”Hvis I kigger, dør I!”
I Susanne Biers postapokalyptiske thriller Bird Box er Jorden – som vi kender den – gået under. Selve det at se er blevet livsfarligt. I åbningsscenen formaner Sandra Bullocks Malorie to små børn, at de skal på en livsfarlig rejse med bind for øjnene.
Et af filmens hovedtemaer slås an med det samme. Det handler om moderskab i en farlig og ødelagt verden.
Genren bæres ofte af maskuline motiver – handlekraft, selvopofrelse, disciplin og nådesløshed – men Susanne Bier giver den sin egen, kvindelige fortolkning.
Er børnene Malories egne? Og hvad er det, de ikke må se?
Det får vi at vide i løbet af filmen, som klipper mellem Malorie og børnenes blinde, farefulde rejse ned ad en vild flod og de begivenheder, der har ført dem dertil.
Fem år tidligere er medierne fyldt med historier om en epidemi af selvmord, som er ved at sprede sig til USA. Tilsyneladende ser folk noget, der gør dem vanvittige. Malorie er gravid og plaget af en dyb frygt for, at hun ikke vil kunne knytte sig til sit barn. Da hun og hendes søster er på vej hjem fra et tjek på hospitalet, bliver søsteren ramt af vanvidsvirussen. Hendes blik formørkes, og hun slår sig selv ihjel.
Alt er kaos.
Malorie søger tilflugt i et hus, hvor en lille flok mennesker har forskanset sig bag nedrullede gardiner. Det står hurtigt klart, at Jorden er under angreb af væsener, som er livsfarlige at kigge på.
Uden for huset går verden i opløsning. Indenfor er der både konflikter og begyndende kærlighed. Husets ejer, Douglas (John Malkovich), er aggressiv, alkoholiseret og mistroisk. Tom (Trevante Rhodes fra Moonlight) og Malorie indleder forsigtigt et forhold. Omkring dem er en lille flok overlevende, som er typer mere end mennesker: homoseksuel asiat, kujonagtig punkfyr, bebrillet sort nørd og så videre.
Persontegningen hæver sig aldrig over det overfladiske. Men lad gå, det er en genre, der arbejder med metaforer.
Malkovich’ John er en vred, hvid, bevæbnet Trump-mand, som ikke bare føler sig truet af de mystiske væsener uden for huset, men også af den samling gravide kvinder, sorte, hispanics og asiater, han har åbnet sit hus for.
Og Malorie er kvinden, der overlever ved at gøre sig endnu hårdere end mændene. På rejsen ned ad floden, hvor der måske venter en redning for enden, er hun benhård og kontant over for de to børn, som hun end ikke har navngivet. De hedder bare Boy og Girl.
Tom prøver at indgyde børnene håb, men Malorie afbryder brutalt hans historie om at klatre i træer. Børnene skal lære at overleve, de skal ikke have eventyr om et sorgløst liv, der engang var.
Manuskriptforfatteren Eric Heisserer skrev Denis Villeneuves Arrival, en anden alien invasion-film. Han er også manden bag Final Destination 5 og behersker altså både seriøs sci-fi og kulørt genreunderholdning. Bird Box er i den alvorlige ende, understreget af Sandra Bullocks sammenbidte præstation som overlever.
Som science fiction er filmen et potpourri af velkendte motiver og plot-idéer.
Her er ekkoer af Terminator 2, The Road, M. Night Shyamalans The Happening, zombie-historier som Dawn of the Dead og The Walking Dead, lav-ikke-en-lyd-horrorfilmen A Quiet Place, Stephen King-filmatiseringen The Mist og mange andre.
Susanne Bier, som efter serien Natportieren nu laver sin første film for Netflix, instruerer med anonym kompetence.
Hendes styrke som instruktør ligger i personinstruktion og karaktertegning, men manuskriptforfatteren giver hende ikke meget at arbejde med.
Ikke engang Malorie er meget mere end en skitse. Og med så tynde karakterer burde der være mere smæk på de postapokalyptiske genreløjer. Enkelte scener er intense og spændende, men i det store og hele er Bird Box bare pæn og kedelig. Og det må Jordens undergang ikke være.
Kommentarer