Jeg er ikke marxist, men ...

David Simon ligner en ulv i ulveklæder, mens han læner sig ind over den smarte hotelbar på Windsor Court.

Med løse jeans, stor hættetrøje og kridhvide sneakers ligner han mere en af de unge narkohandlere hjemme på Baltimores gadehjørner end de andre bargæster, der ser ud, som om de kunne vade direkte ind til naboen Harrahs Casino, det største i New Orleans og hele Louisiana, for den sags skyld. Og det er præcis det look, den tidligere kriminalreporter fra The Baltimore Sun sigter efter: fuldstændig normal i forhold til det sorgløse millionærliv, han kunne leve.

Siden han engang i 1990’erne forlod avisen, har han skrevet bøger og manuskripter til succesfulde og realistiske tv-serier, deriblandt Homicide: Life on the Street, The Corner (baseret på bogen af samme navn) og Generation Kill.

Og så er der The Wire. Seriens fem sæsoner fremstiller livet i Baltimore - fra narkohandlerne på bunden til det politiske maskineri på toppen - og er blevet lovprist som en af de bedste produktioner i tv-historien.

”Af og til er folk overraskede over, at jeg går klædt, som jeg gør, og stadig bor i Baltimore,” fortæller han.

”De går ud fra, at manden bag alle de kassesucceser ville have fundet sig en luksuriøs penthouselejlighed langt fra de gudsforladte kvarterer, som mine tv-serier portrætterer.”

Stærk selvsikkerhed
Planen var, at vi skulle sludre over en sen frokost på hotellet. Men Simon, der har befundet sig i New Orleans stort set uden ophør de sidste seks måneder i forbindelse med arbejdet på sin nye serie, Treme, aflyser frokostdelen i sidste øjeblik.

Han har arbejdet hårdt på historien i Treme, der handler om livet i byen i kølvandet på Orkanen Katrina. Så hårdt, at han nu, med den første sæson så godt som i kassen, har udviklet en gedigen hovedpine. Måske er det alle de sene, våde aftener i byens French Quarter, som nu lader deres kærlighed føle.

Men disse skrøbeligheder er det eneste, der indikerer, at Simon for nylig pustede 50 lys ud på fødselsdagslagkagen. Inderst inde er han ung og sulten, og han udstråler en stærk selvsikkerhed, der let, men fejlagtigt, kunne opfattes som arrogance. Han har ingen problemer med at sætte én på plads, hvis man stiller det forkerte spørgsmål - ofte uden omsvøb og langvarigt.

Da The Guardian allernådigst fik tildelt en audiens sidste år, blev Simon spurgt, om det ikke var arrogant at skabe en serie som The Wire, hvor seerne er tvunget til at se hver eneste episode - for ikke at sige hvert eneste sekund - for ikke at misse en vigtig detalje i historien.
Simon bed tilbage.

”Ved du, hvad jeg synes ville være arrogant? Det ville være arrogant at bede folk om at bruge ti eller tolv timer om året på at se mit lort og så levere noget, hvor vi ikke anså den tid for dyrebar. Sidste år, med The Wire og Generation Kill, gav HBO mig sytten timers uafbrudt film - hvad der svarer til næsten 100 millioner dollars i production value. Det ville være arrogant, hvis man ikke fortalte den absolut mest meningsfulde historie.”

Kan ikke-landet
Med dette in mente tager jeg plads i en af barens sofaer sammen med en lettere irriteret manuskriptforfatter, der har bestilt to panodiler, en whisky og ristede mandler.

Udenfor har det regnet hele dagen. Den slags tropisk nedbør, der gør én klar over, hvilket slags vejr Den Mexicanske Golf er i stand til at kaste af sig. Som den altødelæggende orkan den 29. august 2005. Simon fortæller, at den fik ham til at dele amerikansk historie op i et før og efter Katrina.

”Katrina markerer det punkt i amerikansk historie, hvor vi blev et land, der ikke kan. Vi kan ikke udkæmpe en krig, uden at våbensystemerne bryder sammen. Vi kan ikke drive et aktiemarked uden svindel. Hollænderne holder som en rutinesag Nordsøen tilbage med diger. Vi kan ikke engang bygge et reguleringssystem imod oversvømmelser, der kan holde en kategori 2-orkan ude. Større var Katrina faktisk ikke. Det er en af de værste - for ikke at sige den værste - ingeniørskandale i USA’s historie.”

