Anmelderen og debattøren Anna Sophia Hermansen har engang kaldt Elsebeth Egholm for kriminallitteraturens svar på den beige sofa. Lidt ondt måske, men heller ikke forkert.
Sofaen kommer i hvert fald fra Ikea, møbelhuset som lærte hele verden at elske billigt, men solidt svensk design, som aldrig var skævt grænseoverskridende eller flirtede innovativt med noget, som ligner det aparte og avantgardistiske.
Det holdt sig kort sagt på jorden og leverede varen, når forventningerne ikke var for store. Just som Egholms engagerede krimier om den raske journalistpige Dicte Svendsen og hendes verden med nære venner, diverse børn og nogle få fjender.
Bøgerne om Dicte kaldes ofte for femikrimier, men er snarere at betragte som livsstilskrimier med kvindelig vinkel. Sensationelle, serielle, debatterende og virkelighedstro sager. Om problemer og miserer netop nu i Danmark i almindelighed, Aarhus i særdeleshed, skrevet i den journalistiske realisme, som præger de nordiske krimier uanset køn.
Hos Egholm fungerer det dog mere som empatisk og tænksomt læsedrama med aktuelle emner end som hæsblæsende og hårrejsende thriller. Det ses tydeligt i de to første afsnit af TV 2’s nye serie Dicte, en solidarisk filmatisering af Egholms tredje bind i rækken fra 2005, Personskade: At Egholm altid leverer et velmenende, veritabelt problemkatalog.
Allerede før forteksterne til Dicte får vi hele to af slagsen, problemer forstås. Dicte bortadopterede sit barn for atten år siden og blev udstødt af sin familie, der er Jehovas Vidner. Efter historien reelt er begyndt, og vi er sammen med de gode veninder tilbage i Aarhus, når vi lige at berøre skilsmisse, barnløshed, mor-datter-forhold og eftersøgning og længsel efter det bortgivne barn.
Dicte opdager liget af en ung bosnisk kvinde, der er dræbt ved et kejsersnit, og vi får også lige berørt det centrale tema i krimien – indvandrerracisme – som i sin tid fik ros af flere anmeldere, da bogen kom ud for syv år siden. Det sættes sammen med endnu et problem, nemlig trafficking, organiseret salg og prostitution af især østeuropæiske kvinder, og som her egentlig meget originalt og fermt har noget at gøre med ulovlig rugemortrafik. Så langt, så noir – eller snarere mangel på samme.
Thi sådan en vifte af problemfelter kan til en vis grad tolereres i bogform. Men ikke som film og slet ikke som fjernsynsserie, som gerne vil tages seriøst som senmoderne suspense og gedigen spænding. Dicte er noget af det mest gennemført uspændende og ualmindeligt gumpetunge, jeg længe har set. Instruktør Jannik Johansen, som med psyko-thrilleren Mørke i 2005 drejede en af de bedste danske spændingsfilm meget længe, bruger ikke Aarhus til meget andet end lidt smuk midtby-turisme, i kombination med det jyske opland med skyfri himmel over et hus så skævt, hist hvor vejen slår en bugt.
Den episke afvikling og det dramatiske tempo er alt for senfærdigt og langtrukkent træls. For nu at tale den århusianske dialekt, som besynderligt og uvirkeligt stort set aldrig høres på lydsiden.
Iben Hjejle er slet ikke dårlig som Dicte. Hun er behageligt lidt mere udfarende end bøgernes noget passive fruentimmer. Slyngveninderne, Lærke Winther og Lene Maria Christensen, gør, hvad de kan som talende krammedyr og trøstende staldsøstre. Men dialogen er mestendels mere elefant end elegant, og klicheer mødes til et mere eller mindre lykkeligt gensyn. Fra den bøse, men bløde politimand over den rappe politikvinde og bamsede chefredaktør til den lækre læge med en oplagt chance for en hed romance.
Kommentarer