Counterpart

At J.K. Simmons er en skuespiller i særklasse, beviste han med sin Oscar-vindende præstation som sadistisk trommelærer i Damien Chazelles fænomenale Whiplash.

Her undgik han at blive en tegneserieskurk, fordi der bag mishandlingen af protegéen anedes en snert af menneskelighed i de blå øjne.

Derfor forstår man, hvorfor folkene bag sci-fi-serien Counterpart har valgt skuespilleren i rollen som den forsigtige Howard Silk, der pludselig oplever sig selv i anderledes brutalt lys. For Simmons spiller ikke bare én, men hele to komplekse karakterer!

Hvor sådan nogle dobbeltroller normalt betyder, at en skuespiller gestalter identiske tvillinger, er Simmons faktisk to forskellige udgaver af den samme mand. Silk bor nemlig i en verden, som til hans store overraskelse findes i en kopi.

For 30 år siden skabte videnskabsmænd i Berlin under Den Kolde Krig en dimension ind til en parallelverden med de samme mennesker. Men i løbet af de sidste tre årtier har de to verdenen udvikler sig forskelligt.

Howard Silk er en lavt rangeret medarbejder i FN, som holder det parallelle univers skjult for resten af verden. Han går kun op i at besøge sin kone Emily (Olivia Williams), som de seneste uger har ligget i koma på hospitalet efter et biluheld.

Howard Silk i den anden verden er derimod en fandens karl, som skyder og bander. Han befinder sig højere oppe i systemet, hvilket giver ham afgang til at rejse imellem de to verdener med største naturlighed.

Der er ikke mange ligheder mellem de to mænd bortset fra udseendet og deres minder fra før, at verdenen blev delt i to. Den højtrangerede Silk opsøger sin dobbeltgænger, for at de sammen kan fange en lejemorder, der huserer i Berlin.

Serien viser, at det er hverken dna, natur eller kultur, der skaber vores identitet. Det er derimod de valg, vi træffer i livet, som afgør, hvem vi er.

Producerne tæller norske Morten Tyldum, der er blevet et navn i Hollywood, efter at han har skabt The Imitation Game og Passengers. Han har også instrueret første afsnit af Counterpart i en glidende smuk stil, der er pæn, men ikke innovativ som Mr. Robot.

I amerikanernes øjne er seriens mørke Berlin sikkert noget eksotisk, og det er givet plads til en række skuespiller fra hele verden. Deriblandt vores egen Ulrich Thomsen, der fortsætter stilen fra sine optrædener som skurk i action-serierne Banshee og The Blacklist.

Han er dog ikke en decideret skurk som den bryske og hårdføre Aldrich, der er chef for kontraspionage-enheden. Men det er kun, fordi Counterpart ikke har travlt med at afsløre, hvem der er gode og onde i det mystiske univers.

En anden af søde Silks overordnede, den drengene Peter Quayle (Harry Lloyd), er for så vidt en af de gode, og han er da øjensynligt heller ikke lige så brutal som mange andre i den adrenalinpumpende, tyske metropol. Til gengæld er han ulideligt selvsmagende, når han forsøger at klatre op ad karriere-rangstigen – og så er han i øvrigt sin kone utro.

Det er ikke en synderligt original karakter, men til gengæld bliver Quayle placeret i nogle scener, der virkelig pirrer nysgerrigheden.

Ikke mindst, da han deltager i et forhandlingsmøde med ambassadøren for den anden verden, og mobiltelefonen ringer. Ganske subtilt forstår man, at de trods sofistikeret fremtoning ikke har den teknologi – og det antydes, at det skyldes en katastrofal epidemi.

Fire afsnit inde har man kun fået en forsmag på, hvad Counterpart er for en størrelse.

Der er stadig mange tvivlsspørgsmål, og det kan vitterlig gå både op og ned for serien. Den minder mere om The X-Files end The Leftovers, og i modsætning til sidstnævnte forventer vi at få nogle klare svar på gåderne.

Indtil videre er der lovende takter, som giver lyst til at se mere.