I Skandinavien foretrækker vi at gå som katten om den varme grød, hvad angår nationale traumer. I Amerika er tingene anderledes. Blækket i historiebøgerne er knapt nok tørt, før 11. september, Irak- krigen, George W. Bushs embedsperiode og nu orkanen Katrina bliver filmatiseret eller ender som en tv-serie.

”Det er sandt og interessant. Jeg ved ikke så meget om Skandinavien, men Amerika er et relativt ungt land. Det er vi lidt flove over, og det er måske derfor, vi er så besatte af vores egen historie.”

— Kan det tolkes sådan, at du og andre tager hævn over den konservative Bush-æra?

”Det er der måske noget i. Jeg foragter mere eller mindre alt, hvad der er sket i mit land siden Ronald Reagan. Men jeg er ikke sikker. Jeg kan kun tale for mig selv. Af respekt for New Orleans’ borgere var vi nødt til at være meget forsigtige under arbejdet med denne serie set i lyset af Katrina.”

Volden vil dukke op
Det første afsnit af Treme starter med titelbladet ”Tre måneder senere” - tre måneder efter Katrina. Jazzmusikere, Mardi Gras-indianere og cajun-kokke kæmper for at holde sig oven vande i tilværelsen i et lummert New Orleans, hvor alene tanken om rindende vand og elektricitet er en vittighed, og hvor alle spørger ”Hvordan går det med dit hus?” i stedet for ”Hvordan går det?”

Man kan sige, at det handler om ikke at give op, selv når ens hjemby står under vand. Simon har været påpasselig med ikke at slå Treme op som endnu en The Wire, der ligesom en dickensk fortælling eller græsk tragedie nu kan læses som et helt universitetsfag på Berkeley i Californien.

Derfor satte han kravene ned og navngav serien efter det sorte middelklasse-kvarter Tremé, et af Amerikas ældste, afroamerikanske kvarterer og kernen i New Orleans’ multikulturelle identitet.

”Det her er virkelig noget helt andet end The Wire. Vi prøver ikke at skabe en historie om det politiske eller kriminelle liv i New Orleans. Okay, nærmest ligegyldigt hvad jeg skriver, kan det ikke undgå at blive politisk. Og volden vil også dukke op, det er umuligt at undgå i en voldelig by som denne. Men det her er mest af alt en fortælling om kultur, og hvad der gør os til amerikanere. Kender du udtrykket ’mutts’?”

— Som køtere, gadekryds?

”Ja, det er normalt et udtryk, man bruger for hunde. Mange i det her land mener, de har deres egen afstamning, men sandheden er, at vi er en ottendedel irske og en sekstendedel slaveoprindelse og så videre. Det fedeste ved Amerika er, at vi er blandede, og det er her i New Orleans og i amerikansk musik, at dette særlige træk er allermest fremtrædende.”

Råd til at være kloge
- Var det sådan, du fremlagde idéen for HBO? Ved at sige, at din fortælling om New Orleans til syvende og sidst er fortællingen om Amerikas kulturelle historie?

”Ja, fordi det var i og omkring disse boligblokke i Tremé, at jazz og al populærmusik blev skabt som en kombination af afrikanske rytmer og europæisk instrumentering og arrangement. Sammenstødet mellem de to traditioner fandt sted her inden for kvarterets tolv karréer i denne by New Orleans, der havde en nærdødsoplevelse i 2005. Det er den afroamerikanske musik, som vi indiskutabelt har givet til verden. Hvis man for eksempel går ind på en bar i Katmandu, hvor der er en jukeboks, vil man stensikkert finde både Michael Jackson, Otis Redding og John Coltrane.”

— Forstod HBO med det samme, hvad du ville lave?

”Ja, jeg tror, de ved, at jeg står for kvalitet. HBO er meget klogere end de almindelige tv-selskaber. Det har de råd til at være.”

— Hvad mener du med det?

”Tja, man kan sige, at de er ligeglade med, om du ser alle deres serier. Hvis man abonnerer, men kun ser to ud af ti serier, får de stadig dine dollars.”

— Er det på en måde den hemmelige opskrift, der transformerede HBO fra en betalingskanal, hvor man så boksekampe, til at være synonym med de mest progressive og populære serier i vor tid, inklusive The Sopranos, Six Feet Under og selvfølgelig The Wire?

