Den hvide tiger

I 2005 var der premiere på Ramin Bahranis debutfilm Man Push Cart, der med forunderlig neorealisme viste os en pakistansk gadesælgers daglige kamp med at skubbe sin tunge kaffevogn rundt i Manhattans gader. 

Lige siden har den amerikanske instruktør, som selv er søn af iranske immigranter, haft fokus på vilkårene for de mennesker, der lever på bunden af samfundet. 

Som den latinamerikanske, hjemløse børnearbejder i Chop Shop og en senegalesisk taxachauffør i Goodbye Solo, før han fik sit store gennembrud med finanskrisefilmen 99 Homes.

Det synes derfor som et oplagt valg for Bahrani at adaptere Aravind Adigas debutroman Den hvide tiger, der som han selv er interesseret i klasseskel og kapitalismens korrumpering. Her i det moderne Indien, der vækster som aldrig før.

Men der er en enkelt forskel på de to kunstnere, som viser sig svært forenelig.

Balram Halwai (Adarsh Gourav) er født ind i en lav kaste, opkaldt efter den traditionelle, søde semulje-dessert halwa. Kastens navn er ofte lig med dens erhverv, og Halwais bestyrer kage- og slikboder. På trods af hans kvikke hoved tvinger bedstemoren Balram til at arbejde i den familieejede tebod.

Men Balram vil mere med sit liv. Så da han øjner en chance hos den griske opkræver Storken (Mahesh Manjrekar), der månedligt besøger de lavere kasters landsbyer for at inddrive penge, griber han den.

Balram bliver chauffør nummer to hos Storken og skal tage sig af sin herres hjemvendte søn Ashok. Denne har brudt alle regler og giftet sig med kvinden Pinky fra en lavere kaste.

Ashok og Pinky er anderledes end resten af familien.

De tror, at alle er lige, uanset om man er fattig eller rig. Men de er så privilegieblinde, at de ingen sans har for de fornedrelser, som de udsætter Balram for.

Den hvide tiger fortæller meget lig Bong Joon-hos Parasite om de ydmygelser, man som tilhørende de lavere lag i samfundet er tvunget til at acceptere.

Ligesom faren i Parasite, der er nødt til at trække i et indianerkostume til en børnefødselsdag, bliver Balram iklædt en stereotypisk maharaja-uniform til Pinkys fødselsdag.

Da de skal en tur på landet, gør parret store øjne. Balram binder dem den ene historie efter den anden på ærmet om hellige stier og træer, som de udspørger ham om. De elsker det traditionelle, ”ægte” Indien, men væmmes ved Balrams manerer, da han klør sig i skridtet og aldrig har lært at børste tænder.

Efterhånden bliver mængden af fornedrelser for meget for Balram. Hans store kærlighed for sin herre vendes til had, og snart har han både vendt familien og al moral ryggen i jagten på at blive nyrig.

Den hvide tiger er for nylig blevet nomineret til en Oscar for bedste adapterede manuskript. Det er noget af en gåde, for filmen er skrækkeligt overfortalt.

Bahrani har valgt at beholde bogforlæggets jeg-fortæller, der udlægger historien i form af et brev, og derfor er Balrams voice-over konstant tilstedeværende.

Også i scener, hvor den bestemt ikke behøves. Som når Balram trues af en anden chauffør og læner sig langt bagover, mens voice-overen lyder: ”Jeg lænede mig så langt væk fra hans ansigt som muligt.”

Det største problem er dog, at Bahrani, i modsætning til Bong Joon-ho, ikke formår at forene sarkasme med humanismen.

Aravind Adiga skriver vovet og grovkornet. Også om de mindre flatterende træk ved Balram – som at han ønsker sig en blond prostitueret og bliver arrig, når han opdager, at håret ikke er ægte.

Han er forsmået i alt, hvad han gør, jaloux på de nyrige og ønsker for alt i verden at blive en del af dem.

Det vovede er skrabet væk i filmen. Alligevel forsøger Bahrani ihærdigt at ramme det satiriske, også i filmsproget, der er kækt farverigt og langt fra den neorealisme, som han startede ud med.

Men man savner Bahranis humanisme i projektet. Det geniale ved Parasite var netop, at selv om den fattige familien ofte opførte sig som nogle røvhuller, havde man altid sympati med dem.

I Den hvide tiger opfører Balram sig også som et røvhul. Og man ender med at tænke, at han egentlig også bare er det.