Den amerikanske filmmusical begyndte i 1930’erne med det, man i dag kalder for en backstage-musical.
Med sang og dans kredser handlingen om, hvorledes man får et show op at stå, redder en teaterforestilling eller føder en stjerne midt i showbusiness.
Alle tre ting er faktisk med i Louise Mieritz og Ditte Hansens fantastiske dramaserie i otte afsnit, Dansegarderoben.
Studser man over selve titlen, er det den lille garderobe bag scenen, hvor korpigerne klæder om og holder til under forestillingen. Vi er absolut på gulvet i en teaterverden, hvor stjernerne er de guddommelige søjler, som bærer showet.
Stjernen mangler.
Med hver sin illusion.
Vi er i midten af 1970’erne, hvor Cirkusrevyen er kulissen for kvindeskæbner, der alle drømmer om at kunne danse sig til berømmelse og belønning.
Først følger vi den underkuede Sussie, som håber på via dansedrømme at kunne frigøre sig fra sin voldelige frisørmand. Hun spilles af storartede Marie Bach Hansen, der igen gestalter en kvindes udvikling fra svag til stærk.
Hun bliver veninde med den ældre og snart forhenværende dansestjerne Ulla-Berit (en glimrende Mille Lehfeldt), som svinger mellem det arrogante og afmægtige i sin fremtræden over for sine medsøstre. Men også i forhold til mændene omkring danserne – og deres håndgangne kvinder.
Herude på Bakken er søstersolidaritet en by i Rusland. Alle er sig selv nærmest i krig og kærlighed. Men et sted i baggrunden ulmer periodens kvindefrigørelse – rødstrømper, som ryger pibe og flammer op, når mænd synes for meget.
Dansegarderoben viser os en gennemført sexistisk mandeverden. Mænd kan uanfægtet tage kvinder på barmen og højlydt evaluere deres bryster – taler vi om spejlæg eller meloner? – bens længde og røvens volumen.
Alt imens de anført af teaterdirektøren Preben Kaas – spillet solidarisk og snedigt af Anders W. Berthelsen – drikker alkohol fra morgenstunden.
Mænd er konstant morsomme på kvinders bekostning. De er alle sammen nogle dumme svin. Undtagelsen er den ældre jazzpianist, som er klar til at akkompagnere Nanna Finding Koppels forrygende stepnummer i andet afsnit.
Stærkt inspireret af engelske Dennis Potters skelsættende tv-serier, Pennies from Heaven og Den syngende detektiv, springer skuespillere ud i sang og dans midt i handlingen, men som en sigende og vigtig del af den.
Det begynder allerede i første afsnit, hvor Marie Reuther til Dirch Passer-sangen om lille frøken Himmelblå viser sine fænomenale evner som showdanser.
Der er mange konflikter mellem seriens otte kvinder, som alle spiller knippelgodt. Nogle slås med en fortid som kasseret klassisk balletdanser. Andre forsøger via hash at komme sig over kroppens smerte efter danserutiner uden ende. Og nogle vil bare overleve på en anden måde end den gængse i et ægteskab på mænds præmisser.
Sussie synes at have hovedrollen i dette signalement af kvinders dårlige vilkår på scenen og i hjemmet. Hun sparer op til at kunne frigøre sig, mens andre af kvinderne bare vil gøre karriere, koste hvad det koster. Udvide kavalergangen, trække op i kjolen eller tilbyde sig seksuelt.
Tidsånden er ramt fortræffeligt og forfærdeligt på kornet. Sådan var revylivet dengang. Storlummert og småliderligt. Dansepigen blev betragtet som erotisk vandrepokal et sted i kulisserne.
Efter to afsnit må man bare konstatere, at Ditte Hansen og Louise Mieritz – begge spiller med som tidstypiske strigler – har skabt en original, syngende og satirisk tv-serie.
Jeg kan kun få hænderne ned for at klappe.
Kommentarer