”Jo, for deri ligger hele forskellen. Det er en model, der ikke kan eksistere på kommercielt tv på grund af behovet for at præsentere det maksimale antal seere for annoncørerne. Det fører til beslutninger angående historier, karakterer og temaer, der slet og ret er destruktive. Man er nødt til at indgå kompromiser.”

— Så du har aldrig følt, at du har været nødt til at gå på kompromis med HBO?

”Nej. Med The Wire var vi bare taknemmelige over at få ti, tolv eller tretten timer på en sæson. Det var alt sammen en utrolig gave. Fortællingen i The Godfather, selv inklusive den tredje film, den svage af dem, er noget i retning af ni timer - og se, hvor meget de formår at fortælle. Vi fik mere end det hver eneste sæson. Derfor er man sgu nødt til at have noget at sige."

— Det lyder simpelt, når du stiller det sådan op.

”Ja, det lyder virkelig simpelt, men det er rent faktisk en samtale, som jeg ikke tror finder sted særlig ofte i forbindelse med dramaserier - bestemt ikke i amerikansk tv. Mange tror, at vores job som tv-forfattere handler om at skabe et franchise omkring en serie og kapre så mange seere, så mange øjenæbler som muligt, og så fastholde dem. Hvis de kan lide X, så giv dem mere af X. Hvis de ikke kan lide Y, så lad være med at lave så meget Y.”

Eventyrland af kaos
New Orleans er en ekstrem by. Det er køkkenvaskrealisme og Disneyland. I de allerfattigste kvarterer, Ninth Ward, står hele bydele stadig forladte hen, præcis som efter Katrina skyllede ind over byen.

Der er hjemløse narkovrag på hvert gadehjørne. Og hele byen, der har den højeste mordrate per indbygger i Amerika, har gevaldig svært ved at ryste tilnavnet ”Murder City”, som FBI i sin tid gav den, af sig.

Men New Orleans er også den hyggelige turistfælde med The French Quarter, som er fyldt til randen med cajun-mad, livsglad jazz og kreoler-kultur. Festivitasen fortsætter ufortrødent på Bourbon Streets pleasure strip, som var tiden gået i stå i 1930.

To utrolig forskellige sider af samme by: den ene koldblodig og voldelig, den anden billedskøn og forlystelsessyg.

— Hvordan formår du at fastholde New Orleans’ evigt flygtige sjæl?

"Jeg ved fra begyndelsen, at jeg ikke ligger inde med den nødvendige viden. Det var det samme, da jeg skrev om marine-infanteristerne i Irak til Generation Kill. Så tager man en tur på biblioteket og ser, hvad der tidligere er skrevet. Og så spørger man, hvem man skal tale med om emnet, og dem taler man så med. Derefter taler man med dem, der mener, at dem, man lige har talt med, er fulde af lort, så man får synspunkter fra begge sider med. Det er journalistik.”

— Du har sagt, at det føltes som at miste en arm, da du forlod journalistik til fordel for ”tv-crackpiben”. Har du det stadig på samme måde?

”Ja, på en måde. Jeg elskede at tage ud og finde ud af ting, som jeg ikke vidste i forvejen, og jeg elskede at tage ud og møde mennesker, som jeg sandsynligvis ikke ville have mødt ellers. Pressekortet gav mig en undskyldning for at møde mennesker på deres egne vilkår og så forsøge at trække noget igennem nøglehullet og fortælle en historie.”

— Hvordan var tonen på The Baltimore Sun?

”Når jeg ser tilbage, føler jeg virkelig, at vi havde fornøjelsen af at rapportere kriminalstof fra det uhyrligt kriminelle miljø i Baltimore. Byen var et rent eventyrland af kaos, snavs og fejltagelser, og loyale modstandere stod altid i kø. Blandt dem kunne jeg regne politiinspektører, der følte, at det var deres pligt at påvise, at kriminalitet aldrig forekom i deres distrikter, og skrivebordsbetjente, der mente, at de havde ret til at arrestere og tilbageholde borgere uden at rapportere det.”

Den værste løgn
— Vil det sige, at den største trussel, du følte - til trods for, at du arbejdede som kriminal- reporter i en af Amerikas hårdeste og mest belastede byer - var fra politiet?

