City on a Hill

På papiret har City on a Hill alle elementer til at lege med de helt store drenge.

Den er et The Wire-inspireret drama, der er lige dele krimi og politisk thriller, som gennemgår faldet af gamle ordenssystemer over en årrække, hvor vi følger personer på begge sider af loven.

Her er Baltimores fallerede ghettoer og udmanøvrerede politistyrke dog skiftet ud med 90’ernes Boston komplet med røvere fra det barske nabolag Charlestown og et bundkorrupt, irsk-amerikansk politi og retssystem, der gladelig skummer fløden af de kriminelles foretagender.

En bidsk Kevin Bacon spiller som klassisk bad lieutenant den opportunistiske FBI-agent Jackie Rohr, der knepper, sniffer og drikker hjernen ud, mens hans ulykkelige kone er gemt væk derhjemme, og kollegaerne åbent vrisser ad ham.

Men han har bygget sig en fed rede af tjenester over årene og ser helst, at tingene forbliver miserable for alle andre end ham selv.

”Byen var bedre, da den var regeret af onde mænd, som vidste, at de var onde,” mumler han fordrukken til en øjenrullende kollega.

Jackie bider skeer med den idealistisk statsanklager Decourcy Ward (Aldis Hodge), som vil ødelægge maskineriet indefra. Men de to mænd vælger at indgå en vakkelvorn alliance, da de øjner chancen for at opklare en mordsag på tre pengetransportvagter og derigennem cementere hinandens fremtid i byen. Parallelt følger vi også familiemanden Frankie (Jonathan Tucker) fra Charlestown, der røver pengetransporter i weekenden, og som står bag de tre mord.

Så er brikkerne positioneret til endnu et spændende politidrama. Men selv om alle tre sider af konflikten sættes rimelig klart op, går båndet hurtigt i hak og gentager sig igen og igen.

Jackie er korrupt og racistisk, men har også et åbenlyst talent som efterforsker. Det er vitterligt en af de bedst etablerede stereotyper i film- og tv-landskabet fra Harvey Keitels Bad Lieutenant til Tim Roth i Tin Star.

Så hvorfor bruger City on a Hill i tredje afsnit stadig tid på at etablere ham som sådan?

”Jeg behandler alle ens: dårligt,” proklamerer han til et par vidner lige efter, at han dramatisk har udtalt, at han ikke er bange for at se et familiehus brænde til grunden.

Endnu værre står det til for den stoiske Ward, der har lige så megen nuance i kroppen som en tændstikmand. Samtlige samtaler om ham går på hans stædige idealisme kontra muligheden for bare at sælge ud og rette sig efter systemets regler. Og mens Kevin Bacon i det mindste har det sjovt med rollen som arrogant nar, har Aldis Hodge intet at arbejde med.

Der er ellers en god del muskelkraft bag serien. Boston-drengene Ben Affleck og Matt Damon står som producere, og de har hyret manuskriptforfatteren Chuck MacLean – en anden lokal Boston-mand – som showrunner.

Man må give City on a Hill, at den tydeligvis forstår 90’ernes hårdkogte Boston-kultur med guldkæder, hårspray i uendelige mængder, fladt udtalte vokaler og en overflod af racistisk konservatisme.

Men samtidig føles serien billigt produceret. Vi hører om civil uro i Bostons gader, men forlader sjældent Charlestowns slumlejligheder og snuskede barer for andet end retssale og politistationer.

De tre forskellige instruktører, som er krediteret hver sit afsnit, har intet gjort for at lege med visuelle virkemidler, men snarere kvalt det minimale drama ved at klippe alt for hurtigt fra emotionelle øjeblikke.

Jackie anklager sin kone for at være en dårlig mor, da hun vil tilbage på skolebænken. Men i stedet for at blive med de to splittede mennesker farer serien blot over øjeblikket som en halshugget høne.

Det er ganske enkelt svært at forsvare seriens eksistensgrundlag som andet end en påmindelse om, hvor langt vi er kommet siden tv-kanalernes ensartede føjleton-krimier i fordums tid.