Serieanmeldelse
01. mar. 2021 | 18:22

Delete Me

Foto | Marianne Bakke
Marit (Thea Sofie Loch Næss, tv.) og Marion (Amalia Holm) er bedste veninder, men de unge kvinder bliver splittet af et seksuelt overgreb.

Hårdtslående norsk ungdomsserie om hævnporno bør opleves af alle, der har set mennesker have sex på internettet.

Af Thea Torp

To synkronsvømmende slyngveninder er i gang med en dødskamp i pool-vandet.

Den ene – Marion – er med i en sexvideo, der er delt mod hendes vilje. Den anden var hendes bedste veninde, men videoen har ødelagt deres venskab.

Efter den dramatiske start spoles tiden afsnit for afsnit tilbage for at vise, hvordan det gik så galt.

Delete Me er usædvanligt hård kost af en ungdomsserie. Et teenageliv ætses til ukendelighed af syrlige bølger af kvindehad, der strømmer i Marions retning fra alle sider. Imens formerer hævnporno-videoen sig som maddiker i internettets lettilgængelige mørke.

Politiet kan eller vil ingenting gøre i en scene, der er mesterligt filmet. De voksnes ansigter er enorme brudstykker. Den eneste hjælp kommer fra en ung kvinde med online-navnet Joy Stick-girl (Happy Jankell), der fører såkaldt hacktivisme.

Hun bærer tung makeup og farvestrålende parykker for at dække over sin identitet. Hun er nemlig også blevet ødelagt af en kærestevideo, der er gået viralt.

Det er gyser-stof at følge Marion gennem hævnporno-helvedet fra den uskyldige forelskelse og til, at en video uden hendes vidende er havnet på samtlige mobiler på gymnasiet.

Små, ydmygende firkanter af en stønnende Marion svæver over klassekammeraternes hoveder, mens den smilende og endnu uvidende pige træder ind i klasseværelset.

I et anfald af grufuld ondskab deler én fra klassen videoen med hende.

Jeg ved ikke, om mænd forstår, hvor stor en frygt det er. Serien skildrer fintunet, hvordan drengen i videoen slipper for fordømmelse.

Imens opsøges Marion af klamme, voksne mænd. Særligt grimt bliver det, da én forsøger at tvinge pigen til at onanere med en agurk. Ellers sender han videoen til faren.

Amalia Holm spiller Marion, hvis ansigt ændrer sig i løbet af serien. I seriens første afsnit – der kronologisk er det sidste – er ansigtet voksent. Tæskede følelser danner skygger under Holms permanentede øjenvipper.

Som tiden går baglæns, lappes ansigtet sammen, og en almindelig teenagepige træder frem mellem skårene.

Fortællegrebet leder tankerne hen på Irréversible.

I Gaspar Noés film opleves voldtægten mest fra mændenes perspektiv, når klam vold river Monica Belluccis ansigt fra hinanden. Der er kun én vej frem for mændene, der elsker hende: At besvare volden med vold.

Delete Me er kvindernes fortælling.

Kvinder kan ikke besvare uretfærdigheden med vold. New York Times har afdækket, at flere kvinder, hvis hævnporno-videoer er havnet på Pornhub, ikke har set anden udvej end at tage livet af sig.

Vi fornemmer i serien en verden, der emmer af foragt. Marion møder den med frygt og skam, som kun unge piger kan gøre det.

Delete Me er bøjet i grønt neon med inspiration fra dronningen af Generation Z: Billie Eilish. Fra teknofester i russebussen til synkronsvømmescenerne i kontrastfarver – findes der et bedre billede på venindeskaber i det tidlige forår end vandballerinaer, der spejler sig i hinanden?

Generationens ekstra legemsdel – smartphonen – er et uundgåeligt visuelt element i en moderne ungdomsserie.

Grynede iPhone-optagelser klippes ind, når pigerne drømmer i Instagram-format. Det er rørende at se fingre flettes over skummende bølger.

Beskeder fra skolekammeraterne svæver som sort tekst rundt i teenageværelset og kaster skygger over Marions ansigt. Man må gribe sig til hjertet for at holde sammen på det, når ordet ”luder” farver hendes skamfulde ansigt mørkt.

Men undervejs bliver serien desværre optaget af at pege voksenfingre i øst og vest. Den minder mere om moraliserende, amerikanske hitserier som Beverly Hills 90210, når festkultur, veninder, reality-tv og drenge hænges ud som farlige.

Uagtet en halvkedelig slutning er Delete Me hårdtslående i sin fremstilling af hævnporno-kultur.

Se den på kvindernes internationale kampdag den 8. marts. Hav den i baghovedet, næste gang du opsøger internettets bordeller. Og spørg så dig selv: Vil kvinderne have, du ser på dem?

Trailer: Delete Me

Kommentarer

Titel:
Delete Me

Land:
Norge

År:
2021

Serieskaber:
Marie Kristensen

Medvirkende:
Amalia Holm, Thea Sofie Loch Næss, Axel Bøyum, Sjur Vatne Brean, Happy Jankell

Spilletid:
Syv afsnit af cirka 20 minutter

Anmeldelse:
Syv afsnit

Premiere:
8. marts på Viaplay

© Filmmagasinet Ekko