Chaos Walking

Chaos Walking er en af de film, hvor man tydeligt kan mærke, at den har haft en omtumlet tilblivelse.

I starten af 2010’erne var Hunger Games blevet en gigantisk succes, og alle var på udkig efter en bogserie for ”young adults”, som kunne adapteres til en filmserie.

Forfatteren Patrick Ness’ bøger om Todd Hewitt, der bor på en koloniseret planet ude i rummet, hvor alle mænd og drenges tanker kan høres, virkede som det perfekte valg.

Spænding, kærlighed, et forhåndssikret publikum og unikummet Charlie Kaufman (I’m Thinking of Ending Things, Evigt solskin i et pletfrit sind) som manuskriptforfatter – dét kunne kun blive en succes, tænkte man i 2012.

Men filmen trak ud med udskiftninger på manuskript- og instruktørfronten, indtil det endte med Doug Liman (Edge of Tomorrow) i instruktørstolen samt Patrick Ness og Christopher Ford (Spider-Man: Homecoming) som manuskriptforfattere.

Dertil kom, at meget har skullet optages om efter dårlig respons fra testpublikummet. Desværre har anstrengelserne ikke båret synderlig frugt.

For Todd (Tom Holland) er livet meget trivielt.

Han bor sammen med sine to adoptivfædre og hunden Manchee på en gård lidt uden for den lille by Prentisstown, som er en del af den første kolonisering af planeten New World i 2257.

På grund af planetens særlige atmosfære er alt, hvad der foregår inde i hovedet på den unge mand, til frit til skue for alle omkring ham. Fænomenet kaldes ”Støj”, og både tanker og mentale billeder bliver udbasuneret, når gutten ikke koncentrerer sig om den ene ting, han kan gøre for at holde dem hemmelige, nemlig at sige en sætning igen og igen.

”Jeg er Todd Hewitt,” messer han tit inde i sit hoved.

De indfødte væsner, Spakler, der boede på planeten før kolonisterne kom, dræbte alle menneskekvinder, da de ikke brød sig om at få deres hjem invaderet. Associationen til kolonisering af Amerika er åbenlys og minder én om, at man ikke skal tage ethvert ord, der kommer ud af munden på den magtfulde borgmester Prentiss (Mads Mikkelsen) for gode varer.

Mændene har efterhånden vænnet sig til et liv uden kvinder. Men da et nyt kolonirumskib nærmer sig New World og et fortropskib styrter ned, så kun pigen Viola (Daisy Ridley) overlever, bliver alt anderledes.

Jagten på den nyankomne går i gang.

Men Todd kan ikke lade være med at hjælpe hende, og snart flygter de to igennem planetens skove fra Prentiss og hans mænd i håbet om at finde den rette teknologi, så hun kan få kontakt til koloniskibet.

Hvordan det er muligt med en så imponerende rollebesætning og dygtige folk bag kameraet at lave en så ujævn og tæt på decideret kedelig film, er noget af en gåde.

Visuelt er effekterne med Støj meget lækkert at se på, når tankerne lægger sig som en regnbuefarvet tåge omkring hovedet på mændene.

Men ingen af karaktererne fremstår som rigtige mennesker med problemer og overvejelser, der kan engagere publikum.

Det er ellers meget på spil i Chaos Walking. Todds sorg over sin afdøde mor, den store beundring af machomanden Prentiss, irritationen over adoptivfædrenes valg om at være rødbedefarmere, hans åbenlyse crush på Viola, Spaklerne og så videre.

Men tiden er der ikke til at få alle plottråde ordentligt præsenteret. Og skammeligt nok får Oscar-nominerede Cynthia Erivo kun sølle fem minutter på lærredet uden rigtig at have nogen indflydelse på handlingen.

Ligeledes tidligere Oscar-nominerede David Oyelowo får dog lidt mere ud af sin fanatiske præstekarakter, der ser alle kvinder som ondskab, fordi de ikke er velsignet med Støj.

Men han ryger i baggrunden til fordel for Mads Mikkelsens Prentiss. Danskeren gør det som sædvanligt godt som Hollywood-skurk, hvor hans karakteristiske ansigt og accent er en garanti for arbejde som bad guy. Han smiler som et rovdyr, der gør klar til at flå struben af én, så snart man fjerner øjnene fra ham.

Hovedrollerne Holland og Ridley gør, hvad de kan, men fremstår ligesom så meget andet i Chaos Walking som skabeloner, der aldrig er kommet længere end idé-fasen i manuskriptet.

Hvis man havde haft mod til at vælge Violas perspektiv på hændelserne, kunne filmen have sagt noget om kvinders liv i en mandsdomineret verden.

I stedet er Chaos Walking endt som en sekundavare fra Hollywood.