Den som dræber – Fanget af mørket

En isnen ned ad ryggen efterfulgt af kuldeskær. Sådan skal det føles at se en god thriller.

Vi skal suges ind i handlingen, glemme tid og sted og vejrtrækning, når vi gætter med på, hvem morderen er.

I den nye udgave af Den som dræber, der først kom som serie i 2011 og siden som film, er det anderledes. Der er ingen grund til gætterier i serien med undertitlen Fanget af mørket, for vi ser morderen allerede i andet afsnit. Det sker gennem hans flashbacks af en ulidelige barndom, en ungdom som kriminel, og hans metode, når han slår sine ofre ihjel.

En gymnasiepige på sytten år forsvandt på vej hjem fra en fest i Greve. Hun har været meldt savnet et halvt år, og politiet er stadig på bar bund. Men den indadvendte Jan (Kenneth M. Christensen), som har været med i efterforskningen fra start, har lovet pigens mor og bror at lede videre. Han holder sit løfte, selv om alting synes håbløst.

Jan får dog hjælp af Louise, spillet veloplagt af Natalie Madueño. Hun er netop hjemvendt fra London og leder en terapigruppe for unge kvinder, der har været udsat for vold og seksuelle krænkelser.

Louise er skarp og kyndig, og med hendes intellekt og psykologiske evner samt Jans mod og idealisme lykkes det makkerparret at finde nye beviser i en sag, som ellers var tæt på at blive lukket.

Morderen er besat af smukke, blonde ungpiger, og det er serien desværre også, men æstetikken fejler ikke noget. Et forblændede kamerahåndværk skaber en følelse af ægte Nordic Noir.

Men når liget af en ung pige placeret foran kameraet, så pigens døde ansigt står uskyldigt og yndefuldt frem, og blegheden og magerheden hverken er ækel eller uhyggelig, men smuk og poetisk, er der noget helt galt.

Pigens krop er foldet, så det ligner, at hun sover fredeligt. Hun kunne være en installation, et kunstværk eller Tornerose i et Disney-remake. Lidt blod i ansigtet vidner om den brutale vold, hun har været udsat for, men så heller ikke mere.

En anden ung pige forsvinder. Hun er lidt ældre og mere hårdfør, men også blåøjet og vanvittigt smuk. Igen er purunge kvinder blevet omdrejningspunktet i en pervers fantasi. Vi har set det hele før, og det vidner om fantasiløshed.

I Den som dræber – Fanget af mørket kender vi hurtigt morderens navn, vi oplever hans psykopati og impulsivitet, og vi får et indblik i hans samliv med en undertrykt kvinde (Signe Egholm Olsen), som må dække mærkerne efter et kvælertag med et silketørklæde og adlyde enhver ordre fra psykopaten, selv om det gør hende til medskyldig.

Hun behøver dog ikke frygte for sit liv og går altid fri, også af seriens æstetiske dyrkelse af de smukke unge kvinder. Måske fordi hun er ældre og rødhåret.

Vi forstår, at morderen er fæl, at han mangler menneskelighed og empati, og serien forsøger ved ihærdig brug af flashbacks at gøre ham kompleks, men det bliver han aldrig helt.

Efter fire afsnit er han stadig ikke andet end endnu en pervers psykopat, der systematisk går efter unge og skønne piger, og det er en kliché, vi har set alt for mange gange.

Man kan spørge sig selv, om det er nødvendigt at give ham så meget plads, når han som karakter føles ufærdig, uden menneskelige nuancer og som skåret ud af en slidt skabelon.

I Den som dræber – Fanget af mørket er billederne skønne, kameraarbejdet imponerende, landskaberne dragende. Det hele er kvælende smukt, næsten på grænsen til det sentimentale. Det gør ikke noget at dyrke æstetik. Men man kan godt gøre det, uden at smøre unge kvinder ind i blod.