The Cave

Borgerkrigen i Syrien har varet siden starten af 2011. Den startede med fredelige protester mod Bashar al-Assads etpartistyre, men da styret slog hårdt ned på demonstranterne, udviklede det sig til en krig. 

I dag er det en international stedfortræderkrig med USA og Rusland på hver sin side af konflikten og et uoverskueligt netværk af brigader, der også tæller ISIS. 

Vi har fået utallige dokumentarer, tv-indslag og artikler om den håbløse krig, og der er en debat om, hvad det gør ved os at se billeder af krigens gru. Bør vi overhovedet se dem?

Den syriske instruktør Feras Fayyad, som bor i Danmark, er af den holdning, at vi bør mindes om, hvad der foregår i hans tidligere hjemland. Ved at fokusere på de uskyldige civile giver instruktøren dem en stemme, som de havde fået frataget.

Med sin første dokumentarfilm, den Oscar-nominerede De sidste mænd i Aleppo (2017), skabte Fayyad et intimt og brutalt indblik i hverdagen for tre redningsmænd fra den frivillige organisation De Hvide Hjelme.

Den danskproducerede The Cave er endnu en sønderknusende filmoplevelse, der skildrer en humanitær katastrofe og folder sig ud som en regulær tragedie.

Vi befinder os for det meste under jorden i The Cave, hvor kameraet følger den kvindelige børnelæge doktor Amani Ballour og hendes hold påi et underjordisk hospital i byen Ghouta tæt på Damaskus. Over dem raser krigen. Det syriske regime bomber sammen med deres russiske allierede konstant byen.

Filmens første billede er en totalindstilling af en sønderbombet by. By er så meget sagt, da det mere ligner et månelandskab, end et sted folk har levet.

Der er ganske stille, og det lader til, at krigen har bevæget sig andetsteds. Men pludselig skyder et missil mod jorden og eksploderer blandt murbrokkerne. Sort røg stiger mod himlen. Kort efter rammer et andet. Og et tredje.

Starten minder om klassikeren Apocalypse Now, hvor amerikanerne kaster napalm-bomber over palmetræer i Vietnam. Den sætter scenen for det inferno, som de tilbageblevne indbyggere i Ghouta oplever.

På trods af hyppige bombardementer kæmper lægerne på det underjordiske hospital en brav kamp for at holde dødstallet så lavt som muligt. Især er det hjerteskærende at lytte til Amanis samtaler med sin far, der er flygtet og nu lader til at leve et fredeligt sted. Amani har selv valgt at blive for at gøre en forskel for de civile og ikke mindst børnene.

Hun skal ikke blot kæmpe for at redde menneskeliv. Hun må også kæmpe for sin plads som kvinde i et patriarkalsk samfund, der konstant møder hende med skepsis.

Det er klaustrofobisk at blive ført rundt i de mørke, snævre gange, der ofte er tætpakket med pårørende og folk, som har søgt dækning for bomberegnen. Fayyads tre kameramænd lader os komme smerteligt tæt på begivenhederne.

Intet bliver man skånet for. Om det så er operationsrummet, grædende børn eller private telefonsamtaler.

Hele tiden kan man høre de høje, susende lyde fra bombeflyene, som de farer gennem luftlagene og bevæger sig frem mod deres mål. Dokumentarens lydside og billedside er så intens, at man som publikum suges ned under jorden og bliver et førstehåndsvidne til det levende helvede.

Når der er roligt i luftrummet over Ghouta, går livet på paradoksalt vis videre. Amanis fødselsdag bliver fejret med popcorn. Der er tid til smil og grin og sågar til at lave legestue med børnene.

Men så falder bomberne igen. Og igen. Det er vildt at se, hvordan Amani og de resterende læger kan opretholde troen og humøret under så vanskelige livs- og arbejdsvilkår.

Men da et giftangreb rammer den syriske by, forsvinder den sidste tro på mennesket, som Amani og lægerne klyngede sig til.

Der er filmoplevelser, man aldrig glemmer – hvor billederne brænder sig fast på nethinden og lydene bliver siddende i øregangene. 

Sådan en film er The Cave.

Det er en følelsesmæssig mavepuster og et uafrysteligt vidnesbyrd om krigens gru, om Syriens tilbageblevne helte og ikke mindst om de krigsforbrydelser, som verdenssamfundet vender det døve øre til.