Chosen

Sidste år udtalte USA’s Pentagon sig officielt vedrørende flere lækkede UFO-videoer, som deres piloter siden 2004 har optaget. Efter sytten års undersøgelser af, hvad der er beskrevet som daglige, uforklarlige hændelser, må forsvarsministeriet nu melde pas. 

De har med andre ord ingen anelse om, hvad UFO’erne er. Måske kunne det endda være rumvæsner. 

Disse hændelser får én til at tænke på, hvilke andre begivenheder vores respektive regeringer har tildækket. En af dem kunne være meteornedslaget i den fiktive by Middelbo i Lolland-Falster-området. Det skete også for sytten år siden. 

Unge og job-roterende Emma (Malaika Mosendane) er ansat på det museum, hvor meteoren er udstillet. Da hun vælter stenen, viser den sig at være en forfalskning lavet af skrøbeligt glas, der går i tusind stykker. 

Fyresedlen vender nu op og ned på hendes liv. 

Hun forvilder sig ind i en vennegruppe, hvis ypperste mål er at opklare mysteriet om meteoren. Samtidig rykker den nyoprettede kapitalfond Astraeus ind på det lokale skibsværft som følge af et rumsignal sendt et par dage tidligere. 

Konspirationsteorier bunder i, at verden ikke er det, som man troede, den var. Ting, der blev holdt skjult for dig, viser sig at have ændret virkelighed. Den følelse er genial at parre med ungdomsformatet, som vi ser det i Netflix’ nye danske seriesatsning: Chosen. 

Når syttenårige Emma ikke føler sig hjemme i det kridhvide landsbyområde, hvor alle synes, hun er mærkelig med sin anden etniske herkomst og anderledes seksualitet, kunne der vel lige så godt være rumvæsner eller andre paranormale aktiviteter på spil. 

Idéen er faktisk så god, at det ikke betyder så meget, at dette også var hovedtesen i Netflix’ Stranger Things, hvis første sæson fra 2016 er noget af det bedste, som streamingtjenesten har produceret. 

Men selv om folkene bag serien, manuskriptforfatter Jannik Tai Mosholt og producer Christian Potalivo, har været mere end inspireret af Stranger Things, overser de grunden til, at den serie fungerer så godt. 

Konspirationsteorier har brug for et mangefacetteret univers, som man kan dykke dybt ned i, og her kommer Chosen til kort. 

Mosholt og Potalivo har de seneste år også stået bag tre sæsoner af The Rain, der fik stor succes i udlandet, og udviklet den originale idé til sidste års julegyserserie Nisser. 

De har begge været lavet til Netflix og lider af samme problem. 

En sammenhængende tv-serie er på grund af sin længde nødt til at have et højere niveau af kompleksitet end en film. Men det er ikke tilfældet med Chosen, der lider af et kluntet manuskript og overfladiske karakterer med forudsigelige relationer imellem dem. 

Undtagelsen er Andrea Heick Gadeberg, der spiller et medlem af detektiv-vennegruppen ved navn Marie. Hun er selvudnævnt vampyr, hvilket kunne have givet hende en masse finurlige karaktertræk, som ingen betydning havde haft for rollens psykologi. 

Dét vender Gadeberg til noget godt med sit sjove og dygtige skuespil, der viger uden om manuskriptets faldgruber. Hendes spejlblanke ansigtsudtryk får én til at klukle lang tid efter et afsnit. 

Men helt grundlæggende mangler fundamentet. 

Ærgerligt nok, for Jannik Tai Mosholt og Christian Potalivo har formået at få genreserien til at tale dansk. Og det er nu engang bedre at have en dansk genre-produktion med et par dårlige æg end at overlade hele molevitten til amerikanerne. 

Også selv om det er dem, der har de rigtige UFO’er.