To the Bone

”Denne film kan indeholde skræmmende billeder, da der medvirker mennesker, som i virkeligheden har haft problemer med spiseforstyrrelser.”

Sådan lyder en simplificeret version af teksten på skærmen, inden To The Bone starter. Og interessant nok tror jeg, at det var på grund af teksten, at jeg igennem filmen sad med en ubehagelig følelse.

Det var intet problem for mig at se Christian Bale i skeletform i den fabelagtige The Machinist, fordi jeg vidste, at hans vægttab var under kontrol.

Men historien om den tyveårige Ellen (Lily Collins), der forgæves er blevet behandlet på adskillige hjem for unge med spiseforstyrrelser, når ind under huden, fordi nogle af de medvirkende rent faktisk har været på dødens rand.

Ellen bliver indlogeret på et alternativt kollektiv, hvor doktor William Beckham (Keanu Reeves) hjælper unge anorektikere på sin helt egen facon. Hans filosofi er ”gro nogle nosser”, som Ellen så smukt formulerer det i en af deres terapisamtaler.

Hun skal dog love, at hun har lyst til at leve, inden hun kan flytte ind i huset, der har håbets grønne farve både udenpå og indeni.

I huset bor andre unge med spiseforstyrrelser, hvoraf den mest fremtrædende er den engelske balletdanser Luke (Alex Sharp). Han minder Ellen om, at selv om hun har en familie fyldt med narcissister, er det ingen undskyldning for ikke at ville leve. Mange andre mennesker har også skodfamilier.

De unge i filmen er grusomt tynde, og den akavede situation, hvor anorektikerne skal spise samme ved middagsbordet, viser på forbilledlig vis, hvordan folk med spiseforstyrrelser væmmes ved mad og vil gøre alt for at kaste den op eller forbrænde den igen.

Specielt måden, Ellen leger med sin mad på, får den til at fremstå lige så vammel og uinteressant for os som for hende. I smug tager pigerne hundredvis af mavebøjninger om natten og brækker sig hemmelige steder i huset for at holde deres vægt nede.

Ellens liv hænger hele tiden i en tynd tråd, fordi hun ikke får mad nok. Det er trist og mørkt, men filmen har en god forståelse for at bruge sort humor til at skabe en kontrast til det alvorlige emne. Der er trods alt varme sjæle inde i de tynde kroppe.

For eksempel inviterer Luke Ellen ud at spise. Hun er ikke meget for idéen, men da hun får lov til at løbe derhen – og derved brænder kalorier af – accepterer hun invitationen.

De finder en asiatisk restaurant og bestiller mad og øl, men da de ikke er gamle nok til at drikke, og damen spørger efter ID, lyver Luke og forklarer, at de begge to er kræftpatienter og ikke har mange dage at leve i.

Servitricen bliver rørt og lader dem spise og drikke – endda med en hel del rabat. På den måde hygger de to anorektikere sig og tager pis på deres egen sygdom. Det er romantisk, til trods for at Ellen kun smager på sin mad og spytter den ud, hvilket Luke forklarer servitricen, er på grund af kemoterapien.

Men det er scenen, hvor Ellens mor (Lili Taylor) desperat spørger sin datter, om hun må made hende med en sutteflaske, der er filmens mest bizarre og dog rørende scene.

Ellens mor fik en fødselsdepression efter at have født Ellen og svigtede hende som barn, og den grædende Ellen går lige så desperat med til at blive madet som en baby. Det foregår i et rundt telt i haven, som tydeligvis symboliserer en livmoder.

To the Bone maler et uhyggeligt billede af anoreksi, men gør det også med humor, ikke ulig kræftfilmen 50/50.

Historien er måske lige lovligt ud af landevejen, men filmen formår at skabe indsigt i, hvordan anorektikere tænker og føler og har et smukt budskab om, at selv om verden ikke altid giver mening, har den mange smukke ting at byde på.