Clark

Han blev født 1947 i Trollhättan i Sverige, og hans mor gav ham navnet Clark efter filmstjernen Clark Gable.

Siden skulle det vise sig at være et mere passende fornavn, end godt er. Clark Oderth Olofsson blev Nordens mest berømte gangster, bankrøver og narkosmugler.

Med sin medvirken i bankkuppet og gidseltagningen i Kreditbanken i 1973 på Norrmalmstorg i Stockholm skabte han begrebet ”Stockholm-syndromet”. En psykisk tilstand, hvor et offer eller fange udvikler psykologisk tilknytning til sin kidnapper eller vogter.

Sådan set har Clarks følelsesmæssige karisma været stærk til alle tider. Især i forhold til kvinder, som han forførte masser af, mens han dyrkede en forbryderkarriere, som kunne være skrevet og skabt i Hollywood. Med både mord, mordforsøg, skud og slagsmål og et utal af gange, hvor han brød ud af fængslet.

Der har før været bud efter at filmatisere hans spektakulære løbebane, som i 1960’erne og frem strakte sig ud over Sverige til Danmark og andre lande.

Allerede i 1977 lavede danske Poul Martinsen en dramatiseret dokumentarfilm om ham. Og nu kommer Netflix med miniserien Clark, der er ”baseret på sandheder og løgne” ud fra mandens egne erindringer.

Vi pendler i sort-hvid og farver mellem hans forfærdelige barndom med en sadistisk, fordrukken far og en mishandlet mor til hans opvækst som ungdomskriminel.

Instruktøren Jonas Åkerlund – mest kendt for sine musikvideoer med Madonna, Lady Gaga og Rammstein – har sat løjerne i scene med den form for postmoderne, genresprængende stil, hvor filmen svinger mellem at være musical, krimi, kupfilm, satire, slapstick, traumatiske barndomsminder og kronologisk reportage af fortidens forbrydelser.

Og det hele er krydret med nærgående sexscener – med alt fra oralsex, onani, stående og liggende samlejer til hovedpersonens standende problem i sengen: for tidlig sædafgang.

Denne sprælske og skæmtsomme mixture synes at være skabt for at undgå at sentimentalisere hans samspilsramte baggrund og for ikke at idealisere en ret så voldelig vaneforbryder.

Faktisk får vi mod slutningen af serien en rå og realistisk scene, hvor Clark psykopatisk går bersærk med en frugtkniv.

Clark spilles med tungen lige i munden – overbevisende og medrivende – af Bill Skarsgård. I en og samme person gestalter han den rappe gavflab med drengeansigt, den gustne og geniale bankkupmager og den hårde gangster, som scorer penge og piger i bunkevis.

Med sin bad boy-karisma er han lige-på-liderlig og knaldeklar uden flirt endsige forspil. Kvinderne falder til føje med en lethed, som Skarsgårds glimrende spil giver belæg for.

Vigtigste kvinde blandt mange er Maria. Hun spilles med sødme og voksende smerte af Hanna Björn og er en venstresnoet ingenue, der enfoldigt ser en revolutionær pioner i Clarks skikkelse.

Men som han selv siger det træfsikkert, er han en blanding af Pippi Langstrømpe og Al Capone med ufatteligt mange talenter og held til af slippe afsted med det meste. Han smugler blandt andet hash i appelsiner fra Beirut og sejler vellykket en båd igennem en storm.

Den famøse kidnapning på Norrmalmstorg tager hele fjerde afsnit sig af. Det er på mange måder en absurd farce, hvor det svenske politi igen jokker i spinaten og snubler over egne knipler.

I det hele taget bliver vort broderlands politi udleveret og latterliggjort. Clark er således også et signalement af det svenske folkehjem med en slap lovgivning og sløset ordensmagt.

Clark er underholdende med alle sine svinkeærinder og fyldt med spænding. Den komiske slingrevals virker indimellem anstrengt, og mod slutningen gøres det da også helt klart, at det drejer sig om en skingrende psykopat uden grænser for sit megalomane egos destruktive udfoldelser.