”Ja, for i en amerikansk by kan en politibetjent dræbe i det fordækte og skjulte, mens hans overordnede kan hævde, at det er nødvendigt. Og den sidste daglige avis i byen har ikke længere arbejdskraft, ekspertise eller den institutionelle hukommelse, der gør den i stand til at anfægte noget af det.”

— Det lyder lige så dystert og deprimerende som nogle af dine manuskripter.

”Ja, jeg ved det godt.”

— Synes du, The Wire nåede grænsen for, hvor dystert tv kan være?

”The Wire var dyster og - vil nogen mene - kynisk. Men uden humoren ville det have været uudholdeligt. Hvis man ikke anerkender karakterernes menneskelighed - trods alle deres fejl og forfængeligheder - hvis man ikke kan få folk til at gå op i karaktererne, så har man et problem ligegyldigt, hvad man laver. Vi havde nogle forpligtelser over for vores seere, men lykkelige slutninger var ikke en af dem."

— Den rå tone i dine manuskripter kan måske føles stødende. Hvem mener du selv, du skriver til?

”Lige nu forsøger jeg at skrive til indbyggerne i New Orleans, ligesom jeg med The Wire skrev til Baltimores indbyggere og med Generation Kill til dem i marineinfanteriet. Resten af landet og dets indbyggere er jeg ligeglad med. Hvis vi ikke kan ramme sømmet på hovedet i forhold til new orleansianerne, er der ingen, som vil forstå serien, og folk vil hade den. Folk her føler, at de er blevet misforstået. De ser hver eneste film eller tv-serie og føler, at de er blevet gjort til karikaturer. Der har været så mange løgne om byen.”

— Hvad er den værste løgn?

”Det er formodentligt den om, at hele byen befandt sig under havets overflade. Det var den løgn, der fik mange mennesker til at tvivle på, om vi overhovedet kunne redde denne fattige, sorte by - som nyhedsreporterne efter katastrofen blev ved med at sige var et lovløst sted, hvor barbarer myrdede, voldtog og bestjal alt og alle. Så den store udfordring er at fortælle noget nuanceret, der - selvom det er fiktion - vækker genklang hos de lokale. Hvis ikke, har jeg fejlet.”

Forsøger at være ærlig
— Er du forbavset over, at dine serier kan tiltrække et publikum uden for Amerika?

”Jeg er chokeret over, at nogen som helst uden for den vestlige del af Baltimore og nu New Orleans kan følge med i accenterne og slanget, som dem fra de områder har og bruger. Selv nogle af manuskriptforfatternes koner opgav serien på grund af det. Men vi lever alle i kapitalistiske, vestlige lande, så ... jeg er ikke marxist, men der er ...”

 — ... en vis grad af socialisme i alt, hvad du foretager dig?

”Hvis jeg boede i Europa, ville jeg utvivlsomt være medlem af Socialdemokratiet. Især i det her land synes mennesker at blive mindre og mindre værd. Når kapitalisme triumferer entydigt, bliver arbejdskraften mindre værd. Man betalte en meget højere skattesats, da Eisenhower var præsident, en meget højere skattesats til gavn for samfundet, og vi havde alle en følelse af at være inkluderet. 5 %, 10 % eller måske 20 % ... hvor mange mennesker har I politikere tænkt jer at holde ude af det indhegnede samfund, som Amerika er i dag!”

— Driver politik dig?

”Ja, jeg er politisk, og jeg skriver politisk. Fortryder jeg nogle af de ting, som vi - USA - har gjort i verden siden Anden Verdenskrig? Ville jeg ønske, at vores politik var klogere og mere velovervejet, end tilfældet har været? Ja, selvfølgelig. Men jeg er amerikaner og stolt af det. Hvad skulle jeg ellers være?”

— Hvad hvis du skiftede job og blev politiker?

”Nej, det går ikke, for jeg siger, hvad jeg tænker, og det kan folket ikke lide at høre. Kan du forestille dig en politiker sige: ’Det ved jeg ikke’ eller ’det er jeg ikke sikker på’? Det kan jeg ikke. Så jeg forsøger bare at være ærlig"

Første sæson af Treme på ti afsnit fik danmarkspremiere på Canal+ 24. august 2010 og blev anmeldt på Ekkos hjemmeside, ekkofilm.dk.

Dette interview er oprindelig publiceret i Scanorama, SAS’ inflight-magasin.