Den anden side

”Kim?”

En kvinde bevæger sig forsigtigt rundt i det mørklagte hus og kigger rundt om hvert et hjørne. Der kommer intet svar på hendes spørgsmål.

Underlægningsmusikken rumler ildevarslende som et rovdyr, der skygger sit sagesløse bytte. Hun siger navnet en gang til.

”Mor! Mor!” lyder det pludselig panisk fra en barnestemme, og to små arme prøver desperat at klynge sig fast til hjørnet af en væg, mens nogen eller noget slæber det afsted.

Kvinden styrter frem mod sit barn, men en dør bliver smækket i hovedet på hende. Igen er de adskilt. Morens klageskrig falder for døve øren. Døren er låst, indtil den går op af sig selv!

Hun træder ind i et tomt lokale og begynder langsomt at hulke i afmagt. Hendes barn er sporløst forsvundet.

Instruktør- og manuskriptduoen Tord Danielsson og Oskar Mellander starter lige på og hårdt i deres svenske horrorfilm. Og de indleder filmen med det klassiske trick at fortælle, at den er inspireret af virkelige hændelser.

Den anden side handler om Shirin (Dilan Gwyn), der flytter sammen med sin ældre kæreste Fredrik (Linus Wahlgren) og hans lille søn Lucas (Eddie Eriksson Dominguez) i et idyllisk rækkehus.

Drengens mor er død af kræft, men helt præcist hvornår det er sket, og hvor lang tid Shirin og Frederik har været sammen, er noget uklart.

Så snart de kommer til det nye sted, begynder den lille dreng at kigge intenst ud i luften, hvor der ellers tilsyneladende ikke er noget at se. Han går også alene ned langs den usædvanligt dunkle gang på første sal, mens han stirrer ud i mørket, som om noget kalder på ham.

Da Fredrik bliver kaldt på arbejde, er Shirin nu ene om at passe på drengen i det skumle hus med de mange lyde.

Så begynder uhyggen for alvor.

Lucas har nemlig fået en usynlig ven, Kim, og oppe fra loftet kommer der mærkelige lyde, som om nogen slæber sig hen over gulvet. Familien, der boede i huset før, havde et barn, som forsvandt sporløst – scenen fra starten af filmen.

Danielsson og Mellander har tydeligvis skævet til den moderne gysermester James Wan, der med Nattens dæmoner og Insidous har lagt tonen for, hvordan horrorfilm med spøgelseslignende-elementer i dag skal skæres.

Man tager et barn, som ser tilpas skræmmende ud, og får det til at kigge efter ting, som ingen andre kan se. Man fjerner alle lyde og lader skikkelser bevæge sig i baggrunden, uden at hovedkaraktererne lægger mærke til dem.

Så er det bare om at trække pinen ud, indtil det bliver uudholdeligt for publikum – og så ellers give dem forløsning med et gedigent jumpscare.

Simpelt, men uhyre effektivt.

Ubehaget driver ned ad væggene i de kronisk mørklagte rum (solen skinner åbenbart aldrig i Sverige, og lamper er forbudt). Shirin og Lucas bliver skræmt fra vid og sans af en uhyggeligt udseende dreng og en bizart, radbrækket skabning, som efterstræber den lille purk.

Slangemennesket Troy James lægger krop til monsteret, og det gør han forrygende. Han vrider kroppen i så mange usandsynligt makabre stillinger, at alene det er nok til at give én mareridt.

For det får du med garanti efter Den anden side, som er skræmmende som ind i helvede.

Fortællingen er ikke så menneskeligt dyb som Tomas Alfredsons mesterværk Lad den rette komme ind. Det handler mest om at jage en skræk i livet på sit publikum hvert tiende minut, indtil det hele eksploderer til slut.

Men i betragtning af, hvor sjældent en genrefilm af denne type bliver lavet i Norden, slipper de svenske instruktører meget godt fra det. Manglen på uforglemmelige karakterer opvejes af solide gys og en grum stemning, som bundfælder sig og vil hjemsøge publikum.