Daddy’s Home

Daddy’s Home handler om fædre.

Det understreger filmen allerede i sin intro, hvor hovedpersonen Brad i skikkelse af Will Ferrells fortæller om, hvor glad og stolt han er for at være far. Det efterfølges så af Pixies’ Here Comes Your Man for lige at sætte en tyk streg under pointen.

Problemet for Brad er blot, at han ikke rigtig er far. Han er stedfar.

Brad er gift med den smukkeste kone (Linda Cardellini) og agerer med glæde reservefar for hendes to børn.

Men da børnenes biologiske far Dusty i skikkelse af Mark Wahlberg pludselig melder sin ankomst, krakelerer hele hans forestillinger om kernefamilien og far-gerningen.

Nu er der to hanner i flokken, og de begynder naturligvis at konkurrere om, hvem der kan være den bedste far.

Desværre er Daddy’s Home er både plat, glat og forudsigelig. Og alligevel må man overgivende, men også overbærende trække på smilebåndet undervejs og endda momentvis grine af scener, der uden skam i livet spiller på hele følelsesregisteret.

Det umage og usandsynlige far-par Brad og Dusty er kernen i Daddy’s Home. Mens Brad er god som dagen er lang, kejtet og slagfærdig, er Dusty den hårdt pumpede alfahan, frembrusende, cool og intrigant.

Alligevel charmerer og smigrer Dusty alt og alle, inklusive Brad, og flytter hurtigt ind hos familien. Så mens de to mænd hver især forsøger at give den som den ideelle far, spiller de begge en magtkamp mod hinanden. For der kan jo kun være én hane i hønsegården.

Daddy’s Home kan både betyde ”far er hjemme” og ”fars hus”, en tvetydig titel, som handlingen ikke kan leve op til.

Som komedie er Daddy’s Home al for forudsigelig og ofte på grænsen til det intetsigende. Handlingen hakker af sted som mere eller mindre utroværdige og tilfældigt udvalgte skæve påfund, der sjældent er rigtigt sjove.

I en scene vil Brad eksempelvis imponere sine børn og kone med et par skateboard-tricks fra dengang, han var ung i 80’erne. Han ender dog i en lygtepæls el-ledninger og lander bevidstløs på græsplænen.

Dusty ser derefter straks sit snit til at spille den perfekte far og underviser derfor de måbende børn i førstehjælp. Sjovt? Ikke ligefrem, med mindre man synes det sjovt at se en forkullet Will Ferrell få stød.

Mark Wahlberg er lidt af en gåde. Selv om ham og Ferrell allerede har ageret makkerpar i The Other Guys fra 2010, er det svært at begribe, at den Wahlberg, som har brilleret i The Departed og Boogie Nights, har sagt ja til en film som Daddy’s Home.

Han virker da også uinspireret og småkedelig og er formentlig først og fremmest hyret ind på grund af sine massive overarme og sixpack.

Som Brad er Will Ferrell heller ikke i topform. Og alligevel er det ham, der trækker filmens humoristiske niveau op med sin stoiske deadpan-udtryk og akavede humor.

Nogle af filmens mest vellykkede øjeblikke finder sted på Brads arbejdsplads, Panda Radio, der sjovt er USA’s tredjestørste smooth jazz-radiostation – hvad det så end betyder.

Sammen med Brads chef Leo (Thomas Haden Church) rammer Will Ferrell flere gange den absurde og barokke humor, han er så god til. Som når de konstant taler om Leos række af forliste ægteskab, hvor det ene er mere aparte end det andet.

Far-duellen er et udmærket udgangspunkt for en komedie, der kunne have udfordret kernefamiliekomedien, men her i stedet ender som en langtrukken dyst på outrerede påskud.

Daddy’s Home er momentvis morsom, men mod slutningen kammer filmen over i klichéer og uoriginale løsninger med en forsonende lufthavnsscene og en følelsesspækket danse-face off. Det er ikke sjovt.