Da 5 Bloods

Med Da 5 Bloods har Netflix fået endnu en højprofileret instruktør i stalden. Men efter den skarpe og fornøjelige BlacKkKlansman fra 2018 er Spike Lees nye film en skuffende fuser. 

Filmen handler om fire sorte amerikanske veteraner fra Vietnam-krigen, som vender tilbage 45 år efter krigens afslutning. De skal hente deres delingsfører, som døde i kamp, og hvis lig er blevet lokaliseret i junglen. Han var den femte ”blood”.

Og nok så vigtigt vender de også tilbage for at finde en formue i guldbarrer, som de skjulte under krigen.

Af de fire står to klarest: Delroy Lindo som den PTSD-plagede og forbitrede Paul, der trodsigt har sin MAGA-kasket på i junglen – til de andres store fortørnelse. Og den mere velafbalancerede Otis (Clarke Peters), som har sine egne personlige grunde til at ville tilbage til Vietnam.

Der er tyngde i præstationerne fra de to bundsolide skuespillere.

Da 5 Bloods er Spike Lees film om Vietnam-krigen set med sorte soldaters øjne – og i historiens bakspejl.

I hans optik brugte det amerikanske militær de sorte som kanonføde i en amoralsk krig. De hvides krig. Hans fire hovedpersoner bærer stadig arrene, og ingen har nogensinde takket dem. Så da de begiver sig tilbage i junglen 45 år efter, er det med overbevisningen om, at de fortjener det guld, de stjal og skjulte dengang.

Spike Lee er en af de mest åbenlyst politiske Hollywood-instruktører, og subtil har han aldrig været. Heller ikke her, hvor han indleder filmen med en autentisk optagelse med Muhammad Ali, der forklarer, hvorfor han ikke vil deltage i Vietnam-krigen og slå folk ihjel, som han har mere tilfælles med end sine hvide landsmænd.

I det hele taget er filmen fuld af referencer til både kendte og glemte sorte helte. Der er Ali, Martin Luther King, Malcolm X og Black Lives Matter, men også mere obskure navne som Crispus Attucks, den første afro-amerikaner, der blev dræbt under den amerikanske revolution.

Ligesom i BlacKkKlansman krydrer og perspektiverer Lee sin fiktive historie med dokumentariske optagelser. Men det er et problem for en fiktionsfilm, når arkivmaterialet er det bedste ved filmen, og det er desværre tilfældet her.

Når Spike Lee er bedst, er han en kraftfuld filmmager med styr på sine virkemidler. Men Da 5 Bloods er en mærkeligt usikker film. Den er rodet, og tonen svinger vildt. Det ene øjeblik er den et intenst psykologisk opgør med amerikansk race- og udenrigspolitik og hele Vietnam-krigens berettigelse, det næste overværer man en actionfyldt guldjagt i junglen.

Det er ikke i sig selv en umulig blanding, men her fungerer det bare ikke. Og flashback-scenerne, hvor vi ser vennerne i kamp sammen med deres delingsfører – spillet af Chadwick Boseman – er nogle af årets mærkeligste.

Instruktøren har valgt at lade de samme skuespillere spille karaktererne som unge, og der er vist ikke brugt penge på digital foryngelse a la The Irishman. Både Peters og Lindo er for eksempel 67 år gamle, og de ligner altså ikke tyveårige unge mænd.

Der er lidt bagvendt uncanny valley over det.

Filmens kampscener er utroligt stivbenede og sært gammeldags, og mange af sidekaraktererne er tynde og klichefyldte. Jean Reno som fransk finansmand, der skal hjælpe med guldkuppet, ligner noget fra en Antonio Margheriti-spaghetti-actionfilm fra 1980’erne.

Og så har filmen den værste reference til Coppolas mesterværk Dommedag nu, jeg mindes at have set. Når kammeraterne i Da 5 Bloods tøffer langsomt ned ad floden til tonerne af Wagners Valkyrieridtet ligner det et fraklip fra Hot Shots! Det bliver ufrivilligt komisk.

Trods sin længde på mere end to en halv time føles filmen lille og billig. Og den finder aldrig ud af, om den vil være nutidig racismekommentar, sort historiefortælling, maskulint drama eller Kellys helte-agtig gavtyve-krigsfilm.