I de første minutter af Det skjulte ser vi fragmenter af en kvindes ansigt i en bils bakspejl. Bilen kører i høj fart igennem den nordfranske provinsby, Metz.
Snart viser det sig, at hun er på vej til en politiafhøring om sin søns brutale knivangreb på hendes mand – en fashionabel, mediebevidst og feteret forsvarsadvokat.
Årsagen til drabsforsøget er elefanten i historiens tavse rum. Noget ingen i familien taler om. Tavsheden brydes langsomt og stykvis, den bliver sigende forfærdelig og handler om pædofile fotos og sexmisbrug blandt advokatparrets børn engang i fortiden.
Imens er advokaten åbenbart i gang med en sag om forvundne børn.
Alt er meget dunkelt og dystert. Vi får anelser og antydninger, hvor kameraet enten zoomer tæt ind på personer eller beretter med en fjernere kameravinkel.
Filmen kalder sig selv en thriller, men i så fald taler vi mere om en senmoderne tragedie end traditionel thriller. Nemlig blotlæggelsen af en families hemmeligheder, der aldrig helt er blevet klarlagt.
Belgiske Joachim Lafosse er som auteur, instruktør og manuskriptforfatter dybt fascineret af samspilsramte familier og miljøer. Her er vi i en overklassefamilie, François og Astrid Schaar, som sammen med den knivvoldelige Raphael bor i en palæagtig villa midt i egen park fjernt fra verdens vrimmel.
Vrimlen består mest af nysgerrige journalister, som stalker familien for at finde frem til sandheden.
Lafosses stil er det, man med et fransk begreb kalder bricolage: at sætte plotmæssige elementer sammen på en tilsyneladende skødesløs og forhåndenværende facon.
Hvem har lagt børneporno ind på husets computere? Hvorfor danser mor Astrid kælent og tæt med sønnen Raphael, som er droppet ud af skolen og står for udsmidning? Hvad ved de andre voksne børn, som er flyttet hjemmefra? Hvad fortæller de netop ikke i en slags stilhedens solidaritet med familien i almindelighed og faren i særdeleshed?
Man kan enten mene, at Det skjulte, som faktisk bygger på en virkelig retssag i Belgien, er meget kunstnerisk eller meget krukket fortalt.
Det første støttes af de to hovedpersoner, spillet af to fremragende franske skuespillere. Daniel Auteuil, Frankrigs svar på Robert De Niro, kan overbevisende både spille provencalsk fårehyrde i Kilden i Provence, småautistisk violinbygger i Et hjerte af sten og parisisk gangster eller gallisk gentleman i andre film.
François’ hustru gestaltes af Emmanuelle Devos, knap så kendt uden for fædrelandet. Hun fik sit absolutte gennembrud som den hørehæmmede, mundaflæsende Carla i Jacques Audiards kultkrimi Blodrøde læber fra 2001.
Hun er absolut betagende som hustruen, der enten er falsk enfoldig eller kalkulerende naiv. Tavs som graven eller måske også medspiller i skandalen er hun frenetisk forelsket i sin smukke adoptivsøn.
Auteuil og Devos balancerer fint sammen i en perverteret pantomime af et glamourøst ægteskab med mere end en ugle i mosen. Børnene om dem er et tavst græsk kor, der ikke kan synge om sorgen. Især datteren Caroline (afdæmpet spillet af Louise Chevillotte) er tragediens tavse storesøster, der ved mere, end godt er.
Det skjulte kan også synes krukket og manieret. Mystisk for mystikkens skyld, afdramatiserende fjern med sine dekonstruktive, distancerede kameravinkler. Hvor publikums fokus er som en udenforstående voyeur, der kun sporadisk får syn for sagen.
I sin bagvendte kronologi kan den minde mildt om Gaspar Noés infamt, men effektfuldt modbydelige Irréversible. Intentionen kan være, at med en form for Brechts verfremdung skal vi aldrig føle os følelsesmæssigt involveret i familien. Vi må slet ikke se filmen som en vanlig krimi med spændingskurve, konfrontation og endelig konklusion.
Det lykkes gennemført fornemt med Det skjulte.
Kommentarer