Vi kender historierne fra overskrifter i formiddagsaviserne: ”Mor slår sit barn ihjel” og ”Mand dræber samlever”.
Men hvad ligger bag de opsigtsvækkende og makabre overskrifter, der vækker vores nysgerrighed og tvivlsomme trang til at se mennesker, når de har det absolut værst?
Det undersøger Lisbeth Zornig Andersen som vært i TV 2-serien Det utilgivelige. I to afsnit af omkring 40 minutter hver undersøges først sagen om niårige Bell, som i 2016 blev myrdet af sin mor i landsbyen Bindslev, og dernæst drabet på 21-årige Kamilla Hantusch fra Padborg i 2014.
Begge sager er yderst skræmmende.
I den første nåede Morten Larsen dårligt nok ud ad døren, før han minutter senere fik et opkald, hvor den i programmet anonymiserede kvinde fortalte, at hun havde skåret halsen over på deres datter.
Man forstår hans mistanke om, at den forhenværende partner har snydt sig til at få en behandlingsdom i stedet for at blive dømt for overlagt drab.
”Hvordan kan man komme i en akut psykose så hurtigt?” spørger Morten Larsen. Han får dog undervejs i programmet eksperters ord for, at sindet er en skrøbelig og ofte uforståelig størrelse.
Der vises børnetegninger af et mord, som pigen tilsyneladende har vidst, at hun blev gjort klar til. Og i journalen læser Lisbeth Zornig Andersen, at moren ser skygger og hører stemmer, mens hun har drømme, hvor hun slår Bell ihjel.
Alligevel bliver hun udskrevet fra behandlingscentret efter et døgn. Kort efter dræber hun datteren.
Men faktisk har Zornig en anden agenda end blot at vise seerne, hvordan livet fortsætter for dem, som har mistet deres nærmeste på forfærdeligste vis. Det er egentlig heller ikke hensigten at stille myndighederne til regnskab for dårlig behandling af psykisk syge.
Som titlen antyder, vil værten have de pårørende til at få en dybere forståelse for utilgivelige handlinger. Er det muligt at tilgive?
Hun ved, hvad hun taler.
Lisbeth Zornig Andersen er selv stået frem som offer for misbrug af sin far og har formuleret en teori om at komme overens med fortiden, ikke mindst i den benhårde, men livsbekræftende dokumentar Min barndom i helvede.
Koncern TV & Filmproduktion står bag Det utilgivelige, der er tilrettelagt af Dennis Khadem, som tidligere har lavet programmer for især TV 2.
Begge afsnit er holdt i en klassisk tv-æstetik, hvor der både optræder nye interviews, rekonstruktioner og – stærkest af alt – et rigt arkivmateriale, hvor man ser optagelser af de centrale personer i hver sag.
Det er hårdt at kigge ind i øjnene på unge mennesker, som døde alt for tidligt for hånden af dem, der burde elske dem højst. Til gengæld bliver der skruet rigeligt op for virkemidlerne med dramatiske lyde på velvalgte tidspunkter og harmonisk underlægningsmusik, når den lille landsby Bindslev præsenteres.
Det skaber kontraster i fortællingen, at noget så grusomt finder sted i idylliske omgivelser. Men den Morten Korch’ske staffage føles ikke helt sandfærdig – som om livet har været fryd og gammen, indtil ondskaben bankede på udefra.
Den sociale armod ligger som et baggrundstæppe, som aldrig bliver italesat. Det kunne også have været givende at høre drabspersonerne, men de har ikke ønsket at medvirke.
I slutningen af andet afsnit siger Kamilla Hantusch’ mor – der har fået forældremyndigheden over datterens barn – at programmet har givet hende en bedre forklaring end den, hun fik i retten. Men grundlæggende har hun samme syn på Kamillas drabsmand.
Det nærmest gammeltestamentlige udsagn er en spand kold vand i den velmenende humanisme. Men man forstår faktisk udmærket, hvorfor det giver moren ro i sjælen at betragte ham som rendyrket ondskab.
Kommentarer