Black Mass

I 2011 blev Boston-gangsteren James ”Whitey” Bulger arresteret efter seksten år på flugt. Han blev siden idømt to gange livstid for omfattende gangstervirksomhed, herunder medvirken til en snes mord. Bulger er en god, gammeldags amerikansk gangster – og selvfølgelig godt filmstof.

I Martin Scorseses The Departed (2006) er Jack Nicholson-karakteren baseret på Whitey Bulger. Og i 2013 var der hele tre Bulger-film i støbeskeen. Den lokale Boston-presse var mest positiv over for et Ben Affleck-projekt med Matt Damon som Bulger – de er begge Boston-drenge.

Det projekt blev dog ikke til noget, men det gjorde Black Mass med Johnny Depp som Bulger derimod.

Black Mass koncentrerer sig om Bulgers karriere fra midten af 1970’erne, til han i 1995 går under jorden.

Bulger har irske rødder og ligger i krig med Bostons italienske mafia. Da hans barndomsven, FBI-agenten John Connolly, tilbyder ham immunitet til gengæld for oplysninger, der kan fælde mafiaen, giver det pludselig Bulger chancen for at sætte sig på byens organiserede kriminalitet.

For Connolly er det godt for karrieren at få skovlen under mafiaen i Boston. Men hans tætte forhold til Bulger overskrider snart grænsen mellem fornuftsægteskab og rendyrket korruption.

Scott Cooper er en solid og diskret instruktør, som fortæller med en blanding af rå realisme og Scorsese-inspireret stilisering. Men det er først og fremmest skuespillernes film.

Black Mass lanceres som Johnny Depps comeback som en ”rigtig” skuespiller. Han har sådan set jævnligt spillet almindelige roller, men der er ingen tvivl om, at publikum helst vil se Depp i makeup og kostumer. Sine mest bemærkelsesværdige karakterer gennem de sidste ti år har han leveret i film som de fire Pirates of the Carribean-film, The Lone Ranger (bedre end sit rygte) og en stribe Tim Burton-film, senest Alice i eventyrland og Dark Shadows.

Her spiller han et rigtigt menneske. Men nogen i Black Mass’ makeup-afdeling er alligevel gået til den. Første gang vi møder Bulger, sidder han som en vampyr i Boston-barens skygger med unaturligt lyseblå øjne, stramt tilbagestrøget tyndt hår, indsunkne blege kinder og gule tænder.

Det er i øvrigt et motiv, der gentages senere i filmen, hvor Bulger ligger på en sofa med hænderne foldet over brystet og til forveksling ligner Dracula i sin kiste.

Fra den første præsentation af Whitey Bulger står man splittet som tilskuer. Kigger vi på en autentisk gangster, eller er det her et Johnny Depp-show? Dialekten, tøjet og Coopers nøgterne stil signalerer autenticitet, men Depps vampyrfrisure og vanvittigt lyse øjne får ham til at ligne et horror-monster.

Johnny Depp gør Black Mass til to forskellige film. Historien er virkelig, stilen realistisk, og mange af birollerne diskret underspillede. Men Depp forvandler Whitey Bulger til en sært fiktiv figur. Han er fascinerende at se på – og Depp er stadig en af sin generations mest spændende og aparte skuespillere – men det hele føles meget udvendigt.

Mere gribende er Joel Edgertons FBI-agent. Han er gadedrengen, der er blevet FBI-agent og prøver at balancere loyalitet over for sine gamle venner med jobbet som forbryderjæger. Hans udvikling fra ambitiøs FBI-mand til gennemkorrupt hjælper af Bulger er i virkeligheden filmens dramatiske og følelsesmæssige centrum.

I en fremragende scene forsøger han at charmere sin nye chef med baseball-billetter. Men han ender med at blive sat fuldstændigt til vægs af chefen, der kan lugte hans korruption på lang afstand. Det er et pinligt og afgørende fald for FBI-manden, og Edgerton spiller rollen med lavmælt pondus.

Det var nok blevet en mere gribende film, hvis fokus i højere grad havde været på John Connolly end Whitey Bulger. Men Black Mass er stadig en mindeværdig kriminalfilm med en gennemført weirdo-præstation af Johnny Depp. Det bliver spændende at følge, om Oscar-komitéen kommer til at belønne Depp – eller om de dømmer full retard.