Carmen Curlers

Egentlig begyndte det med planer om en spillefilm instrueret af den alt for tidligt afdøde instruktør Kathrine Windfeld.

Arne Bybjerg skabte i 1960’ernes Danmark et hårvidunder for kvinder, den elektriske papillot, der fik navnet Carmen Curlers.

Manuskriptforfatteren Mette Heeno kunne i næsten ti år ikke slippe projektet, som helt i tidens ånd nu er blevet til en flamboyant DR-serie, Carmen Curlers.

Ud fra de første tre afsnit er den – sagt på godt jysk – slet ikke så ringe endda.

Arne Bybjerg er forvandlet til hovedpersonen Axel Byvang, og historiske fakta er delvis omsat til filmisk fiktion. Erhvervshistorien er blevet til et spejl for og signalement af det tidehverv i det danske velfærdssamfund, som socialt og kulturelt sker i årene op til ungdomsoprøret i 1968.

Flere og flere kvinder frigøres fra deres plads i hjemmet som husmødre for at komme ud på arbejdsmarkedet. Den småautistiske, men yderst entreprenante, sympatiske og evigt løbende curler-opfinder Axel er en rødhåret gut, der blev mobbet sadistisk i sin kostskoletid.

Nu driver han en radio- og fjernsynsforretning i selvsamme Kalundborg, hvor fortidens plageånd er en fornem forretningsmand.

Seriens anden hovedperson er husmandskonen Birthe, hvis drømmende søn hellere vil spille elektrisk guitar end køre traktor på fars marker. Men da den lille familie rammes af farens uhelbredelige leukæmi, må hun ud og tjene penge på anden vis.

På mange måder spøger Matador i kulissen.

Igen har vi at gøre med en driftig opkomling i en mindre provinsby oppe mod stedets magtfulde konveniens og snobbede overklasse. En rustik husmandsfamilie står for virkelyst, surt slid og hjælpsomhed over for den barske bankverden, som sjældent tror på tårer.

Det er et minisamfund, som sensationelt og underholdende reflekterer de skelsættende ændringer i det store samfund med sorger og glæder. Mest glæder, i hvert fald her i starten, selv om curlerne er ved at koste Axel både ægteskab og erhverv.

Men undervejs får han heldigvis både hjælpere og venner. Dog også modstandere både fra fortidens kostskole og nutidens erhvervskredse.

Stilen i Carmen Curlers er mere Miami Vice end Morten Korch, mere fart og tempo end folkekomediens langsomme pasgang mod en lykkelig slutning.

Der opereres med split-screen, montager med parallelle scener i fortællingens flow og dokumentarklip flettet ind i filmens farvelade.

Alle ryger tidstypisk cigaretter som skorstene i en middelstor industriby, og alt er genskabt med autentisk atmosfære. Der er sågar musikindslag med epokens rock og rul, twistdans, dansktop og Radio Luxembourg.

Men der er også plads til den poetiske realisme omkring spirende seksualitet og sanselig tosomhed, som ofte mangler i danske tv-serier.

I yderligere et træk fra Matador følger historien aktive, handlekraftige, stolte og solidariske kvinder oppe imod kyklopiske mandschauvinister i diverse gradbøjninger af ondskab og dyre jakkesæt.

Til tider er der lidt for mange dumme svin og lidt for mange kloge koner.

Morten Hee Andersen er glimrende som den grænseløse og Georg Gearløs-agtige Axel, mens Rosalinde Mynster fint gestalter hans karismatiske kone Tove.

Maria Rossing, kendt primært for biroller i mange danske film og serier, har fået sit livs rolle som den synkefri og standhaftige Birthe fra bondegården.

Hun er suveræn som kvinden, der både er realistisk og romantisk og, ikke mindst, rørende nøgtern omkring mandens sikre død. Et bebudet sorgarbejde, som måske kan forhales med ny medicin.

Hendes mand spilles solidt af Lars Ranthe, vor tids Ove Sprogøe – god til alle tider, slagfærdig i alle film. Alle spiller faktisk godt i både små og store roller, ikke mindst stortalentet Nicolai Jørgensen som Alex’ sidekick og ven i nøden, frisøren Frans.

Carmen Curlers er indtil videre en stærk satsning med en mere moderne fortalt og mindre markant nostalgisk Danmarkshistorie end TV2’s traditionelle Badehotellet.

Bravo, og må de følgende afsnit leve op til begyndelsen!