Det sidste ord – Ritt Bjerregaard

Det sidste ord med Mikael Bertelsen har efterhånden været vist en håndfuld gange, så formatet, hvor afdøde mennesker taler om sig selv, er ved at finde sin form. 

Programmet med Ritt Bjerregaard, der døde 21. januar, begynder med en karikatur: Eiler Krags tegning af Ritt som sadistisk dominatrix. 

Hun blev ellers født som Jytte Ritt Olsen i 1941, datter af en møbelsnedker og en regnskabsfører. Karrieren bød på job som minister, EU-kommissær og overborgmester i København. 

Bertelsen kommer omkring det hele. Undervejs når han og Ritt også at tale om, at kvinder stadig må leve med, at der kommenteres på deres udseende og familieforhold. 

Da han spørger hende: ”Hvem var Ritt Bjerregaard?” lyder svaret: en kvinde, som blev politiker, fordi børn og unge ikke fik en fair chance, da hun voksede op i København. 

Det blev et kald for hende som lærer og politiker. 

Familien havde to værelser, kakkelovn og bryggerheste i baggården. Hendes far var kommunist. En af hendes barndoms glæder var at gå ærinder, så hun tjente penge til en billet til biografen på Sønder Boulevard, hvor hun så Tarzan. 

Hun identificerede sig med Tarzan – ikke Jane. Og når det var cowboyfilm, holdt hun med indianerne. 

Ritt Bjerregaard blev berømt for, at hun græd, da Anker Jørgensen fyrede hende. ”Man kan ikke komme videre fra tårer,” siger hun. 

Det lykkes hende nu meget godt. 

For Ritt Bjerregaard begynder at græde, da hun taler om, at hendes veninde og kollega Inge Fischer Møller, i forbindelse med en socialdemokratisk kongres i juni 1984, begik selvmord ved at springe ud fra sit hotelværelse på 6. sal på Hotel Hvide Hus i Aalborg. 

Det fik Ritt til at tænke: ”Skal jeg holde op i politik?” 

Det politiske fylder naturligvis meget i interviewet, som på mange måder minder om et klassisk politikerportræt. Ritt valgte tidligt Socialdemokratiet, ikke SF, og hun kunne slet ikke lide kommunisterne. Som ung kvinde – blot 31 år gammel – stod hun blandt alle de sorte habitter på Amalienborg Slotsplads. 

”Medierne kan slet ikke håndtere det,” siger hun og henviser til rubrikken ”Ankers nye pinup” og til en redaktør, som minder om, at Caligula udnævnte en hest til embedsmand. 

”Vi vidste godt, at vi gik ind til en kamp!” siger Ritt om sin feministiske position. Og snart når vi kernen i hendes persona, da Bertelsen spørger: ”Du ville ikke elskes?” 

”Nej. Det er jeg helt ligeglad med. Jeg vil respekteres. Jeg vil have et godt forhold til mine vælgere. Jeg har heller aldrig elsket partiet. Det er ikke sådan et forhold, jeg har til det politiske.” 

Der er et kig ind i magtkampene i Socialdemokratiet, men vel ikke noget egentlig overraskende. Bortset fra, at Bertelsen ikke for alvor går i kødet på sagen om Ritt og Hotel Ritz – den skandale, som kostede hende en tårevædet fyring. 

I sit politiske comeback som overborgmester ville hun have billige boliger i København, men som bekendt mislykkedes det. 

”Jeg vil huskes for det. Ikke for, hvor meget af det, der lykkedes. Billige boliger og et landbrug, som ikke kan fortsætte – dét er noget, man er nødt til at gøre noget ved,” insisterer hun. 

Hvorfor blev hun så ikke statsminister? 

”Der er alt for meget, jeg vil lave om. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg ville være blevet god til det,” siger hun. 

Ritts bedste ven livet igennem var ægtefællen Søren Mørch.

Da hun taler om deres åbne ægteskab og ikke umiddelbart bliver mødt med bifald af intervieweren, liver hun op. Hun bliver pludselig ægte. Griner og ryster på hovedet: 

”Man kan bare se hele skepsissen lyse ud af dig!” 

Hun forklarer den knaldhårde model: ”Man skal jo bare kunne tænke over: ’Du kan godt sige nej til det her hos den anden, men så er det også nej for dig selv. Du må håndtere din jalousi.’” 

Mest kontroversielt bliver interviewet, da Ritt Bjerregaard fortæller om chokket ved at få at vide, at hendes kræft er uhelbredelig. Hun er tilhænger af assisteret selvmord – noget, hun selv i sidste ende valgte fra. 

Som en ægte socialdemokrat argumenterer hun for, at assisteret selvmord skal gøres lovligt, fordi det ikke kun skal være for de rige, som har råd til at rejse til Schweiz. 

Til sidst i programmet får den interviewede muligheden for at tale direkte ud til offentligheden på et tidspunkt, hvor vedkommende er død og borte. Det er dog tankevækkende, at de færreste for alvor får noget ud af det. 

Endnu har ingen tilstået et mord, bekendt utroskab, afsløret politiske skandaler eller kommet med voldsomme udmeldinger af nogen art. Men Ritt Bjerregaard tager nu alligevel prisen for at servere klichéer, hvor hun kunne være kommet med en opsang til nutidens politikere eller givet en støtte til unge feminister. 

I det hele taget havde man forventet sig noget mere slagfærdigt af Ritt Bjerregaards tv-afsked med danskerne. Bertelsen virkede for ærefrygtig. Til gengæld var der en sød kemi imellem de to – karakteristisk nok, når de var uenige.