The Deuce – sæson 2

To scener har klistret sig fast på hjernebarken, som slibrig sæd på silkelagner.

Anden sæson af The Deuce starter betydeligt mere opløftende, end sidste sæson sluttede. Året er 1977, og for de fleste af aktørerne i New Yorks gader og stræder er livet bedre end for fem år siden.

The Wire-skaberne David Simon og George Pelecanos’ serie om pornoindustriens opblomstring i USA tog en rum tid om at komme i gang. Et ensemble bestående af prostituerede, alfonser, politimænd, barejere og gangstere blev etableret med David Simons berømte grundighed i miljøet The Deuce, øgenavnet for 42nd Street på Manhattan.

Men det virkede alligevel, som om den altoverskyggende hovedperson var 70’ernes tidsbillede. Et gevaldigt udstyrsstykke med dårligt garn, rulamspels og falsk overskæg, som tenderede det karikerede.

Det gjorde det ikke bedre, at James Franco spiller, som om han fik udløsning alene ved tanken om at skulle gestalte tvillingebrødrene Vincent og Frankie Martino. De generiske replikker bliver fyret af med overdrevet italiensk gangster-accent: ”Give me the fucking money!” ”Fuck this! Fuck this fucking game!”

Den uansvarlige spillenarkoman Frankie og hans barejer-bror Vincent er stadigvæk ikke særligt interessante karakterer. Og det kan siges om mange af dem, der blev etableret i første sæson.

Heldigvis er fokus drejet over på den absolutte stjerne i serien: Maggie Gyllenhaals Candy. Da vi forlod hende i sidste sæson, havde hun på brutal vis oplevet New Yorks prostitutionsmiljø uden en alfons til at holde de virkelig grumme kunder for døren. Gennembanket, fysisk og psykisk, forsøgte hun at finde en anden levevej. Og minsandten om det ikke (næsten) er lykkes.

Pavestolt spankulerer hun rundt som assistent til pornoinstruktøren med det sigende navn Harvey Wasserman. Tættere på Harvey Weinstein kan man vist ikke komme, medmindre man higer efter et sagsanlæg.

Første pletskud er da Candy og Harvey sidder og ser en sekvens igennem, som Candy har klippet. Closeups af kvindeansigter i ekstase er klippet sammen med jagtende løver på savannen og væsker, der flyder over.

”Hvad fanden er det her?” spørger en irriteret Harvey, hvortil Candy med stoisk ro forklarer, at det er en kvindes orgasme klippet sammen som den ikoniske syretrip-scene på kirkegården i Easy Rider.

”De personer, der ser filmen – eller, skulle jeg sige, de mænd, der spiller den af til filmen – de vil ikke være inde i en kvindes hoved!” lyder det fra Harvey.

Han rammer hovedet på sømmet.

Pornofilm er mandens fantasi, ikke kvindens. Men Candy, eller Eileen, som hun nu foretrækker at blive kaldt, vil mere med genren. Der brænder en kreativ ild i hendes øjne, og Maggie Gyllenhaal spiller med et sådant engagement og overskud, at vi hænger ved hendes ord og begejstret følger hendes drømme. Også når det gælder en pornofilmudgave af Rødhætte!

Hele første afsnit er båret af en optimisme, hvor også den prostituerede Lori (Emily Meade) får mere magt med sin pornofilmkarriere og derfor tør sige sin alfons C.C. imod.

Men optimismen afløses af nye problemer.

Bordellerne konkurrerer, de prostituerede bliver yngre og billigere, mafia-bagmændene er pressede, og en strukturel racisme hersker i pornobranchen. De sorte kvinder får lavere løn, og ingen vil se en sort mand med magt. Men problemerne berøres kun overfladisk, og hele iscenesættelsen af pornofilmoptagelserne er så komisk, at The Deuce nærmest kan betegnes som et komediedrama.

Lige indtil Maggie Gyllenhaal sætter tingene på plads og leverer seriens bedste og mest ubehagelige scene.

Uanset hvor meget selvværd Eileen har fået i kraft af sin nye rolle, vil hun altid være luderen Candy. Det mærker hun, da et møde med en producer ender ud i en støtte til hendes filmprojekt. Hvis, siger han på den mest ublu facon, hun vil give ham et blowjob, imens han skriver checken.

Maggie Gyllenhaals øjne flakker i starten, som om hun ikke tror på det, han siger. Øjnene fyldes med vand, men kameraet forlader hende ikke. Vi er fæstnet til Eileens brutale erkendelsesproces, og gennem de næste ti-femten sekunder følger vi ændringerne i ansigtet, indtil hun på hjerteskærende vis ender med resignation.

Selvfølgelig, det bliver aldrig anderledes, synes øjnene at fortælle. Hvorefter hun med et påtaget smil går ned på manden.