Blonde

Blonde er et mesterværk. 

Det er lige så farligt at sige, som det er svært at komme udenom. Store ord har det tilfælles med store ikoner, at de risikerer at inddele publikum i for eller imod. 

Men Andrew Dominiks tre timer lange Marilyn Monroe-portræt er et inciterende kunstværk og en totaloplevelse, der eksperimenterer med alle filmmediets virkemidler. 

Med en blanding af sort-hvid og farve, kasseformat og widescreen, sløringer og dobbelteksponeringer og et kamera i evig bevægelse, med en anmassende lydside og æterisk, følelsesladet underlægningsmusik af Nick Cave og Warren Ellis, placeres seeren midt i Marilyns dødsbundne følelsesliv. 

Film er en empatimaskine, som filmkritikeren Roger Ebert plejede at sige, og med Blonde løfter Andrew Dominik den opgave på forbilledlig vis. 

Alle instruktørens tricks – og fotograf Chayse Irvins frapperende smukke billeder – finder et fikspunkt i Ana de Armas’ skrøbelige præstation som en grundsøjle. Hun ligner Marilyn, lyder som Marilyn og viser hjerteskærende, hvor meget det koster for Norma Jeane Baker fra børnehjemmet at være Marilyn. 

Stor kunst skal tage chancer og provokere stærke følelser. Kan man forsvare at skildre en af det tyvende århundredes mest ikoniske kvinder som en betuttet lillepige, der søger efter fars anerkendelse? 

Filmens Marilyn Monroe er defineret af mændene i hendes liv, og den er en lang lidelsesfortælling. 

Hendes mor forsøger at drukne Norma Jeane i badekarret; studiechefen voldtager hende, inden han giver hende en kontrakt; præsidenten presser hendes hoved ned på sin pik, mens han forsvarer sig mod overgrebsanklager i telefonen. 

Hvert overgreb bliver mødt med et smil og en undskyldning. Man vil så gerne se hovedpersonen sige fra, men fortidens virkelighed former sig ikke efter nutidens idealer. 

Den tragiske kerne i Andrew Dominiks portrætfilm er ikke 50’ernes galopperende mandschauvinisme, men Norma Jeane Bakers selvudslettende villighed til at bugte sig for andres forventninger. 

”Det er let at se, hvorfor folk som hende vælger at blive skuespiller,” lyder en nøglereplik. ”En skuespiller med en rolle ved altid, hvem hun er.” 

Den ultimative Hollywood-blondine var nøje konstrueret som en føjelig sexfantasi med sin knaldrøde læbestift, hviskestemme og naive indladenhed. 

Det ideal krævede konstant en selvfornægtelse, ikke mindst i hendes to ægteskaber, det ene med den pensionerede baseballspiller Joe DiMaggio (Bobby Cannavale) og det andet med teaterforfatteren Arthur Miller (Adrien Brody). 

Eksatleten mister interessen, da Norma Jeane fortæller, at hun drømmer om at spille Natasha i Anton Tjekhovs De tre søstre. Ligesom han liver begejstret op, da Marilyn tager over og bedyrer, at hun drømmer om at slå sig ned og få masser af børn. 

Dramatikeren tager hende heller ikke umiddelbart alvorligt, men har større forståelse for hendes underkendte intellekt. Arthur Miller skrev hendes sidste film, John Hustons The Misfits fra 1961, men når trods sin omsorg ikke ind til kernen af en kvinde, der beskytter sig mod omverdenen ved at forsvinde ind i sig selv. 

Ana de Armas er forrygende og skaber et flerdimensionelt portræt af et menneske, der ikke så meget udvikler sig, men snarere falder fra hinanden i en dødsspiral. 

Blonde er ikke en biopic og skal ikke holdes op mod virkelighedens facitliste. Filmen er baseret på en roman af den amerikanske forfatter Joyce Carol Oates og er drejet over vores kollektive fascination af figuren Marilyn Monroe. 

Hun ville næppe selv have været tilfreds med måden, hun fremstilles på. Men Andrew Dominik er fascineret af mytologien omkring kulturelle ikoner. Det så vi også i The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford. 

Genistregen er, at Blonde på en gang dyrker og undergraver ikonografien omkring Marilyn Monroe – som i den berømte scene fra Den søde kløe med den blafrende kjole over fortovsristen. 

Her ser vi Marilyn med ryggen til kameraet og front mod pressekorpsets paparazzofotografer. Hvert blitzlyn lyder som et pistolskud, og den unge kvinde står over for en mur af hujende brøleaber. 

Sådan ser det ud derfra, hvor hun står. 

Det er en genkommende anklage, som Blonde retter mod sladderpressens voyeurkultur. På den måde bliver vi medskyldige i Marilyns endeligt. Kulturen efterspørger selv ”blondinen”, jomfruluderen i hvid kjole og rød læbestift. 

I kølvandet på #MeToo står Andrew Dominiks poetiske refleksion over berømmelsens pris i krydsfeltet mellem forventningspres og anerkendelsestrang. Ambitiøst, nytænkende og totalt medrivende.