Det er ikke tilfældigt, at den femte sæson af Netflix’ satiriske animationsserie starter ud med St. Vincents sang Los Ageless. Sangen er en kritik af englenes by og alt det, byens kvinder må gå igennem for at leve kulturens absurde skønhedsidealer.
BoJack Horseman er på samme vis et knivskarpt indblik i det kolde og hykleriske Hollywood-maskineris indmad. Her følger vi den afdankede sitcom-stjerne BoJack Horseman (Will Arnett), der konstant går til yderligheder for at få anerkendelse i en hverdag fyldt med selvhad, alkoholisering og stofmisbrug.
I løbet af de første fire sæsoner har han fået udgivet en prisvindende, hudløst ærlig biografi og vundet en Oscar for en film, han ikke deltog i. Men han stopper ikke her. BoJack har fået hovedrollen i produceren Princess Carolynes nye projekt, krimiserien Philbert, der omhandler en alkoholiseret detektiv – endnu et prestigeprojekt, som gnavpotten konstant finder fejl og mangler ved.
Horseman-universet er på overfladen anderledes end vores. Samtlige dyr – fra insekter til fugle og pattedyr – er antropomorfe og lever side om side med os mennesker. I en af de længst kørende vittigheder i tv-historien er den amerikanske filmby navngivet ”Hollywoo”, efter at den alkoholiserede hest i fuldskab stjal ”d’et” fra Hollywood-skiltet i første sæson.
Som altid er serien lynende skarp i sin satiriske vinkel på de nyeste bevægelser og kontroverser i Hollywood. Det er overraskende og dybt imponerende, hvordan serieskaber Raphael Bob-Waksberg takler et af de mest betændte emner: #MeToo-bevægelsen og konsekvenserne af den.
Det ses allerede i første afsnit, hvor BoJack Horseman nægter at optræde nøgen i en scene. Seriens arrogante skaber Flip – en selvudnævnt auteur – jagter skuespilleren rundt i kontoret for at flå kåben af ham. Senere introduceres skuespilleren Vance Waggoner, en stand-in for Mel Gibson, som Hollywoo glædeligt fejrer efter fem år som persona non grata. Da BoJack lægger afstand fra Waggoners voldelige handlinger, hyldes han som den nye stemme for feminisme.
Men den forbitrede hest kommer også selv for skud. For BoJacks uansvarlige, selvdestruktive opførsel er ikke kun gået ud over ham selv. Især kvinderne i hans liv har lidt for, at han kunne svælge i sin egen medynk, og der graves nogle dybe sår op fra tidligere sæsoner.
Fokus på BoJacks mørke fortid i lyset af #MeToo er et modigt valg og viser nye sider af karakteren. Det betyder dog også, at hans mange bekendte, venner og ekskærester ryger ud på sidelinjen.
Princess Carolyn, BoJacks tidligere ven og logerende Todd samt den altid positive kollega Mr. Peanutbutter og hans ekskone Diane har hver især deres egne problemer at kæmpe med. Deres historier er dog stadig underholdende og virker ofte som et morsomt brud i den mere dramatiske, tragiske tone resten af serien er præget af.
Der leges også fortsat med fortælleformen.
I et fænomenalt Halloween-afsnit følger vi Mr. Peanutbutter over fire forskellige fester fra 1993 til 2018 med sine tre forskellige ekskoner og hans nye, unge kæreste. Et andet afsnit er fortalt af to terapeuter, der ændrer deres patienters identitet for at overholde psykolog-klient-fortroligheden. Så BoJack Horseman er Bobo den nervøse zebra, mens Diane er Prinsesse Diana af Whales.
Halvvejs igennem sæsonen holder BoJack mindetale for en afdød slægtning. Her får han lejlighed til at sige farvel, men bruger i stedet et helt afsnit på at spekulere over, hvad personen mente med sine sidste ord til ham: ”Jeg ser dig.”
Blandingen af absurdist humor og tårevridende drama er det, der stadig gør BoJack Horseman relevant efter fem sæsoner. Som hesten selv nævner i sin mindetale, er det mest realistiske ved sit-coms, at karaktererne for evigt er fanget i de samme konflikter for at tilfredsstille publikum.
Forhåbentlig vil også BoJack blive ved med at lide for vores skyld.
facebook
twitter
Kommentarer