Fra starten har Netflix’ BoJack Horseman, hvor mennesker og antropomorfe dyr lever side om side i et fiktivt Hollywood, været en af de stærkeste originalserier fra streamingtjenesten.
Animationsserien nåede sit zenit i fjerde sæson, hvor der for alvor blev gravet i den afdankede sitcom-stjerne BoJack Horsemans (Will Arnett) mørke fortid.
I den ligeledes fantastiske femte sæson blev hovedpersonens uansvarlige, ofte voldelige opførsel mod sine kvindelige kolleger sat i perspektiv af #MeToo-bevægelsen. Efter at være blevet konfronteret af sin veninde Diane (Alison Brie) måtte Bojack endelig erkende sin sygdom og lade sig indlægge på en afvænningsklinik.
Selv om der sendes en stikpille eller to til den pengegriske afvænningsindustri, hvor kendisser bruger klinikkerne som hundedyre spasteder, sker der for første gang fremskridt i BoJacks opførsel. Uden mulighed for at dække sig i et tæppe af stoffer, sex og alkohol bliver den evigt depressive hest nødt til at stille spørgsmålstegn ved, hvordan han behandler andre mennesker.
Der er altså lagt i støbeskeen til en finale – sjette sæson bliver den sidste – hvor BoJack skal forsøge at vokse som person. Det er bestemt en passende slutning for så tragisk en karakter.
Men størstedelen af de otte nye afsnit – som er første halvdel, inden serien slutter næste år – virker halvbagte.
Hele året har der været rapporter om, at animationsfolkene bag serien har krævet bedre lønninger og repræsentation gennem en fagforening. Det er umuligt at gisne om, hvad konflikten har betydet for serien, men animationen virker til at have fået et hak over snuden.
I tidligere sæsoner af BoJack Horseman er der bizarre meta-jokes og visuelle falde-på-halen-vittigheder i baggrunden af de fleste scener. Her er de livløse og kolde.
Den normalt sylespidse satire over USA’s underholdningsindustri er for første gang sløv og kedsommelig. Diane skriver en kritisk artikel om et konglomerat, der er en parodi på Amazon, Disney og telegiganten AT&T. Hun må dog i sidste ende give op, da de er totalt skamløse i deres fordækte forretningsmetoder.
I tidligere sæsoner har serien gravet i de systematiske svigt, som forårsager senkapitalismens mange faldgruber, men i denne sæson går satiren ikke længere end, at konglomerater er korrupteog milliardærer onde.
Når man tænker på virkelighedens konflikter med fagforeninger virker håndteringen af netop dem skuffende.
Samtlige Hollywood-assistenter går på strejke, da de forlanger ikke længere at blive behandlet som affald. Som resultat bliver hele byen reduceret til et ødeland, fordi der ikke længere er nogen til at booke møder og hente kaffe.
Det er et morsomt udgangspunkt, men de strejkende arbejdere skildres som opportunistiske idioter, der ikke ved, hvad de vil have. Og konflikten fejes under gulvtæppet, før der for alvor kan siges noget spiddende.
Det er ærgerligt, fordi sæsonens grundhistorie om at tillade sig selv at være glad er et stærkt udgangspunkt. BoJacks gruppe af venner, kollegaer og ekskærester må ligesom hesten selv overveje, hvordan de kan finde ægte lykke.
Filmagenten Princess Carolyn (Amy Sedaris) adopterede i forrige sæson et barn, men bliver hurtigt mødt af den umulige opgave at være en moderne kvinde, som har overskud til baby, karriere og et liv for sig selv.
Det bedste afsnit følger et par stressede dage i den nybagte mors liv, hvor problemerne hober sig op, telefonkimen bliver som hvid baggrundsstøj, og Carolyn mister sin situationsfornemmelse.
Imens flytter aktivistiske Diane til Chicago med sin nye kæreste Guy (Lakeith Stanfield), hvor hun prøver at finde mening med hverdagen, efter hendes gamle arbejdsplads blev opkøbt af konglomeratet WhiteWhale.
Siden første sæson har BoJack Horseman udviklet sig til en ensemble-serie, men nu har karaktererne nærmest intet med hinanden at gøre. Da sidste afsnit hiver spritnye konflikter og personer op af posen, bliver det tydeligt, hvor stort et kaos den kreative proces bag sæsonen må have været.
facebook
twitter
Kommentarer