Alexander Blomqvist er 25 år gammel, og som han selv siger, er det ret imponerende, hvad han har oplevet i sin relativt korte levetid. Han har været forretningsrejsende, dokumentarinstruktør, skuespiller, journalist for DR og arbejdet for den britiske tv-station BBC.
I en rekonstrueret scene fra begyndelsen af sit farverige eventyr viser Alexander, hvordan han formåede at gøre indtryk på en BBC-redaktør og derigennem skaffe sig et attraktivt job.
Efter lang tids research og med udspekulerede, sociale færdigheder kaster han sig over redaktøren og hans intetanende venner og charmerer dem med sin hjemmestrikkede, britiske accent og kiksede small talk.
Noget er helt galt. Alexander har nemlig ikke bare løjet over for folk, han lyver også, når han fortæller sin historie.
Mens det er interessant at undersøge den charmerende svindlertype, fortæller DR3’s dokumentarserie en helt anden og væsentligt mere jordbunden historie.
Selv om løgnen spiller en central rolle i historien om Alexander, drejer det sig ikke – som i Spielbergs Catch Me If You Can eller den danske dokumentar En fremmed flytter ind – om psykopatisk manipulation.
Det handler dybest set om et usikkert menneske.
På trods af sin løgnagtighed er Alexander ikke en særligt god løgner. Han kan til nød overbevise sin nærmeste familie, men lige meget hvor gerne han ville, har han ikke været i stand til at snyde sig til et job på BBC.
Han er bare en usikker, ung mand, som i sin mors Hillerød-hus har et liv, der slet ikke lever op til hans absurd høje forventninger.
De komiske rekonstruktioner af Alexanders løgne er en genistreg af tilrettelæggeren Anders Kringelholt. De udstiller Alexanders pinagtige skuespil og fanger ham i hans egen, triste historie.
Heldigvis er dokumentarserien ikke ude på at dømme hovedpersonen. Omsorg og velvilje skinner igennem seriens tre afsnit, der blandt andet rummer besøg hos en psykolog, som hjælper Alexander med at forstå, at han er interessant nok, som han er.
Selv om Alexander fremstår tåkrummende pinlig i al sin løgnagtighed, er der stadig masser af håb for ham. Alene det at han har sagt ja til at medvirke i serien, giver et håb om, at han kan droppe løgnene og starte en ny tilværelse.
Men det er svært, og selv om han tydeligvis ønsker at ændre sig, kommer han alligevel flere gange til at lyve dokumentarholdet op i deres åbne ansigt.
I det sidste afsnit, hvor en tiltænkt succeshistorie for Alexander inficeres af en – dog lille – tilbageholdelse af information, kommer man til at tvivle på, hvor tæt vi egentlig er kommet på ham.
Om vi overhovedet kan stole på hans bekendelser.
Det er løgnerens forbandelse. Løgne avler løgne, og det er ikke nemt at stoppe, når først man har vænnet sig til, at fiktion er en del af ens eksistens.
Dokumentarseriens ambivalens i forhold til hovedpersonen er en perfekt måde at vise den uundgåelige mistillid, som Alexander må leve med, fordi han på et tidligt tidspunkt tog en katastrofal beslutning.
facebook
twitter
Kommentarer