Bodies

Serien Bodies er skabt af manuskriptforfatteren Paul Tomalin for Netflix. Han har – meget passende skal det vise sig – tidligere både skrevet om Mary Shelley og lavet krimiserier. 

Denne gang tager han fat på en helt unik historie. 

Den britiske tegneserietegner og tv-dramatiker, Si Spencer, som døde i 2021 af et hjertestop, nåede at færdiggøre det, der må kaldes et helt enestående projekt. 

Igennem en særudgave på otte bind af tegneserien Bodies fortæller Spencer sin højst usædvanlige historie – en blanding af science fiction og kriminalgåde – imens han lod fire forskellige tegneseriekunstnere illustrere den. Resultatet kunne man fra 2015 få i ét samlet bind. 

Et bemærkelsesværdigt tegneserieværk, som nu omsættes til en Netflix-serie. Og det fungerer faktisk helt vildt godt. 

Hvis man elsker den blanding af noget fantastisk, science-fiction-agtigt og overnaturligt, som man finder i Alan Moores From Hell eller i H.G. Wells Klodernes kamp, vil man også elske den her. 

I den fiktive gyde Longharvest Lane i Londons Whitechapel-kvarter bliver en mand fundet af en politibetjent, der hedder Detective Inspector Alfred Hillinghead og arbejder i den afdeling, der leder efter Jack the Ripper. 

Men betjenten, der finder liget, hedder også Detective Inspector Charles Whiteman og er jøde. Og så hedder betjenten også Detective Sergeant Shahara Hasan – en iransk muslimsk kvinde. Og betjenten hedder Detective Constable Maplewood og er en lille kvinde med en rygmarvslidelse og søvnproblemer. 

Forvirret? 

Fundet af liget sker nemlig på præcis samme sted, men på fire forskellige tidspunkter. Hillinghead finder liget i 1890, Whiteman i 1941, Hasan i 2023 og Mapplewood i 2053. Derfor fortælles historien i fire forskellige miljøer, som manuskriptforfatteren forbavsende ubesværet veksler imellem. 

Det betyder også, at seriens hovedperson er London og Storbritanniens socialt komplekse samfund. 

Det victorianske samfunds smukke interiører og dragter drager seeren ind i en verden af en så fastlåst moralsk orden, at Alfred Hillinghead (spillet følsomt af Kyle Soller) og hans brug af nye efterforskningsteknikker – som for eksempel fingeraftryk og fotografier – kan afvises med en arrogant og magtfuld håndbevægelse. 

Det sønderbombede og krigshærgede, men også smarte og tjekkede London – som også havde sin del af antisemitisme – giver ikke nogen let baggrund for den filmstjerne-kække og jødiske charmør Charles Whiteman (Jacob Fortune-Lloyd), der altid er i dobbeltradet habit, ryger cigar og bærer en ægte Eroll Flynn-moustache. 

Den sporty og varme Shahara Hasan (Amaka Okafor) står ansigt til ansigt med højreekstremisters racisme i England anno 2023, hvor fattige er stadigt mere bange for staten, og hvor alle forældre er skilt.

Og Mapplewood (Shira Haas), som kun kan gå, fordi ”systemet” har givet hende en eftertragtet ”SPYNE”, en kunstig elektrisk rygsøjle, må slås mod de store kræfter i en verden, som – a la science fiction-forfatteren William Gibsons værker – er meget genkendelig og alligevel helt anderledes. 

I 2050 kan en udstødt bums lave en gentest af en bloddråbe ved sofabordet hjemme i sin lejlighed i et socialt boligbyggeri. Men folk ryger samtidig stadig cigaretter. 

Liget viser sig at være ikke én, men mange kroppe. Og alligevel den selvsamme person. Det hele er nemlig et loop, en evig gentagelse. 

I fysikkens forsøgsvise teorier om tidsrejser kalder man grundantagelsen i plottet i Bodies for ”bedstefarproblemet”. For hvad nu, hvis nogen rejser tilbage i tiden og dér ændrer fortiden – for eksempel dræber en bedstefar, inden han får de børn, han ellers allerede havde fået? Forsvinder de så? Og hvis de gør, hvordan skal de så kunne rejse tilbage? 

Bodies skal man ikke se med den slags briller på, ligesom man får travlt, hvis man vil lede efter fejl i plottet. Der er nogle af de sædvanlige genrehuller, og det har internettet allerede grinet af. 

Men serien handler ikke om fysik. Den handler om menneske, familie, samfundsorden. Og som al science fiction, forstået som fremtidshistorier, handler den faktisk om nutiden. 

George Orwells berømte fremtidsroman 1984 hedder kun sådan, fordi den blev skrevet i – og altså egentlig handler om – 1948. 

I 2000’erne og 2010’erne, hvor Si Spencer oprindelig lavede sin serie, og især i 2023, hvor Bodies er kommet på Netflix, er samfundet stadig ved at svømme over af covid-19-konspirationer, vaccine-skræk og mistro til regeringer i alle lande, som efterhånden rutinemæssigt gaslighter befolkningen, der lige så rutinemæssigt gennemskuer det hele. 

I serien er det ”systemet” KYAL, som undertrykker folket under parolen ”Vid, at du er elsket”. Med en kraftig hilsen til Orwells forlorne sprog New Speak i øvrigt, for elsket er det sidste, folk er i denne totalitære verden. 

Den cirkulære handling er filmet bragende smuk. Det er en klassisk britisk tv-serie, når de er allerbedst. Den er tidligt episk i sit enorme tidsperspektiv på over 150 år, og der bruges splitscreen som en sød hilsen til Sy Spencer, der oprindelig skabte historien som en tegnet serie med mange billeder på hver side til at begynde med. 

Da serien slutter, er man faktisk stadig ikke rigtigt forvirret. Så godt er den fortalt. Men der er alligevel meget, man gerne vil have repeteret. 

Men så kan man jo bare se det hele igen … og igen.