Biografanmeldelse
18. juli 2019 | 08:02

Child’s Play

Foto | Eric Milner
Alt er fryd og gammen for Andy og hans nye dukke Chucky, indtil det går op for drengen, at Chucky tager ganske hårde midler i brug over for folk, der gør Andy ondt.

Genindspilningen af Tom Hollands originale film fra 1988 om den morderiske dukke Chucky er mere hip end horror.

Af Astrid Maan Thomsen

Chucky har terroriseret vores hjem, siden den første legendariske Child’s Play havde premiere i 1988 med den danske titel Barneleg. Den rødhårede dukke med den lange kniv i hånden er seks gange vendt tilbage for at jage og myrde til vores skrækslagne fornøjelse. 

Selv om mange af filmene i serien er knapt så kritikerroste, er Chucky i den grad blevet et gyser-ikon, og nyheden om en remake af Tom Hollands originale Child’s Play med ingen ringere end Star Wars-legenden Mark Hamill i stemmerollen som Chucky blev mødt med store forventninger verden over. 

Handlingen i den nye udgave af Child’s Play adskiller sig fra den originale film.

Med et moderne twist er seriemorderen Charles Lee ”Chucky” Ray overtagelse af en Good Guys-dukke blevet skiftet ud med, at Chucky er en artificial intelligence-dukke, som kan tilkoble sig ethvert hjem, og hvis vigtige sikkerhedsforanstaltninger en utilfreds medarbejder har slået fra.

Langsomt begynder den nu selvbevidste dukke at elske den lille dreng Andy, som får ham i gave. Chucky går i gang med at myrde alle dem, der gør Andy ondt.

Nu er det op til Andy at stoppe Chucky, og det bliver selvfølgelig meget sværere end først antaget.

Det største problem med genindspilningen er, at man ved at fjerne Brad Dourifs seriemorderfigur som den egentlige ondskab i dukken Chucky, fjerner man den uhygge, som har præget hele serien.

For Chucky har altid været en selvstændig og yderst blodtørstig morder forklædt som en sød dukke. Når han først var kommet ind i dit hjem, var det nærmest umuligt at slippe af med ham igen!

Og det var ikke, fordi han var tilbundet dit software-system. Nej, han ville finde en krop at overtage, før han for altid blev fanget i Chucky-dukken.

Det har altid været præmissen for Chucky, og at bruge teknologien som grunden til, at Chucky bliver ond, banaliserer den dukke, vi i årtier har kendt som en seriemorder fyldt med så meget rendyrket ondskab, at det ville få Annabelle-dukken til frivilligt at sætte sig tilbage i hendes glasfængsel.

Det er moderne og hipt, at Chuckys ondskab bliver overført til softwaren i vores hjem. Dermed kan man se frem til lysende røde øjne i mørket, men vi mister den umiddelbare fornemmelse af en person med en kniv i mørket, som faktisk er det, Chucky er.

Det eneste mord, der føles tro mod den originale film, indeholder lyskæder, vandmeloner og anvendelsen af en havemaskine og kniv.

Uhyggen er dog at finde i starten af filmen, som faktisk ganske fint pakker den moderne handling ud. Men skaberne bag filmen vælger pludselig at gå i katapultfart og smide om sig med dræberdrones og flere dræberdukker tilkoblet den teknologiske onde Chucky.

Det ender med at minde mere om en parodi på Scream end en hyldest til Chucky-serien.

Mark Hamill bør dog fremhæves for faktisk at gøre et strålende arbejde som stemmen til Chucky. Valget af ham er med Tom Hollands ord et smart træk, men uanset hvor godt Mark Hamill gør det, vil han stå i skyggen af Brad Dourif.

Brad er Cucky.

Trailer: Child’s Play

Kommentarer

Titel:
Child’s Play

Land:
USA, Canada, Frankrig

År:
2019

Instruktør:
Lars Klevberg

Manuskript:
Tyler Burton Smith

Medvirkende:
Aubrey Plaza, Mark Hamill, Brian Tyree Henry

Spilletid:
90 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
18. juli

© Filmmagasinet Ekko