”Jeg troede bare, at han var lidt ustyrlig.”
Det fortæller Jette Nørgaard vemodigt. Hun var sikker på, at sønnens vrede var en del af enhver teenagers naturlige løsrivelsesbehov.
Men raserianfaldene blev kun værre. Stofferne var det eneste, der kunne lindre hans smerte i manglen på den rigtige behandling.
Vibe Mogensens De pårørende følger ti gruppesamtaler mellem forældre til sindslidende modereret af psykolog Lene Essenbek Karlsson. Undervejs åbner snakken op for et spinkelt håb for fremtiden, men også frygt.
For desværre er samfundet ikke indrettet til at forstå, hvad de pårørende gennemgår.
Ganske afklaret fortæller Birgitte von Barm, hvordan hun begyndte at vise tegn på stress, da hendes søn ikke kunne få den rigtige behandling. Da hun bad om støtte på sin arbejdsplads for at komme igennem dagligdagen, blev hun i stedet fyret.
De andre forældre nikker genkendende til hendes beretning. Birgitte fik tilmed en moralsk opsang af en ansat på jobcentret, som ikke mente, at hun havde gjort nok for sit barn.
Det viser, at det er så som så med det sociale sikkerhedsnet i velfærds-Danmark.
En mor fortæller, hvor fjernt venners brok om bagateller som en fejlkøbt bluse kan virke. At skulle fejre familiens mærkedage kan være en prøvelse, når ens eget barn lider.
Nærbilleder af nedslåede blikke og fingre, der nervøst triller en kuglepen, og pårørendes bævrende stemme siger meget mere end ord.
De pårørende sætter gruppemøderne i fokus og er renset for den slags typiske oplysninger og fakta, som dokumentarfilm ofte er fyldt med. Kun sporadiske hjemmeoptagelser af de medvirkendes børn blander sig med samtalen.
Vi ser en børneflok more sig på stranden, imens en far på lydsiden modløst fortæller, hvordan datterens gentagne selvmordsforsøg er blevet en del af hans hverdag.
Sekvenserne fra fortiden afspejler en længsel efter bedre dage, ligesom de er en barsk påmindelse om, at man ikke kan skrue tiden tilbage.
”Vi mistede vores datter for tre år siden,” siger Marianne Sørensen. Datteren Julie er ikke død, men lider af skizofreni. Moren beskriver sygdommen som noget, der holder hendes barn fanget.
Kun glimtvis ser hun og ægtefællen Tommy datterens sande ”jeg” skinne igennem. Men det er de øjeblikke, som er værd at kæmpe for.
Stolt fortæller de, hvordan datteren har vundet mesterskaber i dans. De viser billeder fra opvisninger, hvor den unge pige smiler fra øre til øre – et smil, der spreder sig til forældrene.
Men det slår knuder i maven. Det er nemlig pigen, som er indlagt for at skære sig i håndleddet og nægter bedøvelse hos lægen, fordi hun gerne vil mærke smerten, når det åbne sår bliver syet sammen.
”Det kan meget pludseligt gå begge veje,” lyder det fortrøstningsfuldt fra psykologen Lene Essenbek Karlsson, når det grådkvalte forældrepar fortæller, hvor brat det er gået ned ad bakke.
De lykkelige øjeblikke er noget, der er værd at holde fast i, når livet viser sig fra sin værste side.
Historien om den skizofrene Julie behandles mere end de andre fortællinger, som hver især sagtens kunne være genstand for en selvstændig film.
Med sin begrænsede længde kommer dokumentaren måske ikke helt i mål. Men den gør alligevel et stort indtryk, og det er et glædeligt comeback for den talentfulde dokumentarist Vibe Mogensen, som ikke selv har lavet film i femten år.
Kommentarer