

Kims klient – banken Mesa Verde – prøver at tvinge en gammel mand ud af hans hus, så de kan gennemføre et stort byggeprojekt. Hendes retfærdighedsfølelse er i den grad udfordret, men forpligtelserne over for klienten gør, at hun ikke selv kan gøre noget – better call Saul!

Deres two-man con job medfører flere hysterisk morsomme situationer, hvor Saul formår at overbevise en geolog om, at jorden omkring mandens hus er radioaktiv.

I sådanne øjeblikke hæver serien sig over Breaking Bad.

Walter White omfavnede hurtigt livet som meth-fabrikanten Heisenberg, og serien tog en meget seriøs drejning. Men i Better Call Saul er der stadig plads til lette indslag.

Åbningen af andet afsnit, hvor et par junkier fræser rundt i Albuqerque og har det fedeste trip uden bekymringer, er et godt eksempel.

”50 percent off!” skråler de i ny og næ. Det er den rabat, Saul har lovet, hvis man inden for fjorten dage bliver arresteret for en ikke-voldelig forbrydelse.

Selv i et af de mest alvorlige afsnit i sæsonen, hvor Saul og verdens ældste badass, håndlangeren Mike, skal vandre igennem en ørken, serveres der en gakket montage til tonerne af Labi Siffres I Got The.

Letheden bliver kontrasteret af brutale scener, hvor kartelopgør udøves som et skakspil. Duellanterne er ekstroverte Lalo Salamanca og manden, der er indbegrebet af perfektion og professionalisme: Gus Fring.

De kan ikke udstå hinanden, men fordi de arbejder for samme kartel, kan de ikke bare udradere modparten. Det kræver snilde og bagholdsangreb, der ikke kan spores tilbage til afsenderen.

De to verdener eksisterer for det meste hver for sig, og når de endelig bliver blandet, sidder man konsekvent og holder vejret af spænding: Er det nu, min yndlingskarakter dør?

Det er her, man er nødt til at overgive sig til de herrer Gilligan og Gould.

Fordi Better Call Saul foregår i tiden før Breaking Bad, ved vi allerede på forhånd, hvem der stadig er en del af universet til den tid. Derfor er det essentielt, at rejsen dertil bliver så uforudsigelig som muligt.

Og det er i den grad lykkedes.

Næste sæson er allerede annonceret som den sidste, og nu er alle brikkerne lagt på bordet til de sidste afgørende træk. Chancen for, at det ender lykkeligt, er ikke overvældende stor.

Som alle store tragedier er den dømt til at ende i tårer – jeg har fundet lommetørklæderne frem.