”Din store idiot,” er en sætning, de fleste af os nok oftest hører inde fra vores eget hoved.
Men halvvejs igennem fjerde sæson af BoJack Horseman rykker kendishesten BoJacks overjeg ud af hovedet på ham og begynder at hundse med ham.
”Stå op, spis noget morgenmad – nej, din idiot! Oreos er ikke morgenmad,” siger BoJacks dårlige samvittighed, mens den fallerede stjerne med trist mine alligevel bliver ved med at tage kiks fra pakken.
På et væld af kreative måder lærer fjerde sæson os overraskende meget om, hvordan det er at være menneske, på trods af at de fleste af hovedpersonerne er menneskelignende dyr.
Faktisk går fjerde sæson så meget i dybden med karakternes indre kampe og eksistentielle overvejelser, at dyrepointen står lysende klart: Når det kommer til stykket, er vi alle dyr!
Efter én god og to fremragende sæsoner om BoJacks liv som alkoholiseret Hollywood-stjerne kunne man frygte, at luften er gået af ballonen. Men serien kører videre stærkere end nogensinde med et hjerteskærende, psykologisk drama, som skildrer BoJacks families fortid.
Men i første afsnit er BoJack faktisk slet ikke med! Han har været forsvundet i flere måneder, og hans venner passer sig selv. Bedstevennen Diane (Alison Brie) prøver konstant at ringe til ham, når hun ikke støtter sin kæreste, den overglade stjernehund Mr. Peanutbutter (Paul F. Tompkins).
Han vil nemlig være guvernør og har endda ansat den ellers altid hjemløse og arbejdsløse Todd (Aaron Paul) til at arbejde for sig.
Selv om BoJack er seriens nerve, klarer de andre karakterer sig overraskende godt uden ham. Fordi de hver især tydeligvis gennemgår en forandring i løbet af sæsonen.
Specielt karrierekatten Princess Caroline (Amy Sedaris) har en overraskende dramatisk karakterbue, hvor hun både bøvler med tabte graviditeter og racistiske svigerforældre (hendes kæreste er en mus, og hans familie hader naturligvis katte).
Todd og Mr. Peanutbutter er stadig i topform som seriens hysterisk morsomme komiske indslag.
Peanutbutter udfordrer Californiens guvernør, bæveren Woodchuck, til en ski-duel uden at have tænkt over, at han ikke selv kan stå på ski. Og Todd crasher et modeshow for Shark Jacobs (en hajudgave af modeguruen Marc Jacobs) og får pludselig hele LA til at gå i sin røde hættetrøje.
På den måde stikker serien til flere samfundsrelaterede emner, som politik i Trump-æraen og modeverdenen. Filmbranchen får sig også én på hatten, når Princess Caroline får problemer med at markedsføre det kvindelige-reboot af Taken: Ms. Taken.
Jævnligt får vi dagens nyhedsoplæsning af en blåhval, der imellem indslagene ikke kan lade værre med at hentyde til, hvor latterlig nyhedsdækning egentlig er.
Men det er historien om BoJack – eller rettere: forhistorien om BoJack – som gør fjerde sæson til seriens bedste.
Han går i hundene efter at have lagt an på datteren til sit liv kærlighed og indirekte ført sin veninde, teenagestjernen Sarah Lynn, ud i en dødelig overdosis. Derfor har han søgt tilflugt i sine bedsteforældres gamle rønne, som engang var en flot villa i sydstaterne.
Som altid er BoJack dybt sentimental, og han begynder at renovere huset med hjælp fra naboen, en ensom spyflue, som har mistet sin kone. Det viser, hvor desperat BoJack er efter at flygte tilbage til fortiden. Men som renoveringen skrider frem, bliver minderne overraskende dystre.
Når vi ser BoJack overnatte i den slidte og grå stue i den ene ende af billedet, ser vi et farvefyldt område ved døren, hvor hans mor som ung pige kommer ind med sine forældre. De steder, hvor de bevæger sig i rummet, får farve og viser, hvordan huset så ud engang. På den måde flettes nutiden og fortiden elegant sammen.
Her skal ikke siges for meget om BoJack og hans forhold til sin mor. Men det ellevte afsnit – et langt flashback om morens opvækst – er noget af det mest foruroligende og skræmmende, en Netflix-serie har vist til dato.
Ved overbevisende at udvikle karaktererne og balancere mellem veldrejet samfundssatire og eksistentielt drama er BoJack Horseman kort sagt et mesterværk af en tv-serie.
Kommentarer