The Defenders

Netlix’ Daredevil imponerede med komplekse skurke og helte i et dunkelt, men overbevisende miljø, der tæsker hinanden i den ene velkoordinerede kampscene efter den anden.

Senere kom så Jessica Jones med en dejligt original superheltefortælling, der mere ligner en farverig film noir-historie, hvor skurken i bund og grund ”bare” er en sur ekskæreste med superkræfter.

Desværre har serierne om de sidste to medlemmer af superheltegruppen The Defenders været mindre imponerende, og især Iron Fist skuffede fælt med en tynd historie i et billigt udseende univers med en irriterende hovedrolle.

Nu møder alle heltene hinanden i Netflix’ The Defenders, som tager gode såvel som dårlige ting med fra de fire ophavsserier.

Igen har vi en menneskelig skurk, som man nemt kan forstå. Godt nok er Alexandra Reid (Sigourney Weaver) flere hundrede år gammel og lederen af den lige så gamle forbryderorganisation The Hand, som truer New Yorks sikkerhed.

Men vi møder hende på hospitalet, hvor hun virker yderst sårbar. Og vi ser hendes fortvivlelse i øjnene, da hun får at vide, at hun er dødeligt syg og ikke har mange måneder tilbage at leve i.

Derfor sætter hun skub i en mystisk plan, og på kort tid overtager The Hand New Yorks gader. Et mystisk jordskælv i New Yorks undergrund bliver dråben, der får vores helte til at træde frem.

Det er her, at serien er bedst.

Inden de alle mødes og kæmper sammen i afsnit 3, træder serien lidt vande, specielt fordi vi allerede kender karaktererne og har fulgt dem i tretten afsnit i hver deres egne tv-serier.

Til gengæld er der god kemi mellem dem, når de endelig mødes.

Luke Cage (Mike Colter) og Iron Fist (Finn Jones) får hurtigt et brødreagtigt forhold, hvor de pisser territorier af, samtidig med at de tydeligvis også holder af hinanden. Det klæder Cage, at han bogstavelig talt får banket lidt kampgejst ind i hovedet, og det klæder den naive Iron Fist at blive sat på plads af den skeptiske Cage.

Stadigvæk er det dog den samvittighedstyngede, men stålsatte Daredevil (Charlie Cox) og den intelligente, men alkoholiserede Jessica Jones (Krysten Ritter), som har mest tyngde og fanger vores interesse. De er begge tilbageholdende til at starte med, men viser sig senere at være gruppens mest beslutsomme medlemmer.

Så gruppedynamikken er bestemt til stede, og hver af de fire helte har aldrig virket mere levende og nuancerede end i The Defenders. Men i modsætning til Daredevil og Jessica Jones er denne serie slet ikke så visuelt interessant.

Under jordskælvet i New York krydsklippes mellem forskellige lejligheder, hvor ting falder på gulvet, og den afsluttende kampscene dybt under New Yorks undergrund ligner et videoklip af en generalprøve til optagelsen.

Ild og eksploderende bygninger kan CGI-folkene heller ikke finde ud af at lave, og selv om indpakningen ikke er alt, så er det vigtigt for en superheltehistorie, at vi tror på effekterne – især når historien allerede er rimelig langt ude i hampen.

Serien har måske et par gode afsnit, for eksempel det tredje, hvor heltene mødes og kæmper mod ninjaer i jakkesæt i en fancy kontorbygning. Her er kampscenerne varierede, og heltene finder sammen i et godt teamwork.

Det er spændende at følge dem i kampens hede, men desværre bliver vi også slæbt igennem samtlige bipersoner fra de foregående serier.

Hvis man havde skåret alle de intetsigende sidehistorier fra og bare brugt energien på at få kampscenerne og effekterne til at se overbevisende ud, kunne The Defenders sikkert have været en god superheltefortælling.