David Bowie: The Last Five Years

”Look up here, I’m in heaven / I’ve got scars that can’t be seen”.

Sådan synger David Bowie over en metallisk klingende guitar på nummeret Lazarus fra albummet Blackstar.

Pladen udkom 8. januar i fjor. To dage senere døde musikkens hertug af cancer. Selv noget så prosaisk som døden lignede hos Bowie et velovervejet skaktræk, og fans opfattede albummet som et fyrsteligt farvel – en performance.

BBC-dokumentaren David Bowie: The Last Five Years forsøger at nå ind til mennesket i den mand, der altid først og fremmest var kunstner. Med hvid skrift over billeder af sørgende fans lover instruktør Francis Whately endda i starten, at filmen vil præsentere den virkelige Bowie.

Det lykkes aldrig for dokumentaren, men ikke desto mindre er den fortrinlig. Filmen skildrer nemlig det fuldkomment ekstraordinære ved den kryptiske englænder, hvor det menneskeligt skrøbelige ikke lader sig adskille fra det kunstnerisk geniale.

Francis Whately har tidligere lavet David Bowie: Five Years, der fokuserer på skelsættende år i 1970’erne og 80’erne, hvor Bowie prøvede kræfter med soul, Berlin, Brian Eno og disko.

Også denne gang holder Whately sig inden for dokumentarismens traditionelle rammer, så den filmiske stil ikke skygger for hovedpersonen. Hvid tekst leverer fakta og kontekst, arkivklip danner et overblik over den spektakulære karriere, og interviews med Bowies samarbejdspartnere er byggestenene i historien om de sidste fem år i hans liv.

Vi starter dog lidt længere tilbage. I 2003 tager en afslappet David Bowie på verdensturné, og for en gangs skyld dyrker han ikke det teatralske. Vi ser private optagelser, hvor han joker med bandmedlemmer på en tankstation, og på scenen leverer han klassikere iført hættetrøje.

Men det hjerte, der i årtier har svedt blod for kunsten, og som er blevet hårdt prøvet af alverdens stoffer, afbryder den afbalancerede idyl. Bowie må aflyse en række koncerter, blandt andet på Roskilde Festival i 2004.

Så er der stille i mange år.

Skaberkraften i David Bowie har altid været voldsom. Evnen til at fremstå som evigt musikalsk nyskabende kan især tilskrives, at han var en usædvanlig fintfølende observatør af noget så flygtigt som tidsånden.

Det fik ham til at eksperimentere med genrer, identitet og køn.

Da Bowie brød flere års tavshed med albummet The Next Day i 2013, skuede han for første gang i karrieren mod fortiden. Coveret er endda tegnet oven på Heroes-pladen.

I David Bowie: The Last Five Years samles pladens musikere for at mindes samarbejdet. Anekdoterne er livlige og fulde af respekt. Særligt vennen, produceren og lydtroldmanden Tony Visconti er forrygende, når han nørdet gennemgår de bedste numre og Bowies forhold til dem.

Det står hurtigt klart, at Visconti kendte og forstod Bowie bedre end de fleste.

The Next Day er en udmærket plade og et værdigt comeback. Men den blegner i sammenligning med jazzede, barokke og dødsgennemsyrede Blackstar. Og dokumentaren bliver derfor også særligt fængende, da vi når hertil.

Instruktøren bag musikvideoerne til Lazarus og albummets titelnummer, svenske Johan Renck, forklarer, at der ikke er et 1:1-forhold mellem pladen og Bowies død. Når den ikoniske sanger optræder med viltert strithår og bandageret ansigt i en sygeseng, er det lige så meget en hilsen til Biblens Lazarus, må vi forstå.

Bowie kendte ikke til den nært forestående død under indspilningen af Blackstar. Men han kendte til canceren, og det synes tydeligt i både det musikalske og visuelle udtryk. Kunstneren Bowie skabte stor kunst ud af sin sygdom.

I en arkivoptagelse fortæller David Bowie, at han opfandt sine mange karakterer (Major Tom, Ziggy Stardust, The Thin White Duke etc.) som et værn mod generthed på scenen. Også her formåede han at transformere sårbarhed til genialitet i en tid, hvor identitet blev til en performativ størrelse.

Men selv når han bare var et menneske, var David Bowie en uvisnelig kunstner.