Som horrorfan skal man ofte høre for, at der ikke er meget kvalitet at komme efter i genren.
For hver Eksorcisten, Get Out eller Hereditary er der jammerlige indslag som Winnie the Pooh: Blood and Honey, og alt det andet billige morads, der bliver spyttet ud.
Devisen ”jo billigere, jo større indtjening” er en forbandelse, som der kun en ud af ti gange kommer noget godt ud af. Og Cobweb vil ikke forbedre genrens image.
Spillefilmdebutanten Samuel Bodin – der har siddet i instruktørstolen på den skammeligt oversete Netflix-gyserserie Marianne – sætter egentlig scenen ganske fint.
Otteårige Peter (Woody Norman) bor sammen med sine forældre Carol (Lizzy Caplan) og Mark (Antony Starr) i den ærkeamerikanske by Holdenfield.
Hvis du synes, det lyder mistænkeligt meget som Haddonfield fra Halloween-franchisen, er du ikke helt galt på den.
Årstiden er slutningen af oktober. Den lille outsider Peter bliver mobbet i skolen, og hjemme hører han en stemme fra væggen i sit soveværelse.
Stemmen siger, hun er hans søster, og at deres forældre har spærret hende inde. Men er det bare noget, Peter bilder sig ind? Forældrene er godt nok underlige, især jo tættere vi kommer på Halloween.
Der er noget med en lille pige, som for år tilbage forsvandt sporløs i kvarteret på netop allehelgensaften. Og når forældrene har den mest skumle kælder, hvor indgangen er gemt bag det store køleskab i køkkenet, lægges der kraftigt op til hemmeligheder.
I og for sig kunne det lyde som plottet til en Stephen King-novelle, men allerede det burde få alarmklokkerne til at lyde. For det er immervæk ikke mange vellykkede filmatiseringer, det er blevet til af forfatterens værker.
Cobweb oser af atmosfære – så meget, at det bliver kvælende for oplevelsen. På intet tidspunkt kommer der et pusterum fra uh-det-uhyggeligt-stemningen.
Det ville kunne tilgives, hvis ellers filmen rent faktisk var uhyggelig. Men ikke engang et lille hop i biografsædet kan den præstere.
Redningen kunne være urovækkende stemning eller gruopvækkende blodsudgydelser. Men stemningen er så mættet, at man bliver decideret immun, og på gore-fronten ender det også med et træk på skulderen.
Ikke fordi det mangler, men snarere fordi man ikke er engageret i de personer, som det går ud over. Historien fremstår som pastiche af andre, men langt mere effektive horrorfilm.
Som en femårigs klippeklistre-projekt fra børnehaven er der rigtigt mange idéer, men ingen evne til at samle dem og forløse potentialet.
Det kikser med de mest elementære færdigheder.
Peter får et ar på hagen tre minutter før, vi rent faktisk ser ham falde og slå sig. Et stort Bornholmerur ringer til hel, selv om man tydeligt kan se, at viserne ikke er i nærheden af tolv.
Filmens titel bliver aldrig direkte italesat, men huset er fyldt med edderkoppespind og spindlere. Til slut, hvor filmens twist bliver lanceret ud af ingenting, spiller edderkopper og spind en fremtrædende rolle.
Som en bastard af de langt overlegne The Black Phone og Den anden side burde Cobweb være blevet aflivet, før den kom i biografen.
Kommentarer