Daredevil – sæson 2

Første sæson af Daredevil var en kærkommen positiv overraskelse, der rettede op på den rædderligt fjollede film fra 2003 ved at gøre slåskampene gement blodige.

I anden sæson er overraskelsesmomentet væk sammen med fjenden, der gav første sæson meget af dens psykologiske dybde: voldeligt følsomme Wilson Fisk.

Det stiller serien over for udfordringen, at den er tvunget til at skifte fokus. Men det klarer Daredevil på fineste vis ved at rette blikket mod det gammelkendte problem, at superhelte jo faktisk tager loven i egen hånd.

Selvtægtsdilemmaet har alle superhelte med bare en smule selvrefleksion bøvlet med, men det er særligt paradoksalt for manden inde i Daredevil, Matt Murdock (Charlie Cox). Når han ikke render rundt i nattens mulm og mørke iklædt en rød dragt med djævlehorn og bekæmper forbrydelser, er han nemlig advokat.

Ligesom retfærdigheden er han dog blind. Men barndomsulykken, der blindede ham, gav ham samtidig superkræfter, der har styrket hans andre sanser.

Disse sansemættede indtryk formår serien at videregive fra superheltens synsvinkel. For eksempel i åbningsafsnittet, hvor vi længe blot hører de mange lyde i New Yorks belastede Hell’s Kitchen-kvarter, indtil vi ser den selvudnævnte djævel, der prøver at holde lov og orden.

Det bliver vanskeligt, da den svært bevæbnede ekssoldat The Punisher, med det borgerlige navn Frank Castle (Jon Bernthal), beslutter sig for at rydde op i byens kriminelle elementer. I hans blodige selvtægt, der ikke skelner mellem hævn og retfærdighed, bliver Daredevils egen etik – skabt af en katolsk opvækst – sat på prøve.

Hvor den foreløbigt anden Marvel-serie på Netflix, Jessica Jones – hvis titelhelt selvfølgelig bliver omtalt – havde problemer med at finde tonen mellem sjov og alvor, er Daredevil helt igennem stilsikker.

Det mørke univers er filmet så flot som nogen anden aktuel serie, og udnyttelsen af lys og skygge særligt i kampscenerne er ganske enkelt blændende. Kameraet glider frit rundt mellem de kæmpende og skaber en helt særlig, sanselig fornemmelse. I tredje afsnit kommer en gentagelse af første sæsons allerede berømte korridorslagsmål, der denne gang foregår i en trappeopgang, men er lige så flot filmet og koreograferet.

Selv om Daredevil først og fremmest er en actionserie af højeste karat, er den jo også en advokatserie, hvor Matt sammen med bedstevennen Foggy Nelson (Elden Henson) driver et idealistisk, men meget lidt indbringende firma. Mens første sæson fokuserede på hemmelighederne imellem de to venner, udvikler anden sæson forholdet mellem Matt og firmaets tredje medarbejder, sekretæren Karen Page (Deborah Ann Woll).

Netop som forholdet mellem de to tager en romantisk drejning, dukker en kvinde fra Matts fortid selvfølgelig op.

Det er den forførende rigmandsdatter Elektra Natchios (Elodie Yung), hvis ekstravagante vildhed står i kontrast til Karens jævne venlighed. Ligesom med første sæsons oprindelseshistorie fra barndommen lærer vi om Matts komplicerede, sensuelle forhold til Elektra gennem flashbacks, der giver fortællingen spændstighed.

I nutiden deler de to en ekvilibristisk, erotisk kampsportsdans i en boksering, og det er fornøjeligt at se den normalt så fattede Matt bragt ud i tovene i begge ender af det følelsesmæssige spektrum.

Daredevil kan ikke se sig helt fri for et par irriterende superhelteklichéer, for eksempel at enhver ny modstander skal præsenteres som noget, hvis styrke man aldrig har set lignende.

Derudover kan man godt frygte, at serien med sine tretten afsnit ligesom i første sæson løber lidt tør for historie mod slutningen. Men indtil andet er bevist, må man bare konstatere, at Marvel og Netflix endnu engang har ramt plet med sin komplekse superheltefortælling, der sætter barren højt for deres kommende serier.