Den vildeste danser

Vi har i en årrække kunnet se håbefulde danskere stille deres talent eller mangel på samme til skue for dommere og danskere i programmer som Danmark har talent og X-Factor. 

Nu er TV 2 så klar med endnu en dansk adaption af et underholdningsformat fra den britiske mediemogul Simon Cowell. Denne gang er der tale om The Greatest Dancer eller på dansk Den vildeste danser. 

Men hvad ligger der egentlig bag betegnelsen ”den vildeste danser”? Hvad er det præcis, de leder efter? 

I første del af programrækken er der auditions, hvor al magt ligger i hænderne på publikum. 

Der kommer dansere ind, som udfører deres koreografi bag et stort spejl, mens publikum og dommere kan følge med på en storskærm. Hvis 75 procent af publikum vælger at stemme dem videre, åbner spejlet sig, og de er gået videre til næste runde.

Men er det så de dygtigste og bedste, som går videre? Eller er det bare de mest underholdende?

I første program skælder vært Christiane Schaumburg-Müller publikum ud, da de sender en virkelig teknisk stærk dansegruppe ud.

”I kan godt se, ikke? Og I kan høre?” spørger hun publikum og fortsætter: ”De var virkelig dygtige.”

Flere gange appellerer dommerne til, at publikum skal trykke på deres knapper, og de bliver overrasket, når publikum ikke sender bestemte deltagere videre.

Men publikum var åbenbart ikke underholdt, og seermagten viser sig som en hæmsko for seriøsiteten og ambitionen om at fokusere på dansen.

Dommerne i skikkelse af Vild med dans-darlingen Silas Holst, den alsidige Sonny Fredie-Pedersen og den moderne danser Mille Gori, som også kendes fra børneprogrammer på Ramasjang, er egentlig kompetente inden for hver deres fagområde.

Også værterne Christiane Schaumburg-Müller og Christopher Læssø er godt castet. De er sympatiske og fyldt med god energi og engagement. De gør alle, hvad de kan inden for programmets rammer.

Da produktionsselskabet Blu søgte deltagere til det nye danseprogram, beskrev de The Greatest Dancer som et storslået format, hvor dansen er i fokus.

Desværre holder det ikke stik. Hurtigt står det klart, at der er mere fokus på det, som skaber historier og er sjovt, end på talent og dans.

Vi hører den ene personlige historie efter den anden. Og dommeren Mille Gori græder gang på gang vildt, fordi hun kan se sig selv i deltagerne og fortæller om, hvordan hun også havde svært ved at udtrykke sig, indtil hun fandt dansen.

Dans kan forandre liv. Som danselærer er jeg helt enig, men pointen bliver proppet ned i halsen på seerne.

Programmet har dog også glimt af ”vildt” dansetalent. Vi ser en sød, yndig pige, som danser en rørende, moderne koreografi med fejlfri teknik. Og duoen Robotboys får med deres knivskarpe bevægelser og evne til skabe en fortælling med dansen én til at tabe kæben.

Men der bruges uproportioneret lang tid på en humoristisk zumba-instruktør, som ikke engang går videre, og et ældre par på over 80, som danser Dirty Dancing.

Inden danserne starter deres nummer, skal de en tur forbi ”en receptionist”. Ida Gadensgaard, der til daglig arbejder i byggemarkedskæden Silvan, leverer med påtaget friskhed og tåkrummende opgaver det ene fejlslagne forsøg på at være morsom efter det andet.

Selvfølgelig skal et program fredag aften i bedste sendetid være folkeligt, men det her er bare for plat.

Det fylder også for meget, når venner, koreografer og bekendte skal præsentere danserne i en introduktionsvideo.

Programmet er stadig i gang med de indledende auditions, så det bliver spændende at se, hvilken retning det udvikler sig i. Men der skal ske rigtigt meget, hvis det skal indfri de forventninger, som man selv har skabt.