Hun er Danmarks formentlig største filmverdensstjerne nogensinde. Men det var tyskerne, som for alvor tog Asta Nielsen til sig og gjorde hende til ”Die Asta”.
Med sine store, mørke øjne og karakteristiske sorte pagehår blev hun et ikon, der gjorde efternavnet overflødigt.
I dag har hun en stjerne på Boulevard de Stars på Potzdamer Platz i Berlin. Hun var i starten af 1910’erne med til at etablere filmbyen Babelsberg – Tysklands daværende svar på Hollywood. I Berlin kunne man dengang se hende overalt på plakater og postkort.
Efter 37 stumfilmproduktioner vendte hun i 1937 hjem til fædrelandet og tilbragte de sidste 35 år af sit liv i dér, men hun er forblevet tyske Die Asta.
Det vil Kunstmuseum Brandts i Odense til livs. I samarbejde med Det Danske Filminstitut har de sat en imponerende og innovativ udstilling sammen om et Danmarks helt store ikoner.
Udstillingen Die Asta er ikke et klassisk personportræt, hvor man skal blive klogere på mennesket bag stjernen. I stedet inviteres gæsterne ind i det cinematografiske mørke, hvor Die Asta præsenterer sig for os gennem filmarkivet med udvalgte filmklip, som den store kunstner hun var.
Hun skal opleves – sanses!
De udvalgte klip viser, hvor bredtfavnende hun var. De taler samtidig ind i fortællingen om Asta Nielsen, som indebærer kvinderoller og seksualitet. Men også den vilde, brølende tid, skuespilleren i bedste Babylon Berlin-stil var en del af i 1910’erne og 20’erne.
Når man træder ind i udstillingens mørke, er det første, man møder, en erotisk dansende Asta Nielsen. Det er Afgrunden fra 1910, Asta Nielsens debut- og gennembrudsfilm.
Sammen med instruktøren Urban Gad, som hun senere giftede sig med, skabte hun en melodramatisk fortælling om den unge, uskyldige pige Magda, der forlover sig med den søde, men kedelige præstesøn Knud. Men da den besnærende cirkusrytter Rudolph kommer ind i billedet, går alt galt.
Asta Nielsen danser tæt op ad Rudolph, nærmest gnider sig uhæmmet op ad ham i en stramtsiddende kjole og nedlægger ham med sin vuggende krop.
Selv om filmen er 110 år gammel, føles den stadig erotisk, ja, nærmest vovet med sit dryppende, kvindelige begær. Og man kan kun forestille sig, hvordan datidens publikum har oplevet scenen. Asta Nielsens forståelse for kameraets nærvær er tydeligt, når hun lidenskabeligt kigger mod linsen og ud mod publikum.
Her etableres en helt ny rolle: vampen – den forførende sirene, der fortærer de mænd, hun kommer i nærheden af. En femme fatale. Og endda på et tidspunkt, hvor kvinder ikke har stemmeret og ellers bare forventes at være pæne husmødre.
Imens billederne glider hen over skærmen, pumper teknokomponisten Bjørn Svins elektroniske toner løs i rummet, der synkront akkompagnerer Astas gnidende bevægelser. Svin har lavet det suggestive lydbillede til udstillingen.
Asta Nielsen (1881-1972) var en moderne kvinde. Selvstændig, agerende og ikke mindst modeskabende. Det er derfor godt set af kuratorerne hos Brandts at skabe et moderne lydbillede til filmklippene.
Stumfilm er uden tale, men ikke stille. Sådan har det altid været. Og med Bjørn Svins musik formår udstillingen at præsentere de gamle sort-hvide strimler med Asta for et nutidigt publikum.
Hun havde mod på at lege med det nye medie, og hendes tilgang til skuespillet var mere naturalistisk, end man var vant til i de tidlige stumfilm. Helt frem til sin første talefilm, Umulig kærlighed fra 1932, praktiserede hun det afdæmpede ansigt- og kropssprog.
Udstillingen viser de afsluttende scener fra filmen, hvor hun for alvor demonstrerer, hvordan man tavst og stille går i stykker indeni.
I en scene fra Kærlighedens ABC (1916) er Asta Nielsen trukket i herretøjet, hvilket hun gør adskillige gange i løbet af sin karriere. Crossdressing virker ubesværet og naturligt for hende – endnu engang forud for sin tid.
På udstillingen bevæger man sig rundt i to rum med store lærreder. De informative tekster til værkerne handler om hovedpersonen, om tiden og det nye medie. Elleve scener fra forskellige film er udvalgt, og de viser glimrende Asta Nielsens mangfoldighed.
Som et afbræk til de bevægelige billeder har Third Ear produceret en poetisk podcast om Asta Nielsen. Den er fortalt i syv akter og inspireret af de collager, hun selv lavede af sine gamle kjoler.
Her kan man drømme sig væk til en anden tid og blive lidt klogere på, hvad der gemte sig bag Die Asta.
facebook
twitter
Kommentarer