Da dyden gik amok

Allerede fem minutter over 1910 gik det galt. Der var ikke løbet mange meter celluloid gennem lyskammeret, før det splinternye filmmedie havde rystet den borgerlige verdensorden og fået kulturelitens stanglorgnetter til at dugge.

Selv uden lyd landede dansk stumfilm med et brag, og med værker som Afgrunden og Dødens brud fik tidens kønskampe og erotiske forviklinger nyt liv på det hvide lærred.

Det tidlige industrisamfund var på samme tid skrækslagent for og overoptaget af krop, kærlighed og seksualitet, og i biografteatrets tusmørke blev danskerne konfronteret med et usædeligt indbo af ryggesløse libertinere, morderiske vampyrdanserinder og vovede hoftevrik.

Jeg har nærlæst Søren Birkvads disputatsformede pionerarbejde Da dyden gik amok, som i imponerende detalje gennemgår dansk films omgang med sex, køn og kærlighed fra 1910 til 1980.

Ikke mindst en fatalt æggende Asta Nielsen med dådyrøjne og ekspressive kysselæber banede vejen for dansk films første guldalder.

Med Carl Th. Dreyer og Benjamin Christensen fik filmen endda kunstnerisk flyvehøjde, og i mellemkrigstiden var det stadigvæk det højspændte kønsforhold (altså patriarkatets angst for kvinden og hendes ustyrlige drifter), som stjal det levende billede.

Der blev leget med ilden og vendt op og ned på sociale spilleregler. Sågar statstabuet ”homoseksualisme” blev diskret taget ved vingebenet i Dreyers filmatisering af Herman Bang-romanen Mikaël fra 1924. Hertil kom erotiske gøglerier af den mere uskyldige skuffe, og 30’erne var duoen Fy & Bis glansperiode med pikante filmtitler som Sol, Sommer og Studiner og Film, Flirt og Forlovelse.

I 1931 kom der omsider lyd på de tavse strimler. Og selv om tonefilmen igangsatte en sand lavine af frivole lystspil – ofte løftet op af den syngende humørbombe Marguerite Viby – blev det i realiteten begyndelsen til enden for dansk films førerposition.

Til gengæld fik hjemlige instruktører efterhånden noget på hjerte, og i tillæg til de romantiske komedier mødte man i verdenskrigens kølvand opbyggelige problemfilm med tunge tematikker som voldtægt, prostitution og abort.

I de tilknappede 50’ere tog Morten Korch- og Far til fire-filmene i fællesskab en tørn med at dulmede krigsflossede nerver. Men det var faktisk også i det udskældte årti, at man mødte verdens første filmorgasme, nænsomt og oprørende gestaltet af en ung Birgitte Federspiel i En fremmed banker på (1959).

I ungdomsoprørets epoke var der stadig god plads til jovial hyggeliderlighed med folkekære skuespillere i front.

Men med billedpornografiens frigivelse i 1969 tog fanden ved dansk film, og det befriede underliv fyldte lærredet ud til sidste tomme. Først i form af lumre sengekantsfilm og kulturradikale håndkantsslag, siden med avantgardistiske provofilm og hardcore porno, som på ny gjorde Danmark til en filmisk supermagt.

I 70’erne opstod de (køns)politiske budskabsfilm, og unge mandlige instruktører gik på opdagelse i pubertetens spirende seksualitet.

Socialrealismen blomstrede, lige til en ny generation af selvbevidste auteurs hæftede ende på filmhistorien og genopfandt en tanketung patos, som man skulle tilbage til far Dreyer for at finde mage til. Lars von Trier tog afgang fra Filmskolen i 1982, og resten er – som man siger – historie.

Da dyden gik amok bugner af interessant stof (suppleret af et fornemt billedspor), og skønt forfatteren går kronologisk til værks, er der også blevet plads til tværgående analyser, som på flere punkter går i rette med kultur- og seksualhistorisk vanetænkning.

Professor Birkvads mursten af en monografi er udtømmende på grænsen til det overlæssede. Men som strejflæsning og opslagsværk er bogen en gedigen guldgrube af viden, som vil berige både fagperson og glad amatør.