Biografanmeldelse
01. maj 2022 | 14:02

Rastløs

Foto | Fabrizio Maltese
Damien Bonnard manifesterer som kunstnerfaren bipolariteten med en imponerende akkuratesse, mens hans kone (Leïla Bekhti) forsøger at tage styrken af orkanen.

Den bipolare sygdom er sjældent blevet beskrevet så nøjagtigt som i familiedrama, hvor kunstnerfaren er totalt blind for sin destruktive adfærd.

Af Samina Yasmin Jakobsen

”En tornado kan være umulig at se, hvis den er omringet af kraftig regn. Årligt havner personer i en tornado uden at vide det, før de rammes af de voldsomme vinde.” 

Wikipedia-beskrivelsen af en tornado er sand i mere end én forstand.

Hvis man er pårørende til en person med maniske perioder, kan ovenstående føles overordentligt genkendeligt. Det vigtigste er at træde tilbage og søge ly, før de voldsomme vinde rammer.

Men den erkendelse er kvinden Leïla (Leïla Bekhti) endnu ikke nået frem til i parforholdet med den bipolare Damien (Damien Bonnard).

Tornadoen er også næsten umulig at se i starten. Der er kun en sitrende fornemmelse. En fornemmelse af, at der er noget ved billedkunstneren Damien, som er lidt ved siden af.

Solen bager ned over den billedskønne franske Riviera, hvor kunstnerfamilien bor. Damien har taget sønnen Amine med på en sejltur i det azurblå hav, men pludselig hopper faren i vandet. Amine, der er omkring de elleve år, er nu alene bag roret.

Selvfølgelig kan sønnen da styre den store motorbåd – ”ligesom jeg har lært dig!” råber Damien fra vandet, da Amine protesterer over den farefulde færd, han uforvarende er havnet i.

Det er sigende, at det næste, vi ser, er Amine på land. Sønnen har klaret turen uden problemer. Det er ikke ham, filmen er bekymret for.

Leïla tørrer Amine med et håndklæde i et tempo, som kunne hun få sin irritation over den absurde situation til at gå væk sammen med vanddråberne. Men hun spejder samtidig også nervøst ud over havet.

Tiden går. Leïla tager et par skridt op på klipperne for at få et bedre udsyn. Bider lidt i sine negle. Går lidt længere op.

47-årige Joachim Lafosse har længe været lidt af en festivaldarling. Debutfilmen Folie privée blev honoreret med de internationale anmelderes Fipresci-pris i 2004, og lige siden har han figureret på de fleste af de store festivaler.

Rastløs er dog den første af hans film, der sidste år havde premiere i hovedkonkurrencen i Cannes.

Den belgiske instruktør er en mester i karakterskildringer og psykologiske mekanismer bag overfladen. Men han kan også forvilde sig så langt ind i det menneskelige sind, at han ikke har øje for den større fortælling. Han er bedst, når psykologien parres med en autentisk historie – som i Our Children, der skildrer en tragisk sag fra Belgien, hvor en mor dræbte sine fem børn.

I Rastløs tager han igen fat i et levet liv, men denne gang er det hans eget.

Lafosse voksede op med en bipolar far, og man aner, at nogle af oplevelserne, som den lille Amine bliver udsat for, er virkelige hændelser, selv om det ikke bliver udpenslet. Belgieren har et helt særligt blik for, hvor tung en byrde bipolaritet kan være, og hvordan man forsøger at tackle den i familien.

Leïla er af den overbevisning, at man skal tackle den maniske periode ved at kaste sig hovedkulds ind i kampen, uagtet at hun selv kan ryge med i faldet.

Og selv om Damien Bonnard manifesterer sygdommen med en imponerende seværdig akkuratesse, langt fra det Hollywood’ske overspillede maniske, er det Leïla Bekhtis film.

Den garvede skuespiller har ikke brug for ord til at signalere sin komplekse sammensmeltning af stor kærlighed, frustration, bekymring og håbløshed – det hele kommer frem mellem de små furer i hendes ansigt.

Alle antenner er ude.

Hvert enkelt af Damiens små optrin analyseres med rynket pande i forhold til tidligere anfald, og hun forsøger med både kvindelist og brutal magt at tage styrken af orkanen, der er under opsejling.

Men hun opdager for sent, at hun selv er ved at drukne i parforholdet.

Til tider er det lige før vi også er ved at drukne. Filmen kører rundt og rundt i en nedadgående spiral i det smukke kunstnerhus, som vi sjældent kommer ud af. Bølgerne er aldrig af den højdramatiske slags, hvor der indlejres pusterum efter høj bølgegang, men af en mere stille realistisk karakter, der er mere anstrengende at være i.

Men hvis man holder ud, får man et detaljeret indblik i hverdagen med en sygdom, der sjældent bliver beskrevet så nøjagtigt som i Rastløs.

Trailer: Rastløs

Kommentarer

Titel:
Rastløs

Originaltitel:
Les intranquilles

Land:
Belgien, Frankrig, Luxembourg

År:
2021

Instruktør:
Joachim Lafosse

Manuskript:
Joachim Lafosse

Medvirkende:
Leïla Bekhti, Damien Bonnard, Gabriel Merz Chammah

Spilletid:
117 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
5. maj

© Filmmagasinet Ekko