BoJack Horseman – sæson 6, del 2

Weinstein, Spacey, C.K. og Ansari.

Siden #MeToo-bevægelsen i 2017 satte fokus på mænds magtmisbrug og seksuelle krænkelser af kvinder, har der været stillet spørgsmål ved validiteten af en folkedomstol, der har dømt og stødt disse mænd fra tronen.

I anden del af finalesæsonen af Raphael Bob-Waksbergs animationsseriesatire BoJack Horseman sættes den antropomorfe hest og Hollywood-stjerne BoJacks fortidige misgerninger under lup. I den noget ujævne første del lykkedes det ellers den alkoholiserede kyniker at få hul på bylden og endelig forbedre sit liv.

Han gennemførte et rehab-ophold og gjorde klar til en ny tilværelse som professor på Wesley Universitetet for skuespillinjen.

I første afsnit går alt, som det skal, og seriens karakteristiske, bizarre indslag sætter straks lattermusklerne på overarbejde. BoJacks middelmådige skuespilstudenter sniger sig konstant ind til hans AA-møder for at overbevise om deres talent.

Da BoJacks ven og gamle agent Princess Carolyn (Amy Sedaris) holder et gæsteoplæg, proklamerer en elev stolt, at han har set alle Robert Altmans film, mens en anden spørger, om det tager en eller tre måneder, før en Hollywood-agent opdager ens talent på den lokale café i Los Angeles.

Men så begynder skeletterne at vælte ud af skabet.

To stjernereportere – Max og Paige Sinclair (en vidunderligt vilter Paget Brewster, som siger sine sætninger i allitterationer) – har sat sig for at finde ud af, hvad der virkelig skete med Sarah Lynn. Hun døde tragisk af en overdosis i sæson tre efter en månedlang druktur med BoJack.

Og reporterne finder sågar frem til Penny, som BoJack i sæson fire lagde an på, selv om hun var mindreårig.

De to journalisters snusen rundt gør det helt tydeligt, at BoJacks uansvarlige opførsel i fortiden har efterladt grimme spor. Penny har kæmpet med angstanfald, og hele hendes familie er mærket af oplevelsen. Og BoJacks tidligere terapeut i rehab er faldet af vandvognen på grund af sin tidligere patient.

Da bomben falder, og BoJack må tilkalde hjælp og støtte fra sin veninde Diane (Alison Brie) og Princess Carolyn, er det kun alt for genkendeligt. To tavler i baggrunden gennemgår tragikomisk samtlige af hovedpersonens vanvittige udskejelser igennem hele serien. Imens undskylder og negligerer både BoJack og Carolyn historiens omfang.

”De er bare gribbe – ude efter en god historie. Jeg er ikke længere den person!” hævder BoJack, men hans afstandtagen til fortiden viser også, at han ikke er villig til at indrømme sine fejl. Han vender straks historien til sin fordel ved at deltage i et interview, hvor han fortæller om sin kamp med afhængigheden, så ikke et øje er tørt.

Men BoJack kan naturligvis ikke styre sit ego. Da folkestemningen vender efter et opfølgende interview, hvor han bliver betegnet som en magtfuld mand, der udnytter unge kvinder, søger han straks trøst hos de mest misogyne grupper.

Hvad der sker derfra, skal ikke afsløres her, men de sidste tre afsnit formår at give os et sjældent indblik i en voldsudøvers spinkle sind. Og dermed bliver BoJack – en karakter, mange af os har fulgt i mere end seks år – sendt af sted med et hårdt, men også fortjent punktum.

Selv om BoJack Horseman ikke har meget til overs for en opportunistisk befolkning, stiller serien også det svære spørgsmål, om det virkelig er værd at have sympati med en person, der ikke har modet til at se sine egne dæmoner i øjnene.

Samtidig afrunder serien yderst tilfredsstillende det elskelige ensemble af farverige figurer. Carolyn går sine egne veje i stedet for at indordne sig en filmindustri, der hader kvinder, medmindre de er målgruppen for et produkt, der skal sælges.

Og i et af sæsonens stærkeste afsnit kommer vi ind i Dianes krøllede hjerne. Hun kæmper med en skriveblokering, men finder glæde i at skrive om Ivy Tran, en positiv pigedetektiv, der altid har det rigtige at sige. Det udføres i grå papir og rå blyantsketcher af karakterer, som fremhæver Dianes kamp med depressionen.

Ved at belyse karakterernes små sejre over et uretfærdigt system giver serien os et lille håb midt i de uoverskuelige udfordringer, som er blevet skildret over seks sæsoner.

”Livet er noget lort, og så dør du, ikke sandt?” siger kyniske BoJack til Diane. Hun svarer: ”Nogle gange … nogle gange er livet noget lort, og så lever du videre.”

Denne melankolske afslutning viser muligheden for at udvikle sig, men også, at de mennesker, der fortjener vores respekt, er dem, som er villige til at gå i clinch med livet.

En mere perfekt slutning på en af tidens vigtigste serier kunne vi ganske enkelt ikke have ønsket.