Serieanmeldelse
07. okt. 2024 | 15:05

De bedste år

Foto | The Bunch

Mormoren Sanne (Ditte Hansen, tv.) er lige dele uundværlig og ulidelig for forældreparret Louise (Stephania Potalivo) og Mathias (Magnus Millang). 

Millang-brødrene finder slående morskab og veloplagt genkendelighed i skildringen af børnefamiliens kamp mod hamsterhjulet.

Af Nicki Bruun

Jeg skriver den her anmeldelse efter at have afleveret min datter i vuggestuen med skoene omvendt på fødderne og uden en madpakke i tasken. Den måtte jeg løbe hjem og komme tilbage med i al hast, så dagen ikke kom skævere fra start, end den allerede var.

Børnefamilier vil sikkert genkende følelsen af hele tiden at være et skridt bagud i forhold til, hvor man gerne ville være. Hvorfor sejler hjemmet hele tiden, og hvorfor lader det til, at alle andre har meget mere overskud end én selv?

De spørgsmål dyrker TV 2-serien De bedste år med stor hengivenhed og en masse morskab til følge.

Mathias og Louise er et par i 30’erne, som sammen har børnehavedrengen Svend og lillebroren Finn. Forældrene kæmper for at holde hovedet oven vande, mens de pisker rundt i et hamsterhjul af havregrød og leverpostej.

Her er et stykke vej til Dan Turèlls ode om at holde af hverdagen, men der er heller ikke tid til hverken lyrik eller et kokainforbrug i stil med den berygtede karma cowboy.

Når Mathias i et afsnit sætter sig for at tage en ordentlig bytur med kollegaen Sigurd, falder han i stedet i søvn under putningen af Svend.

Efterfølgende prøver Mathias at opveje det med solo-sjusser og en joint under emhætten i det ombygningsmodne køkken, men det bliver selvfølgelig straffet dagen efter, hvor livet fortsætter sin vanlige gang.

Kærligheden i parforholdet bliver udfordret, når ønskebørn gør deres ankomst. Meget af den tid, der før var til at hygge sig og have sjove oplevelser sammen, bliver erstattet af planlægning og Aula-opdateringer.

Derfor er det herligt relaterbart, at man som forælder i et ophedet øjeblik kan komme til at bede sit barn om at lukke røven.

Magnus Millang slog igennem som sketch-komiker med et hav af sjove figurer i serierne Danish Dynamite og Mørk og Jul. Han blev en del af mange danskeres humoristiske bevidsthed særligt takket være den ekstravagante ejendomsmægler Jeppe K og hadefulde Basher-Henrik. Han viser andre sider af talentet i Thomas Vinterbergs Kollektivet og Druk – og nu i De bedste år.

Magnus Millang forener som Mathias det sjove og seriøse i serien, som han har skabt og skrevet i samarbejde med broren, manuskriptforfatteren Emil Millang. Deres skarpe replikker bliver leveret med præcis timing og skøn kemi af alle medvirkende.

Ligesom Magnus Millang er hans medspiller Stephania Potalivo øjensynligt også ved at tune sig ind på en anden frekvens. Den tidligere barneskuespiller er efter voksengennembruddet i komedieserien Sjit Happens bedst kendt for værtsroller og optrædener i en række underholdningsprogrammer samt film som Jagtsæson.

Hun overbeviser med troværdige nuancer som Louise, der så gerne vil udstråle overskud, men konstant falder igennem.

Trekløveret Ditte Hansen, Lars Brygmann og Søs Egelind er fornøjelige i rollerne som de lige dele uundværlige og ulidelige bedsteforældre, mens Mathias og Louise har et par irriterende overflade-perfekte frenemies i form af hendes lillesøster Laura (Roberta Hilarius Reichhardt) og dennes forlovede Claes (Kristoffer Eriknauer).

Det er lige didaktisk nok, at hvert afsnit starter med den fortærskede frase, at serien er baseret på virkelige hændelser. De bedste år er heldigvis så rammende, at man ikke er i tvivl om, at der ligger levet liv til grund for skildringen af hverdagens op- og nedture.

Der bliver ikke opfundet en dyb plastictallerken, og mange af situationerne er set før. Hvor mange gange har en efterladt babyalarm ikke afsløret en pinlig samtale for en større flok ufrivillige tilhørere?

Både komikken og dramaet er ofte lige på grænsen til det overfladiske, fordi der sjældent kommer større guldkorn på bordet end den simple sandhed, at vi skal leve, mens vi gør det, og elske, mens vi tør det. For nu at citere et par af landets store filosoffer.

Men selv om serien ikke er tindrende original, formår De bedste år med sit veloplagte blik på livet med børn at være et umådeligt rart bekendtskab, fordi den mellem lortebleer og dumme fejl insisterer på kærligheden mellem de to hovedpersoner.

Seriens otte afsnit af en lille halv time hver fungerer perfekt som en underholdende afslutning på en af de dage, hvor det hele er gået galt.

Der er så meget kærlig genkendelighed i portrættet af en tidstypisk familie, at også folk uden børn vil kunne se det sjove.

Kommentarer

Titel:
De bedste år

Land:
Danmark

År:
2024

Instruktør:
Magnus Millang

Manuskriptforfatter:
Emil Millang, Magnus Millang

Medvirkende:
Stephania Potalivo, Magnus Millang, Ditte Hansen, Lars Brygmann, Søs Egelind, Roberta Hilarius Reichhardt, Kristoffer Eriknauer

Spilletid:
Otte afsnit af cirka 27 minutter

Anmeldelse:
Otte afsnit

Premiere:
27. september på TV 2 Play.

© Filmmagasinet Ekko