Netflix har produceret alle mulige slags serier, om alt fra myrdende politikere til lesbiske indsatte. Noget, der imidlertid ikke har været meget af, er superhelte, og Daredevil må betegnes som en aparte satsning fra Netflix’ side. Man har indgået samarbejde med Marvel og endda genoplivet en superhelt med alvorlige skrammer.
Tegneseriehelten Daredevil har nemlig ligget stille, efter at filmen fra 2003 af samme navn, der har Ben Affleck i hovedrollen, fik rædderlige anmeldelser.
Netflix’ Daredevil skummer fløden af let oversete serieskuespillere med Charlie Cox (Boardwalk Empire) og Deborah Ann Wool (True Blood), samtidig med at man har tilsat hengemt guldstøv fra filmverdenen i form af Bob Gunton (Shawshank Redemption), Rosario Dawson (Sin City) og Vincent D’Onofrio (Full Metal Jacket).
Føljetonserien er skrevet af Drew Goddard, der ud over afsnit af Lost har skrevet den oversete monsterperle Cloverfield og zombiestorfilmen World War Z.
Charlie Cox spiller den blinde Matt Murdock. Han er en tilsyneladende helt normal, blind advokat om dagen, men om natten tæsker han skurke i New Yorks Hells Kitchen.
En ny generation af gangstertyper gør nemlig Hells Kitchen utrygt, og noget stort og ubehageligt puster sig op i de rugende skygger. Spørgsmålet er, om en blind selvtægtsadvokat kan cirkelsparke ondskaben ud af Hells Kitchen?
Intet nyt under superheltesolen? Jo! Seriens udgangspunkt lyder nemlig mere som en traditionel superheltefiktion, end tilfældet er. For Matt Murdoch – eller Daredevil, som han bliver kaldt – slår godt nok hårdt, når han kæmper mod skurke i natten. Men han gør det på hvad der må betegnes som interimistisk vis med en hue ned over øjnene. Og han tager de tæsk, det måtte medføre.
Netflix’ Daredevil har nemlig i seriens første sæson droppet de skinnende spandex-kostumer og ladet menneskene få fokus frem for superstereotyperne. Bevares, Murdock skylder da muligvis lidt af sit supersanseapperatur til de kemikalier, der gjorde ham blind, og ja, han har da et faderkompleks. Men Daredevil balancerer fint på linjen mellem antydning og tvivl, menneskelighed og umenneskelighed.
Faktisk har Netflix kun givet Murdock tre rimeligt menneskelige superkræfter: evnen til at blive slået til rødgrød a la John McClane, Murdocks (muligvis) kemisk forstærkede supersanser og så naturligvis evnen til at uddele prygl.
På superskurkesiden er vi også i den mere menneskelige afdeling, hvor Vincent D'Onofrio giver den som den kærlighedssyge stjernepsykopat Wilson Fisk. D’Onofrio fylder næsten lige så meget som Murdock, og han er i virkeligheden det mest interessante ved serien. For selvom Charlie Cox er en gudsbenådet skuespiller, hvilket han også til fulde demonstrerer i Boardwalk Empire, er det D’Onofrio, der stjæler billedet.
Hans portræt af New Yorks kingpin vækker med sine nerveticks, fløjlsbløde dommedagsbaryton og dynamit-temperament mindelser om en magtsyg og blodtørstig dansebjørn i jakkesæt.
Daredevil er fortællingen om mere end blot kampen mellem det gode og det onde. Skønt Matt Murdock/Daredevil som de fleste selvtægtsmænd har et meget simpelt forhold til rigtigt og forkert, er det netop skurkenes menneskelighed og dybde, der gør serien seværdig. Skurkene får albuerum til at folde sig ud og vise, at de ikke bare ønsker at slavebinde menneskeheden, som den slags nu plejer.
Netflix’ nye superhelte-guldæg vinder overordnet på seriens menneskelighed og runde personportrætter, og serien har et stort potentiale for kommende sæsoner. Netflix kan meget vel have fundet en opskrift på menneskelige superhelte og især superskurke, hvilket deres samarbejdspartner Marvel måske kunne tage ved lære af. For hvorfor skal det hele egentlig være så firkantet?
Kommentarer